Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

28. maj 2014 | 13:04

Hvorfor skal vi vente så længe på Cannes-filmene?

Foto | Sony Pictures
Ventetiden kan føles lang, men det er altså forudsætningen, hvis vi fortsat skal kunne nyde kunstfilm. Steve Carell i Bennett Millers prisvindende film Foxcatcher.

Hvorfor skal vi vente så længe på Cannes-filmene? Hvorfor kommer de ikke op i de danske biografer samtidig med visningen i Cannes? Hvorfor bliver de ikke blot udsendt på de digitale medier med det samme, når nu biograferne er så sløve?

Det er tre spørgsmål, jeg er blevet stillet flere gange i forbindelse med dette års festival.

At filmen ikke øjeblikkelig bliver vist i de danske biografer eller udsendt direkte på de digitale medier, er der selvfølgelig pokkers gode forklaringer på.

Overordnet er det nemlig slet ikke biograferne, som har rettighederne til visning af Cannes-filmene på det store lærred, men derimod distributører/importører af spillefilm. Det vil sige, at biograferne er afhængige af dette bindeled og ikke kan gøre ret meget andet end at presse på. Gud ske tak og lov er der enkelte artcinemas, som har deres eget distributionsselskab – det hjælper ikke så lidt.

Man skal også være opmærksom på, at danske biografer aldrig vil kunne få mulighed for at vise udenlandske kunstfilm før filmenes kommercielle verdenspremiere.

Det handler jo i al væsentlighed om penge. Det handler nemlig om at sikre filmene de størst mulige indtægter i et kunstfilm-miljø i dyb økonomisk krise.

Jamen, vil det netop ikke hjælpe på filmenes indtægter at lancere dem, mens Cannes-buzz’en er glohed?

Ikke nødvendigvis.

Det har bestemt ikke hjulpet de to af årets Cannes-film, som blev lanceret i kølvandet på festival-visningerne med masser af omtale i medierne. Det alene kan nemlig slet ikke gøre det.

Olivier Dahans Grace of Monaco kom til at lide under den temmelig hårdhændede kritik, som danske journalister fyldte medierne med, dagen efter Cannes-visningen.

Kristian Levrings The Salvation har bestemt ikke fået den drømmestart, filmmiljøet drømte om. Omend omtalerne af The Salvation var yderst positive, fratog åbningsweekendens gode vejr biografpublikummets lyst til at tilbringe tiden indendørs.

Kunstfilm har det særlig svært på tidspunkter, hvor der læses til eksamen, eller solen brager ned fra en skyfri himmel. Og det er jo præcis den tid, vi befinder os i netop nu.

Cannes-aktuelle The Salvation kommer næppe over 50.000 tilskuere i Danmark. Thomas Vinterbergs Jagten blev udsendt i biograferne hele syv måneder efter Cannes-visningen og blev set af 651.818. You do the math.

Samlet har filmene i hovedvisningerne i Cannes kostet hundrede af millioner kroner at producere, så det er ikke pebernødder, vi taler om. Der er meget stor økonomisk risiko forbundet med disse film.

Så udsendelse af alle kunstfilmene fra Cannes på nuværende tidspunkt ville være meget uhensigtsmæssigt. Både af økonomiske årsager, men også overfor publikum, som har mange andre ting at tænke på netop nu, og filmene ville måske helt forbigå deres opmærksomhed.

I øvrigt ville filmene lide kannibaliseringsdøden, hvis alle Cannes-filmene blev lanceret simultant med visningerne i Cannes – uanset om filmene blev lanceret i biograferne eller på de digitale platforme. Det er altså kun de færreste, som er så fanatisk filminteresserede, at de orker seks udfordrende film på én dag. Så mange film på én gang kan det almindelige publikum slet ikke overkomme, og langt den overvejende del af filmene ville drukne i mængden.

Kort og godt: Det handler om at finde det optimale tidspunkt for filmens udsendelse til publikum i sikringen af størst mulige indtægter, der gerne skulle kunne betale produktionen af de meget omkostningsfulde kunstfilm.

Og her spiller lanceringen af filmen en væsentlig rolle. Lanceringsværktøjer som trailere og plakater er som oftest slet ikke klar ved Cannes-premieren, hvor de fleste kommer dugfriske fra klippebordet.

Lancering af en spillefilm tager tid. At sikre sig publikums bevågenhed tager tid. Filmenes trailere skal eksponeres over for rigtig mange mennesker, før filmen med sindsro kan lanceres.

Det spiller selvfølgelig også en rolle, at mange af filmene – inden visningen – slet ikke er indkøbt til distribution i Danmark. Prisen for distributionen af filmen skal nemlig først aftales, og her gælder handel og vandel og opnåelse af den mest fordelagtige aftale. Det kan der i visse tilfælde gå måneder med. Og så er der jo også al det juridiske papirarbejde.

Men hvorfor så ikke blot udsende filmene på de nye digitale medier?

Indtægterne fra de nye digitale medier kan slet ikke generere de nødvendige indtægter til betaling af de hundedyre spillefilm, hvorfor udsendelse direkte på disse platforme vil være økonomisk selvmord for producenten. Så den mulighed kan vi hurtigt udelukke.

Nedenstående er en gennemgang af alle Cannes-filmene fra hovedvisningerne med angivelse af årsag til premieretidspunkt i de danske biografer.

I ingen tilfælde kan man hævde sløvhed hos hverken de danske distributører/importører eller biograferne. Filmene får premiere i Danmark så hurtigt, det overhovedet er muligt.

The Salvation (Christian Levring). Budget: 80 millioner kroner. Aktuel i de danske biografer netop nu.

Grace of Monaco (Olivier Dahan). Budget: 164 millioner kroner. Aktuel i de danske biografer netop nu.

Sådan træner du din drage 2 (Dean BeBlois). Budget: 904 millioner kroner. Verdenspremiere 11. juni, Danmarkspremiere 3. juli. Verdensmesterskaberne i fodbold har udskudt den danske premiere i forhold til verdenspremieren.

The Captive (Atom Egoyan). Budget: ikke tilgængeligt – lowbudget. Danmarkspremiere 21. august, når ferieperioden er overstået og filmens målpublikum atter er til at lokke ind i biografernes mørke.

The Rover (David Michôd). Budget: 67 millioner kroner. Premiere i USA den 12. juli og kun en uge senere kommer filmen op i de danske biografer.

Foxcatcher (Bennett Miller). Budget: ikke tilgængeligt. Verdenspremiere i USA 14. november og fjorten dage senere i Danmark. Den sene udsendelse hænger sammen med bedst positionering i forhold til Oscar-kapløbet. Ingen tvivl om ”bedste instruktør”-prisen i Cannes har givet blod på tanden.

Mr. Turner (Mike Leigh). Budget: 82 millioner kroner. Verdenspremiere 31. oktober med samtidig premiere i Danmark. Også her spiller en positionering i forhold til Oscar-kapløbet ind.

The Homesman (Tommy Lee Jones). Budget: 88 millioner kroner. Verdenspremiere 3. oktober i USA. Dansk premiere en måned senere. Potentielle Oscar-nomineringer spiller ind i valget af amerikansk premieretidspunkt.

Saint Laurent (Bertrand Bonello). Budget: 90 millioner. Verdenspremiere i Frankrig 1. oktober, Danmark følger efter 13. november. Et håb om en Oscar-nominering i kategorien ”Bedste fremmedsprogede film” spiller ind.

The Search (Michel Hazanavicius). Budget: ikke tilgængeligt. Verdenspremiere 26. november. Dansk premiere 19. februar 2015. En mulig Oscar-nominering i kategorien ”bedste fremmedsprogede film” spiller ind her.

Winter Sleep (Nuri Bilge Ceylan). Budget: ikke tilgængeligt. Der forhandles pt. om køb af de danske rettigheder til årets vinder af Guldpalmen, hvorfor dansk premieredato endnu ikke kan fastsættes. Filmen har verdenspremiere 18. august, så tidligere end denne dato bliver den danske premiere ikke.

Leviathan (Andrey Zvyagintsev). Budget: ikke tilgængeligt. Netop indkøbt til visning i de danske biografer, premieredato endnu ikke fastlagt. Verdenspremiere 24. september, så tidligere end denne dato bliver det ikke.

Jimmy’s Hall (Ken Loach). Budget: ikke tilgængeligt, men dyr film. Netop indkøbt til dansk biografdistribution, men premieredatoen er endnu ikke fastlagt. Verdenspremiere 30. maj.

Maps to the Stars (David Cronenberg). Budget: 82 millioner kroner. Filmen er netop indkøbt til dansk biografdistribution, men premieredato er endnu ikke fastlagt. Verdenspremieren var 21. maj.

Mommy (Xavier Dolan). Budget: 4,4 millioner kroner. Filmen er netop indkøbt til dansk biografdistribution, men premieredato er endnu ikke fastlagt. Verdenspremieren er endnu ikke fastlagt.

Deux jours, une nuit (Jean-Pierre og Luc Dardenne). Budget: 52 millioner kroner. Filmen er netop indkøbt til dansk biografdistribution, men premieredato er endnu ikke fastlagt. Verdenspremieren var 21. maj.

På følgende film er der endnu ikke indgået aftale om dansk biografdistribution: Jean-Luc Godards Adieu au langage, Naomi Kawases Still in the Water, Alice Rohrwachers The Wonders, Damián Szifróns Wild Tales, Olivier Assayas’ Sils Maria og Adderrahmane Sissakos Timbuktu.

Men det betyder bestemt ikke, at de ikke kommer, man skal bare lige blive enige om prisen.

Uden for hovedvisningerne blev de tre følgende film meget omtalt i de danske medier:

Når dyrene vågner (Jonas Arnby). Budget: 17 millioner kroner. Filmens danske premiere blev fremskyndet til 12. juni efter udtagelsen til visning i Cannes.

Force Majeure (Ruben Östlund). Budget: ikke tilgængeligt. Verdenspremiere er endnu ikke fastlagt. Filmen får premiere i Danmark 11. december.

Jauja (Lisandro Alonso). Budget: ikke tilgængeligt – lowbudget. Endnu ikke indkøbt til distribution i Danmark, men med Viggo Mortensen og Ghita Nørby på rollelisten samt en dansk producent, skulle det undre meget, om den ikke dukkede op på et dansk lærred. Verdenspremieren er heller ikke fastlagt endnu.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko