Danmarks Radios Filmland er kendt for at lade sine gæster fylde lytterne med øregas. I torsdags havde redaktøren Per Juul Carlsen den nye direktør for Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, i studiet.
Hvis man troede, at Filminstituttet efter direktørskiftet havde genfundet realitetssansen – eller at DR med Filmland var begyndt at drive professionel journalistik – må man tro om igen.
”Det, som jeg tror, vi er lidt hæmmet af her, er, at vi har et ret stift system, når vi distribuerer til biografen. Fordi en film har sådan set et vindue på fire måneder, hvor den er låst til biografen,” sagde direktøren uanfægtet i udsendelsen.
Claus Ladegaard, hvad fanden taler du om?
“Vinduet” refererer til den tid, der går, fra filmens premiere i biograferne til udsendelsen i home entertainment-sektoren (dvd, Blu-ray og digitale tjenester). Hvis vi ser på et udvalg af danske spillefilm fra perioden 2016-17, så ser vindueslængerne ifølge Ladegaard og Filminstituttet således ud:
Men virkeligheden er en ganske anden:
Som man kan se, er vinduet ikke slavisk fire måneder – eller 122 dage – som Det Danske Filminstitut forsøger at bilde os ind.
Årsagen til den store variation er ønsket om at optimere indtægterne mest muligt på den enkelte film. Man gør simpelthen, hvad der tjener den enkelte film bedst. Vinduets længde er således også at regne som et samhandelsvilkår branchens kommercielle parter imellem – på lige fod med premieredato, salsstørrelser, filmleje og markedsføringstilskud.
I 2016-17 er der i alt cirka 40 danske spillefilm, der har fået premiere i biografen. Når 25 af dem har et biografvindue på fire måneder +/- to uger, er det alene udtryk for sund fornuft. Fire måneder har nemlig vist sig at være den grænse, der er, for at publikum har lyst til at købe en biografbillet frem for at vente og se filmene billigt på internettet.
Det vil altså ikke løse dansk films økonomiske problemer, hvis man generelt fremskynder, at filmene kommer på streamingtjenesterne. Det vil bare gøre højt betalende forbrugere til lavt betalende forbrugere, og dermed vil dansk film mister de indtægter, man er afhængig af for at kunne fortsætte med at producere filmene.
De sidste to år har man eksperimenteret med et såkaldt premium video-vindue, hvor filmene skulle gøres tilgængelige allerede efter tre en halv måned. Man forventede, at det ville give filmindustrien en ekstra milliard kroner i indtjening. Men sådan er det mildt sagt ikke gået, og man er i vid udstrækning stoppet med forsøget.
Der er lagt op til et gigantisk sammenstød mellem økonomiske og kulturelpolitiske interesser. Den nye direktør for Filminstituttet forsøger både at blæse og have mel i munden. Han vil gøre film tilgængelige for alle danskere hurtigt, og samtidig hævder han, at det vil gavne dansk film økonomisk. Men det vil beviseligt ikke være tilfældet.
Det gør ikke sagen bedre, at Filminstitutdirektøren gentagne gange er blevet gjort opmærksom på den rette sammenhæng. Det virker, som om han lukker øjnene for realiteterne – en taktik, som totalitære magthavere flittigt har benyttet. Når de står over for alvorlige problemer, flytter man folks fokus på noget mindre betydningsfuldt. Og i dette tilfælde rettes fokus på et noget, der allerede er løst.
Med til den nye direktørs manglende realitetssans hører hans opfattelse af streamingtjenesterne, som han er så vild efter at omfavne. Men prøv at kigge på nedenstående skema 3. Streamingtjenesternes bidrag til dansk film er det mikroskopiske grå felt i hver søjle og vil ifølge en undersøgelse være det langt ud i fremtiden.
Det er på tide, at Filminstituttet får sat fokus på det, der kan løse dansk films finansieringsproblemer: færre film eller flere penge fra staten og det private.
facebook
twitter
Kommentarer