Filminstituttet fejer alt ind under gulvtæppet

En statsminister sagde engang, at intet var fejet ind under gulvtæppet. Det faldt han på.

Direktøren i Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, risikerer at lide samme skæbne, når man iagttager størrelsen af den kost, han har haft fremme for feje dansk films elendige tilstand ind under gulvtæppet.

Det store fejeri sker i direktørens seneste klumme, hvor han opsummerer det danske filmår. Her erkender han godt nok, at dansk films folkelige opbakning kunne være bedre. Han forsvarer sig dog med, at vi jo også har været godt forvænt.

Realiteten er, at dansk films folkelige opbakning i 2016 er faldet med cirka 25 procent i forhold til 2015, og at markedsandelen på danske film i år ikke kommer højere op end 22 procent. Det står i skærende kontrast til de 30 procent, dansk film opnåede i 2015.

Tilbage står, at dansk film i 2016 kun en enkelt gang de seneste femten år har oplevet mindre folkelig opbakning (se skemaet, hvor tilskuerantallet er i millioner).

Dansk film er på alle tænkelige måder på katastrofekurs. Filminstituttet har skruet op for de film, publikum beviseligt ikke vil se, for samtidig at skrue ned på for de film, publikum beviseligt gerne vil se.

Mange i filmbranchen vrænger på næsen af noget så vulgært som folkelig opbakning.

Men den danske filmbranche kan ikke overleve uden folkelig opbakning. Det erkender filminstitutdirektøren klogeligt nok også. Husk på, at staten kun støtter filmen med gennemsnitligt 36 procent. Resten af pengene til filmenes produktionsomkostninger skal tilvejebringes gennem folkelig opbakning.

Men den danske markedsandel og publikumsantal er også en målestok for, i hvor stor udstrækning det er lykkes amerikanerne at overtage det danske biografmarked. Amerikansk film har oplevet stor fremgang i år, netop fordi dansk films manglende succes har banet vejen for filmene fra Guds eget land.

Der var ingen danske børnefilm i årets efterårsferie, og det lykkes ikke Biografklub Danmark at finde en egnet dansk åbningsfilm, som det ellers har været kutyme i mange, mange år.

Dansk films katastrofekurs har også udmøntet sig i, at man i 2016 kun ser fire danske film blandt de 25 mest sete film i biograferne. I 2015 opnåede hele elleve danske film den ære!

Halvdelen (elleve) af årets danske film blev set af under 10.000 publikummer. I 2015 var der kun to film, som led den skæbne.

I nedenstående skema kan årets danske filmhøst iagttages.

Mest sete film var højbudgetfilmen Flaskepost fra P med 702.559 tilskuere. Mindst sete blev mikrobudgetfilmen Shelley med 128 tilskuere. Man vil også kunne se – hvad jeg da også tidligere har nævnt – at budgettet er ligefrem proportionelt med tilskuerantallet. Jo højere budget, desto flere tilskuere.

At publikum gerne vil se danske højbudgetfilm, kan ses i det faktum, at årets to mest sete film begge er danske – og højbudgetfilm. Det kan undre, at Henrik Bo Nielsen ikke slår på tromme for det.

Det Danske Filminstitut har postet millioner af kroner i lanceringen af lavbudgetfilm. Men filmene har ikke engang kunnet indtjene penge nok til at betale for lanceringen.

Når den folkelige opbakning til dansk film ikke har været tilfredsstillende, har Filminstituttet imidlertid andre parametre, man til sådanne lejligheder river ud af skabet. Man slår på kvalitet, diversitet, udvikling og bæredygtighed.

Lad os tage det sidste først.

9 ud af 10 danske filmproduktionsselskaber giver underskud, og overskuddet er reduceret med 80 procent på kun to år. Så når det handler om bæredygtighed, får dansk film dumpekarakter.

Når det handler om diversitet ser det heller ikke for godt ud. Kun tre danske film havde skuespillere af anden etnisk baggrund end dansk i forreste række. Og kun to film var instrueret af kvinder.

Parameteret ”udvikling” springer jeg elegant over. Når dansk film i den grad står i våde, er det omsonst at vurdere udviklingen.

Og så er der kvalitet.

Den har i år været på det jævne med en kraftig pil nedad. Der er ingen film i år, som bare tilnærmelsesvis løfter sig op til den kvalitet, vi har set med Under sandet, Nymphomaniac, Jagten, Dirch, Stille hjerte, Kapringen, Nordvest og Hævnen.

I sin opsummering minder Henrik Bo  Nielsen om, at filmloven er en kunststøttelov. Hvad? Kunst? Hvor?

Nej, filmkunsten har også haft det vanskeligt. Selv instruktøren og konsulenten, der efterlyste en nazist i dansk film, kom i årets løb med banaliteteten Swinger.

Filmfolk fra Danmark har dog gjort sig positivt bemærket i udlandet. Desværre er det ikke så meget i forbindelse med årets danske film, men mere for deres indsats i internationale filmproduktioner. Her behøver man blot nævne Susanne Biers prishøst i forbindelse med den engelske tv-serie Natportieren, eller Mads Mikkelsen og Sidse Babett Knudsens medvirken i amerikanske Doctor Stange, Rogue One – A Star Wars Story og Inferno.

Henrik Bo Nielsen nævner også – stolt – at dansk film har modtaget 100 internationale filmpriser det seneste år. Han glemmer dog at nævne, at langt de fleste af årets prishøst hidrører sidste års spillefilm og dokumentarfilm. Årets danske spillefilmhøst har foreløbig kun rystet 31 internationale filmpriser af sig.

En enkelt film, islandsk-danske Sparrows, står for 61 procent af filmpriserne til danske film i 2016. Instruktøren er islandsk, skuespillerne er islandske, og for at det ikke skal være løgn taler de også islandsk i filmen. Hvad man dog ikke gør for manipulere sig til filmpriser i dansk film!

Af de få internationale filmpriser, som årets høst af danske film har rystet af sig, kommer langt den overvejende del fra temmelig eksotiske filmfestivaler: Mamers en Mars Film Festival, Khanty-Mansiisk, Spirit of Fire Film Festival, Pula Film Festival, Les Arcs European Film Festival, Thessaloniki International Film Festival, Neuchâtel International Fantastic Film Festival, Valetta Film Festival, Transilvania International Film Festival eller min favorit – Waterloo Historic Film Festival.

Hvad i himlens navn er det dog for nogle filmfestivaler?

Ikke engang en Oscar-nominering til Under sandet kan redde det katastrofale filmår 2016. Martin Zandvliets film er nemlig fra 2015.

Beklageligvis hopper den gode institutdirektør i med begge ben, når han fastslår at digitalisering og forbrugsmønster kalder på udvikling af nye forretningsmodeller for at bevare den gode balance mellem privat og offentlig investering i film.

Ikke ét eneste ord om at skabe grundlag for imødekommelse af publikums krav til kvalitet, diversitet og volumen. Men okay, hvis det er på spil, vil man nemlig også hurtig finde ud af at ”nye forretningsmodeller” slet ikke klarer den udfordring. Og så kan vi tale om nye forretningsmodeller, indtil helvede fryser over.

Til den tid er skuden dog sunket.

Så nej, Henrik Bo Nielsen, der er ikke antydning af årsag til at være fornøjet. Der er langt mere grund til bekymring over, at Det Danske Filminstitut fejer al dansk films elendighed ind under gulvtæppet. Det løser intet, men giver selvfølgelig mulighed for at fortsætte dansk films katastrofekurs.