De mægtige teleselskaber jorder dansk film

Teleselskaberne tjener millioner og atter millioner kroner på dansk film – og de betaler ikke en krone for det!

Det er naturligvis teleselskabernes guldkalv i form af ”trafik” på nettet, jeg refererer til.

Og ikke nok med teleselskaberne tjener millioner på den lovlige trafik. De tjener også millioner på at være transportør af den illegale trafik.

I USA repræsenterer video streaming pt. 78 % af al trafik på internettet, og inden 2018 vil tallet nå 84 %. Da Danmark hidtil har haltet et års tid efter USA, må det forventes vi herhjemme inden for kort tid når samme niveau.

Hvis dansk film var kommet til teleselskaberne inden filmenes digitale revolution, og sagt til dem: ”Kære venner, vi har en idé, der vil garantere enorm trafik på internettet. Er det noget I er interesseret i”? Så kan det nok være de mægtige teleselskaber havde flået den helt store tegnebog frem, ganske uden krav.

Problemet er, at teleselskaberne fik al denne trafik forærende kvit og frit uden at blive afkrævet så meget som en bøjet femøre for den.

Det er, hvad man kalder en rigtig god forretning.

Og teleselskaber gør deres yderste for at lege kispus med filmbranchen. I modsætning til biograferne, som udfører økonomisk striptease to gange ugentligt ved at offentliggøre billetsalget, er der et udbredt hemmelighedskræmmeri hos teleselskaberne. Dog kan man i TDC Fact Sheet 2014 Q1 konstatere at TDC/Yousee har en dybt imponerende overskudsgrad på hele 91 % på ”internet and network”, mens overskudsgraden på ”tv” kun er på 53%.

Overskudsgraden refererer til "gross profit margin" i TDC/Yousees regnskab.

Tilbage står dansk film med håret i postkassen.

Det Danske Filminstitut afholdt i november sidste år hemmelige forhandlinger med teleselskaberne, helt uden den øvrige filmbranches viden.

Disse forhandlinger er foreløbigt mundet ud i, at Filminstituttet har gået tiggergang og samtidig helt på eget initiativ tilbudt teleselskaberne to måneders holdback på danske film mod de nuværende fire måneder for at få teleselskaberne til at spytte i den danske filmkasse.

Med andre ord, teleselskaberne forlanger nu ”noget for noget” for det, de allerede har fået gratis og uden krav tidligere ville have betalt millioner for.

Samtidig kræver teleselskaberne i deres grådighed, at de får adgang til filmene to måneder tidligere, end de hidtidige fysiske videoforretninger nogensinde fik. De skulle måske lige stoppe op og tænke over, hvorfor de ikke er i stand til at skabe en digital trafik, baseret på en økonomi af samme omfang som den fysiske trafik, der fandt sted, da forbrugerne endda velvilligt og i hobetal begav sig ud af hjemmet for at købe eller leje en dvd i de fysiske butikker. Kunne det tænkes at det ikke er produktet, der fejler noget, men derimod deres måde at formidle det på over for forbrugerne?

Det er trafikken, at der er vigtig for teleselskaberne. Indtægterne på selve indholdet kommer i anden række – indtægter, som ellers kunne sikre filmproducenterne en ordentlig betaling for de film, som streames. Det er nok derfor, film på nettet er så billige, at filmproducenterne skal spises af med småpenge. Trafik er Gud.

Men i stedet for eftertænksomhed, har den danske filmbranche sat sig selv i en elendig forhandlingssituation takket være Det Danske Filminstitut.

Instituttet har endda frækheden at præsentere deres forhandlingsresultat som ”et kompromis”.

Nu er et kompromis sædvanligvis noget, der først forekommer efter langvarige forhandlinger mellem de parter, som aftalen får konsekvenser for.

Men der har slet ikke været nogen forhandlinger, som involverer de parter i branchen, instituttets plan får konsekvenser for.

Problemet er, at instituttets plan blot vil flytte penge fra én kasse til en anden og samtidig gøre det samlede bidrag til filmindustriens økonomi mindre.

I USA har de store filmstudier eksperimenteret med et to måneders vindue på hele fjorten store film. Disse eksperimenter er omgående blevet indstillet, da man fandt ud af, at det ikke alene skadede de involverede film, men også alle de øvrige film på markedet. Det skete, fordi biografernes omsætning faldt langt voldsommere, end vod-tjenesternes steg.

Men filminstituttet har altså blot stukket hovedet i jorden og fremturet med deres håbløse plan.

Der er endda risiko for at instituttets plan vil reducere den stolte danske filmindustri til billige tv-film, game- og realityshows. Det første tegn ses allerede i filminstruktørerne og Den Danske Filmskoles ønske om at lave lowbudget-film i en langt dårligere kvalitet end den, der er gængs for biografspillefilm.

De sidste 30 år har samhandlen mellem filmdistributører og biografer været baseret på, hvor lang en holdbackperiode distributøren kunne tilbyde biograferne.

Holdbackperioden har været et uomtvisteligt samhandelsvilkår.

Og det siger sig selv, at biograferne ikke vil betale så meget for film, som kun har to måneders holdback, i modsætning til film som oppebærer fire måneders holdback.

Biograferne kommer jo til at miste millioner af kroner, som til devalueret kurs ryger direkte i teleselskabernes kasser.

Ikke desto mindre vil den statslige institution, Det Danske Filminstitut, i alliance med de mægtige teleselskaber, altså gå ind og intervenere i den frie forhandlingsret mellem biografer og filmdistributører.

Og de store tabere i dette spil bliver det danske biografpublikum, filmdistributører, -producenter og -instruktører.

Biograferne betaler næsten halvdelen af deres omsætning til filmmiljøet, og aldrig har biografsektoren sendt så mange penge videre i den danske filmøkonomi som i 2013. Endvidere er filmdistributørernes forudbetaling af minimumsgarantier baseret på indtægter, som i overvejende grad hentes i biograferne.

Teleselskaberne derimod scorer kassen på trafikken uden at betale en krone. Og det er derfor helt galt, at man vil flytte omsætning fra dem, der bidrager, til dem, der ikke bidrager, og at man dermed vil gøre den samlede kage mindre. Derfor må løsningen være at få teleselskaberne til også at bidrage – men det skal naturligvis ske uden risiko for at kagen gøres mindre. Eller med andre ord: Uden at der skæres i biograferne eksklusivitetsperiode.

Ovenikøbet vil filminstituttets plan kaste biograferne direkte i armene på amerikansk film, som slet ikke går med så rabiate planer som Det Danske Filminstitut.

Amerikanske film vil jo kunne tilbyde biograferne langt mere attraktive samhandelsvilkår, end dansk film vil kunne, såfremt teleselskabernes krav imødekommes. Amerikanske film må dermed formodes at få fortrinsret til de største biografsale og de mest attraktive premieretidspunkter.

Det er vanskeligt at finde ord for det morads, filmbranchen og ikke mindst filminstituttet har bragt sig selv i.

Og på sidelinjen står de mægtige teleselskaber og skraldgriner.

I et interview i Weekendavisen 29. november 2013 fremkom adm. direktør i Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, med følgende truende advarsel om biografers og distributørers samhandelsvilkår:

”Kan de ikke dirkes op af frivillighedens vej, så må de dirkes op med brækjern.”

Kære Henrik Bo Nielsen, det er på høje tid brækjernet bliver pakket væk og det politiske miljø i stedet bliver gjort opmærksom på den uretfærdighed, som er overgået filmbranchen.

Staten bør omgående pålægge de store teleselskaber en filmafgift, baseret på den trafik som vedrører dansk film, som kan rette op på en problematik teleselskaberne hjertens gerne - frivilligt og helt uden krav – engang ville have betalt millioner for. Denne filmafgift skal selvfølgelig gå til produktion af danske film.

Teleselskabers krav skal overhovedet ikke imødekommes. De skal bare betale ved kasse 1 for de kæmpe fordele, de allerede har fået i forbindelse med salget af deres højhastighedspakker.

Staten må omgående træde i karakter over for de mægtige teleoperatører, som ikke alene tjener millioner af kroner på den lovlige trafik streaming på nettet genererer, men også på den illegale!

Denne filmafgift er ikke alene rimelig, den er også nødvendig for dansk films fremtid, i en verden hvor priserne på internettet bliver holdt kunstigt nede, for at sikre teleselskaberne deres yderst profitable høje trafikfrekvens.