Filmenes døde periode

Mange undrer sig over den forretningsmæssige fornuft i, at filmene ligger døde i en periode, nemlig fra filmene har haft deres sidste visning i biograferne, til de bliver tilgængelige i den såkaldte home entertainment-sektor.

Men det er der selvfølgelig en pokkers god grund til, og dette blogindlæg giver forklaringen!

Senest har også både chefen for 21st Century Fox, James Murdoch, i kæmpestore USA og chefen for Blockbuster, Casper Hald, i lille bitte Danmark, udtalt, at den døde periode skal elimineres. Flere danske filminstruktører har ligeledes plæderet for det samme.

Argumentet er til at få øje på. Det forekommer jo direkte tåbeligt, at filmene i en periode er utilgængelige for publikum. Det skal dog nævnes, at ingen film, der er produceret i Danmark, er tilgængelig på illegale hjemmesider, mens de vises i biograferne eller under den efterfølgende døde periode – ifølge Rettighedsalliancen. Danske film lider intet tab i forbindelse med filmtyverier i første ombæring.

Filmtyverierne af danske film eksploderer først på det tidspunkt, filmene bliver let og billigt tilgængelige på legale online-tjenester. Med andre ord: Filmtyverierne på danske film forekommer først, når forbrugerne netop har legal adgang.

Så argumentet, at man kan bekæmpe filmtyve med let adgang til filmene, er noget beviseligt sludder. Man vil aldrig kunne konkurrere med gratis.

Med lægmandsøjne kan det dog forekomme, som om filmbranchen ignorerer en potentiel indtjeningsmulighed, når filmene ligger døde i en periode. Men hvor paradoksalt det end må lyde, så er den døde periode årsagen til, at filmbranchen stadig kan smøre et ultratyndt lag smør på brødet.

Jeg er klar over, at mange læsere sikkert stejler over dette postulat, men hør mig nu ud!

Den døde periode har eksisteret, lige siden forretningsmodellen med de forskellige indtjeningsvinduer blev indført ved videoens fremkomst. Uanset om biografernes eksklusive visningsret har været på tre eller atten måneder, har der alle dage været en efterfølgende død periode.

I 1980’erne viste biograferne filmene i hele og halve år, men et pænt stykke tid før filmene nærmede sig tidspunktet for udsendelse på video, døde filmene i biograferne. Forbrugerne ræsonnerede selvfølgelig: Hvorfor se filmene i biografen, når de snart bliver billigt tilgængelige på video? Op gennem 90’erne og frem til i dag er tiden fra biografpremieren, til filmene bliver gjort tilgængelige i hjemmet, blevet kortere og kortere. Fra atten måneder til de tre-fire måneder, vi kender i dag, men den døde periode er dog fulgt med som familiens sorte får.

I 1980’erne døde repremieren ligeledes i biograferne. Biograferne havde ellers tjent store penge på genoptagelse af tidligere succeser, for eksempel James Bond Festival, Fagre voksne verden, Den gode, den onde og den grusomme og mange, mange andre. Men efter videoens fremkomst kom der pludselig ikke et øje i biograferne for at se de gamle film. Biograferne vinkede i den anledning farvel til ikke mindre end 30 procent af deres omsætning.

At biograferne skulle være upåvirket af home entertainment-sektoren, er beviseligt forkert.

Filmbranchens samlede økonomi er på ingen måde blevet forbedret af den hurtigere og hurtigere udsendelse af filmene i home entertainment-sektoren. Alligevel er der fortsat nogle, der mener, at det er vejen frem. Aldrig er filmindustrien blevet præsenteret for så kortsigtet tænkning.

Som vi alle ved, er filmproducenternes samlede indtægter i frit fald. De digitale tjenester i home entertainment-sektoren har ikke kunnet kompensere for faldet i dvd-salget. Eneste sektor i filmbranchen, som udviser stigninger, er producenternes indtægter fra biograferne. Biograferne står for halvdelen af filmproducentens indtægter i Danmark. For få år siden var det 30 procent.

Flere mennesker end nogensinde ser spillefilm, men de betaler bare ikke (ret meget) for det.

Nogle mener, at spillefilmbranchens fremtid skal findes på internettet. Problemet er blot, at indtægterne i home entertainment-sektoren ikke bare tilnærmelsesvis kan dække udgiften til produktionen af spillefilm. Og da indtægterne i denne sektor stadig falder og falder, er der ingen udsigt til, at denne sektor nogensinde egenhændigt vil kunne klare opgaven.

Årsagen til stigningen i biografernes bidrag skal ses i lyset af rigtigt mange nye biografer med flere og større sale. Det sætter dem i stand til at hente indtægter til producenterne i en stadigt kortere periode, og dermed er det ingen overdrivelse at konstatere, at biograferne står med fingrene i dæmningens huller og forhindrer det totale kollaps.

Man behøver ikke være økonomiprofessor for at se filmbranchens farlige udvikling. Man vil fremskynde tidspunktet for udsendelse i en sektor, som genererer færre og færre indtægter, for til gengæld at sætte den sektor, som genererer de største – og stigende - indtægter til filmindustrien, på smalhals.

Og forbrugerne blive de helt store tabere. Naturligvis kan filmindustrien under de forhold ikke oppebære den høje kvalitet, diversitet og volumen, forbrugerne har været vant til gennem årtier. Filmindustrien er godt på vej til at reducere sig selv til produktion af billigt ragelse for at imødekomme forbrugere, som ikke er klar over konsekvenserne af deres egne ønsker.

Som man kan se i nedenstående skema, har der altid været en død periode, men som sagt har biograferne fået kortere og kortere tid til at generere indtægterne til filmindustrien.

Man kan først få bugt med den døde periode på det tidspunkt, hvor alt udsendes på alle platforme på en og samme tid. Det vil dog også betyde, at filmbranchens største indtægtskilde vil tørre ud og biograferne lukke. Alene på grundlag af kortsigtet tænkning og lægmandsræsonnementer. Og hvis der ingen biografer er, findes der heller ikke spillefilm. Biografer og spillefilm er uløselig forbundet.

I USA har man da også set, at en af de varmeste fortalere af simultanudsendelse af film, Howard Cohen (distributøren af Margin Call og Arbitrage), nu tager kraftigt afstand fra denne måde at lancere film på. Pengene fosser nemlig ud af kassen.

Enkelte taler om et differentieret biografvindue. Altså at de film, som kun går kort tid i biograferne, udsendes hurtigt online, og de film, som vises længe i biograferne, får et langt vindue.

Endnu et lægmandsræsonnement.

Presset er jo størst på de film, som vises længe i biograferne. Og det er de samme film, som seerne i home entertainment-sektoren virkelig tørster efter skal komme hurtigt. Til gengæld har de film, som ingen gider se i biograferne, heller ingen chance for at hente væsentlige indtægter online. Hvis forbrugerne ikke vil betale for at se en film i biografen, vil de heller ikke betale for at se den online. Det hænger uløseligt sammen.

Problemet med et differentieret biografvindue er også, at forbrugerne får en forventning om, at filmene kommer hurtigere online. Så for at imødekomme film, ingen gider se, er man villig til at miste indtægter på alle de film, publikum gerne vil se. Differentieret biografvindue er en ukontrollabel lavine, som vil køre filmindustrien i sænk.

Gad vide hvad Blockbuster ville sige til, at deres visningsperiode ligeledes blev afkortet for, at de nationale tv-stationer kunne vise filmene i selvsamme øjeblik, interessen ebbede ud på tjenesten.

Blockbuster burde egentlig hellere fokusere på, hvorfor de er ude af stand til at generere indtægter i en verden, som blot er et klik væk. Tænk på, at forbrugerne i den gamle verden gladelig bevægede sig ud i slud og regn for at opsøge en forretning, hvor de til højere priser end dem, vi ser i dag online, kunne få tilfredsstillet underholdningstrangen. Hvis internettet er fremtiden, hvad gør I så forkert, Blockbuster?

Nej, hvis filmbranchen fortsat skal have en chance for at blomstre, kræver det et længere biografvindue. Fortsat succes kræver, at filmindustrien går mod vindretningen.