Kvinder, kom ind i kampen!

Det Danske Filminstitut præsenterede i går deres rapport om kønsfordelingen i filmbranchen. Den viser en ubalance i flere faggrupper.

Faggrupper med overvægt af mænd ses blandt fotografer, tonemestre, lyssættere, filmkritikere, filminstruktører af spillefilm og direktionen på Det Danske Filminstitut.

Faggrupper med overvægt af kvinder ses blandt kostumer og sminke, scriptere, filmcastere, beslutningstagere og støtteindstillere på Det Danske Filminstitut.

Men den skævhed i kønsfordelingen, som foreløbig er løbet med det meste af opmærksomheden, er skævheden blandt filminstruktører af spillefilm.

Man har ikke set meget påtale af skævhederne i nogen af de alle øvrige faggrupper. Også selvom der er skævheder som er langt mere graverende. Og da slet ikke i forbindelse med overvægten af mandlige danske filmkritikere. Det forbigår man i larmende stilhed.

Det der øjensynligt specielt springer i øjnene på de kvindelige filminstruktører, er, at de kun repræsenterer nitten procent af ansøgere af produktionsstøtte og samtidig modtager en nogenlunde lignende procent af støttemidlerne. Det er da bemærkelsesværdigt, at de to tal nogenlunde harmonerer.

Det kan synes, som om kvoter allerede er blevet indført. En ganske anden sag havde det været om de nitten procent kvindelige ansøgere blev spist af med fem procent af støttemidlerne.

Men denne kvote mener de kvindelige filminstruktører altså er døduretfærdig, og det skal der gøres noget ved. Hellere i dag end i morgen. ”Vi har ventet længe nok,” råber kvinderne højt i kor.

Nu er det jo ikke sådan, at flere kvindelige end mandlige filminstruktører får afslag af Filminstituttet, men sådan forekommer det så sandelig, at situationen iagttages af de kvindelige filminstruktører.

Men hvad pokker jamrer de så over?

Jamen, de vil da have mere! Meget mere. De vil have 50 procent af støttemidlerne. Altså kan vi i yderste konsekvens komme i en situation hvor 20 procent af støtteansøgerne skal have 50 procent af støttemidlerne i ligestillingens hellige navn.

Det vil selvsagt få mærkbare konsekvenser for både dansk films kvalitet og hjemmemarkedsandel. I nedadgående retning.

Tilliden til de danske filmkonsulenter, som jo har ét enkelt opdrag i hele verden, nemlig at identificere de bedste projekter, bliver i realiteten desavoueret af de kvindelige instruktører. Tilliden til deres vurderingsevne er tilsyneladende ikke-eksisterende.

Faktisk har de kvindelige danske instruktører foreslået Filminstituttet, at der etableres afslagssamtaler med alle kvindelige og mandlige ansøgere, der har behov herfor. Det vil betyde, at instituttet skal ansætte betydeligt flere filmkonsulenter, som kommer til at beskæftige sig mere med afslag end med indstilling til støtte. Og man kan sagtens forestille sig et forhør af filmkonsulenten, som får den spanske inkvisition til at blegne.

Verdens bedste filmstøtteordning er dermed under afvikling. Interessant nok taler ingen om Markedsordningen, selvom denne ordning også er inkluderet i undersøgelsen.

Ingen tvivl om at kvinder er lige så gode som mænd til at instruere, producere og skabe danske film. De søger bare ikke så meget som mænd.

Derfor har filminstruktørerne skabt nogle mål: Inden udgangen af 2017 skal kvindelige ansøgninger om produktionsstøtte udgøre 35 procent, og inden 2020 skal kvinderne stå for halvdelen af støtteansøgningerne.

Disse mål er komplet uopnåelige. Og ingen tvivl om, at der dermed er en selvopfyldende profeti i kravet om kvoter, hvor et lille, kvindeligt ansøgningsfelt vil forlange halvdelen af støttemidlerne. 

I stedet for at angive midler, som kan gøre målene opnåelige, fokuserer filminstruktørerne på midler, som med garanti ikke vil gøre den store forskel. Ud over nævnte afslagssamtale foreslår instruktørerne mentorordninger, ligestillingstjek og kontinuerlig statistik. Jamen, hvad i himlens navn skulle det hjælpe?

Meget mere interessant kunne det være at kortlægge årsagerne til at så få kvinder søger. Selvfølgelig ud over at der slet ikke er så mange kvindelige filminstruktører i Danmark som mandlige.

I Cannes udtalte en af de fremmeste fortalere for flere kvinder i filmindustrien, Jodie Foster: ”Jeg instruerede stort set ikke, da jeg havde små børn. Filmbranchen er hård for mennesker, og den er særligt hård for familier. Det mærkede jeg selv på smertelig vis under min opvækst.”

Jamen, er det her, der skal sættes ind? Skal man arbejde på at gøre kvindelige filminstruktørers familieliv mere tåleligt. At instruere en spillefilm er jo i perioder et 24/7-job, som ganske givet kan sætte familielivet på en hård prøve.

Hvis instruktørerne i stedet var fremkommet med en ordentlig handlingsplan, som kunne gøre en forskel, ville respekten være mangefold større.

Kom ind i kampen!

I stedet for al den snak, så vis os alle sammen, at kvinder virkelig både har modet og viljen til at nå deres drømmes mål. Bombarder instituttet med ansøgninger, som kan og vil noget og ikke mindst i et hidtil uhørt antal. Sæt mændene til vægs og giv dem kamp til stregen!

Det hellige princip om, at kun de bedste projekter skal støttes, hvad enten de er instrueret af en mand eller en kvinde (eller en transkønnet), må aldrig anfægtes. Vi er alle lige ved startlinjen, men ikke nødvendigvis med målstregen.

Den konkurrence er kun sund og er så sandelig også hovedårsagen til det danske støttesystems succes, for slet ikke at tale om dansk films i det hele taget.

Kvinderne harcelerer også over at mandlige, danske filminstruktører gennemsnitligt får en million kroner mere i produktionsstøtte end kvindelige filminstruktører. Som min sidedame hviskede til mig under præsentationen af rapporten: ”Det ser ikke godt ud.”

Og det gør det da så sandelig heller ikke. På overfladen. Men graver man en smule dybere, er der naturligvis en udmærket forklaring.

Med udgangspunkt i Det Danske Filminstituts Facts & Figures 2010-2015 for konsulent- og markedsordning, kan det afsløres, at mandlige instruktørers film gennemsnitligt var to millioner kroner dyrere end kvindelige instruktørers. Til gengæld blev kvindelige instruktørers film gennemsnitligt støttet med 36 procent af budgettet, mandlige instruktører måtte nøjes med 32 procent.

Meget kan derfor tyde på, at kvindelige instruktører ikke har mod på de helt store budgetter. Det var da også kvindelige instruktører, som førte an i kravet om lowbudgetfilm. Til gengæld bliver de hjulpet med en lidt større støtte i forhold til budgettet end deres mandlige kolleger.

Intet at være ked af. Tværtimod.