De ti sjoveste film nogensinde

”Humorens dybeste funktion er at lade latteren komme gråden i forkøbet.” – Frithiof Brandt, dansk filosof (1892-1968).

Eller som Mel Brooks engang definerede forskellen mellem tragedie og komedie: ”Når en person glider i en bananskræl og falder ned i et hul og slår sig ihjel er det komedie, men når jeg skærer mig i fingeren er det tragedie.”

Farcen, komedien, lystspillet er beklageligvis altid blevet betragtet som lidt andenrangs. For eksempel er kun meget få sjove film kommet i betragtning til Oscars.

Samtlige komiske mesterværker nedenfor er komplet blevet forbigået af Oscar-akademiet. Nomineringer i forskellige kategorier er det da blevet til, men den totale høst af Oscars til samtlige nedenstående film er én sølle statuette – for bedste kostumer(!).

Det skal nu ikke afholde mig fra at hylde de ti sjoveste film nogensinde.

I vurderingen af, om en film ville gøre sig fortjent til en plads på denne liste, har jeg brugt ”latterkrampe-faktoren”.

Alle nedenstående film har hensat mig i latterkrampe, og her er nedtællingen til de største:

10. Borat (2006)

Medvirkende årsag til, at jeg finder denne film så morsom, er sandsynligvis, at jeg så filmen et halvt år før premieren og således var aldeles uforberedt på løjerne, denne film præsenterer. Mange sjove film bliver flået i stykker af overdreven markedsføring. Den var jeg lykkeligvis befriet for.

Jeg må samtidig erkende aldrig tidligere at have stiftet bekendtskab med Sacha Baron Cohen, inden jeg så Borat. Hans Ali G. Show var gået helt hen over hovedet på mig.

Så stor var overraskelsen.

Faktisk var overraskelsen i samme klasse, som da jeg så Silent Movie i USA i 1976 uden på forhånd at vide noget om det overflødighedshorn af cameos, filmen kan bryste sig af.

Den overraskelse gik det danske publikum glip af, da disse cameos blev brugt i markedsføringen af filmen i Danmark.

En pokkers skam – ”the element of surprise” skal aldrig undervurderes.

Den kazakhstanske journalist Borat bliver af sit hjemlands Ministry of Information sendt til USA for at lave en dokumentarfilm. Det bliver en mildest talt mærkværdig rejse, hvor den bizarre reporter møder en masse helt almindelige mennesker med alt andet end almindelige konsekvenser.

Fascinationen er dog kraftigt aftaget med Cohens senere film: Brüno (2009) og Diktatoren (2012). 

9. Ingen er fuldkommen (1959)

Billy Wilders veloplagte screwball-komedie med Marilyn Monroe, Jack Lemmon og Tony Curtis.

To musikere bliver vidner til en gangstermassakre og har derfor travlt med at komme ud af Chicago. De iklæder sig kjole og paryk og får job i et pigeband på turne. Joe forelsker sig i sangerinden Sugar Kane og udgiver sig for at være millionær for at vinde hendes hjerte, mens Jerry i skikkelse af Daphne bliver forlovet med en rigtig millionær.

Filmen er fyldt med morsomme scener, men den bedste af dem alle er filmens slutscene. Efter det er gået op for mangemillionæren Osgood Fielding III, spillet af Joe E. Brown, at Jack Lemmon som ”Daphne” er en mand, replicerer han blot med følgende udødelige ord: ”Well, nobody’s perfect!”

Som den eneste film på denne liste er Ingen af fuldkommen blevet tildelt en Oscar– for bedste kostumer.

8. Mig og Bogart (1972)

Herbert Ross’ komedie var Woody Allens gennembrudsrolle. Mig og Bogart er baseret på Allens eget manuskript, men filmselskabet følte sig ikke overbevist om, at Woody Allen også magtede instruktionen. Filmen markerede det første samarbejde mellem Allen og Diane Keaton, som skulle blive efterfulgt af yderligere syv film.

Allan Felix elsker film, og mest af alt elsker han filmen Casablanca (1942). Da han kone vil skilles, søger Allan hjælp hos Humphrey Bogart, der jævnligt materialiserer sig for at give ham gode råd om livet i almindelighed og kvinder i særdeleshed. Allans veninde Linda gør også sit for, at Felix skal få succes hos det modsatte køn.

En af filmens morsomste scener er, da Allan Felix forsøger at score en pige på et kunstmuseum og inviterer hende på date. Efter at være blevet afvist med en bemærkning om, at hun vil begå selvmord den efterfølgende lørdag, fremkommer han blot med et nyt forslag: ”What about friday night?” 

7. At være eller ikke være (1942)

Ernst Lubitsch’ genistreg er en hyldest til skuespilkunsten med en inspireret latterliggørelse af nazistisk selvhøjtidelighed.

I begyndelsen af Anden Verdenskrig står Maria og Joseph i spidsen for en teatertrup i Warszawa. Samtidig er de involveret i den polske modstandsbevægelse, og truppen bruger deres dramatiske evner til at forklæde sig som tyske officerer og endda Hitler for på den måde at narre fjenden og værne bevægelsen mod spioner og andre nederdrægtige nazister.

Hovedrollerne bliver spillet af Carole Lombard og Jack Benny.

Et af højdepunkterne i filmen er, da den nazistiske øverstkommanderende, Oberst Ehrhardt, bliver mødt af følgende udsagn: ”May I say, my dear Colonel, that it's good to breathe the air of the Gestapo again. You know, you're quite famous in London, Colonel. They call you Concentration Camp Ehrhardt,” hvorefter Ehrhardt replicerer: ”Ha ha. Yes, yes... we do the concentrating, and the Poles do the camping”.

Mel Brooks genindspillede filmen i 1983. Det var ikke nogen rar oplevelse. 

6. Jerry som den skøre professor (1963)

Uden om Jerry Lewis kommer vi heller ikke, om end hans meget fysiske komik nok er lidt for meget af det gode for de fleste.

Hans ikoniske komiske mesterværk Jerry som den skøre professor burde de fleste dog kunne se morskaben i. Filmen er efter min mening hylende grinagtig og satte nye standarder for komediegenren.

Som flere andre komikere før ham, både skrev, instruerede og medvirkede Jerry Lewis.

Lewis spiller en forknyt, nærsynet kemilærer, som opdager en magisk drik, der kan forvandle ham til en smuk Romeo med verdensmanerer og en sangstemme, der matcher Dean Martins. Dette Jekyll og Hyde-spil fungerer egentlig ganske godt, indtil drikkens virkning begynder at fortage sig ...

Tom Shadyac genindspillede filmen i 1996 med Eddie Murphy i hovedrollen. Dog uden at nå originalen til sokkeholderne. 

5. En tosset diktator (1933)

Ingen liste over de sjoveste film nogensinde uden at inkludere Marx Brothers. Gruppen af komikere bestod oprindeligt af fem brødre, men de fleste forbinder Marx Brothers med kun tre af dem: Groucho, Chico og Harpo.

I En tosset diktator medvirker Zeppo dog også – filmen skulle blive hans sidste.

Som skarp politisk satire er Leo McCareys En tosset diktator – med orginaltitlen Duck Soup – Marx Brothers’ morsomste og mest vanvittige film. Groucho er Rufus T. Firefly, den grinagtige diktator i det opdigtede land Freedonia. Harpo og Chico hverves som spioner af Grouchos politiske rival, den beregnende Trentino.

Kort inden filmen havde premiere, klagede Fredonia i New York State over brugen af byens navn i filmen, med et tilføjet ”e”. Responsen fra Marx Brothers var: ”Find et nyt navn til byen, det skader filmen.”

Filmen indeholder mange af brødrenes mest berømte scener: limonadeboden, Paul Revere-parodien, den entusiastiske fremførelse af ”We’re Going To War”, der gør grin med 30’ernes musicals, den rablende spejlscene og det store opgør, som er blevet kopieret af alle fra Woody Allen til Mad Magazine. 

4. Krig og kærlighed (1926)

Buster Keaton, komikeren med stenansigtet. Som Chaplin både skrev, instruerede og medvirkede Keaton i sine film.

Hans komiske mesterværk Krig og kærlighed – eller The General, som var filmens amerikanske titel – faldt ikke i samtidens smag. Filmen fik dårlige anmeldelser og floppede i biograferne. Filmen regnes i vore dage for en af de bedste film nogensinde.

Filmen er produceret på dørtærsklen til tonefilmens fremkomst, og Keaton spiller Johnny Grey, en togfører fra sydstaterne, som elsker sit tog, ”The General”, næsten lige så meget, som han elsker Annabelle Lee. Da den amerikanske borgerkrig bryder ud, bliver han afvist som soldat, idet han kan gøre mere nytte som togfører, hvilket får kæresten til at betragte ham som kujon. Til slut får han dog mulighed for at udvise heltemod og genvinde kærestens hjerte.

Som altid udfører Keaton alle sine egne stunts. Det kombinerer hans uhyre fingerfærdighed, upåklagelige komiske timing og udtryksfulde kropssprog til at formidle flere følelser, end det kunne lade sig gøre i de tonefilm, som snart efter slukkede hans stjerne. 

3. Sheriffen skyder på det hele (1974)

Mel Brooks udsendte i midten af 70’erne et sandt festfyrværkeri af mesterlige, komiske spoofs såsom Frankenstein Junior (1974), Silent Movie (1976) og den mest vellykkede af dem alle: Sheriffen skyder på det hele.

I filmen tager instruktøren bjergtag på westerngenren, og den er en satire over racisme.

Ud over Brooks, i en dobbeltrolle som den skeløjede guvernør William J. Le Petomane og en indianerhøvding, møder vi Cleavon Little som den sorte sheriff samt instruktørens foretrukne ensemble: Gene Wilder, Dom DeLuise, Madeline Kahn og Harvey Korman.

Filmen handler om Bart, som er sort og sherif i en lille by. Den onde Hedley Lemar (”don't call me Heddy”) vil gøre byen ubeboelig, så der kan ryddes vej til den kommende jernbane. Men sammen med sin makker Jim udgør Bart helt uventet en alvorlig forhindring for storkapitalens interesser.

Tonen bliver lagt an allerede under filmens fortekster, som selvfølgelig er ledsaget af et klassisk musikalsk westerntema, som dog mod slutningen går helt amok i piskesmæld. Lignende spektakel oplever man også i scenen omkring lejrbålet, hvor indtagelse af bønner får højlydt resultat.

Morsomste scene er, da guvernøren, i skikkelse af Brooks, bliver introduceret for den nye sheriff. Da det efter et stykke tid går op for guvernøren, at sheriffen er sort, hensættes han i lettere chok, og idet han er skeløjet, tager guvernøren fejlagtigt fat om den sorte sheriff og siger: ”Can’t you see that man is a nigg…”

2. Dr. Strangelove – eller hvordan jeg lærte at glemme min bekymringer og elske bomben (1964)

Stanley Kubricks satire over den kolde krig med Peter Sellers i hele tre roller. Sellers spiller rollerne som Præsident Merkin Muffley, Dr. Strangelove og Kaptajn Lionel Mandrake. Aldrig har han så vellykket fået lov til at bruge hele klaveraturet af sit komiske talent.

Ud over Sellers medvirker George C. Scott, Sterling Hayden, Slim Pickens og Keenan Wynn.

I et paranoidt sammenbrud beordrer den amerikanske general Jack D. Ripper et fuldt atomangreb på Rusland, som han mistænkte for at ville forurene amerikanernes ”dyrebare kropsvæsker”. Rusland informerer USA om, at et angreb på Rusland vil udløse ”Dommedagsvåbenet”, der vil udslette alt liv på jorden. Præsidenten kalder sine ypperste rådgivere sammen til krigsråd – nu er gode råd dyre.

Sjoveste scene er i slutningen af filmen, hvor Dr. Strangelove har store problemer med at styre sin armprotese, som har sit helt eget liv med hang den velkendte nazi-hilsen. I ivrighed over at have fundet løsningen på alle problemerne rejser Strangelove sig pludselig fra den kørestol, han har været bænket til gennem hele filmen, og udbryder i forbløffelse: ”Mein Führer, I can walk!!” 

1. Guldfeber (1925)

Charlie Chaplins mesterværk Guldfeber er verdenshistoriens sjoveste film.

Udover at spille hovedrollen stod Chaplin bag både manuskript, instruktion, klip og produktion. I den otte minutter kortere version fra 1942 havde han også skrevet musikken.

Vagabonden rejser til Alaska for at deltage i Guldfeberen. Efter at have fået et job som opsynsmand for en anden guldgravers hytte forelsker han sig i en ensom saloon-pige, som han fejlagtigt tror også er forelsket i ham. Han bliver dog afbrudt af en guldgraver, han tidligere har mødt, men som nu har fået hukommelsestab og har brug for vagabondens hjælp til at finde sit guldfund igen.

Filmen indeholder flere ubetalelige scener: Da vagabonden på randen af hungersnød spiser sin egen støvle, eller da han befinder sig i et hus, som balancerer på kanten af en klippe og kun i allersidste øjeblik slipper ud, inden huset falder i dybet.

Men scenen, som overgår dem alle, er, da vagabonden opviser en dans for indbildte gæster ved brug af to stykker brød med en gaffel i hver.