Malmros – 1. del: Den spæde start

Som opvarmning til Nils Malmros nye film Sorg og glæde, biografpremiere 14. november, sætter denne blogserie fokus på mine personlige erindringer om filmene fra Nils Sigurd Malmros’ hånd – en af vor tids væsentligste danske filminstruktører.

Som århusianer i 29 år og biografdirektør i samme by i 22 år har Nils Malmros’ film selvfølgelig spillet en stor rolle i mit liv. Biografen jeg drev viste i perioden samtlige Malmros-film. Malmros kaldte Biografen i Aarhus-Hallen sin ”hofbiograf”. Større ære kunne næppe opnås i Aarhus.

Dyb loyalitet er et af kodeordene i tilgangen til Nils Malmros. Når man først har opnået Malmros’ respekt, skal der virkelig fundamentale hændelser til at ændre denne. Det kan blandt andet instruktørens hoffotograf Jan Weincke, hofkomponist Gunner Møller Pedersen og hofskuespillerinde Line Arlien-Søborg nikke genkendende til.

Mange film spiller for mit indre øje, når navnet Malmros nævnes. For jeg føler det som om jeg har været med næsten helt fra starten. For eksempel da Malmros fortsatte klipning af Lars Ole, 5c (1973) i biografens operatørrum efter filmens premiere. Eller da en scripter rejste sig op til premierefesten på Drenge (1977) og fortalte, at hun aldrig havde oplevet et mere liderligt filmhold. Eller når Malmros ringede en sen aften, under optagelserne til en ny film, og spurgte, om han lige måtte låne biografen om natten for at se de seneste optagelser igennem.

Eller når jeg mødte Malmros i byen mellem filmene – og til trods for hver gang at have proklameret at have lavet sin sidste film alligevel havde noget ”rumsterende” i hovedet og ”næste gang, Kim, da bliver det stort”.

Og så selvfølgelig de ni film, instruktøren foreløbig har beriget mig med.

Og hvorfor så en af vor tids betydeligste danske filminstruktører?

Ja, hvis da ikke den betydeligste. Vi har jo at gøre med en filminstruktør, som udelukkende har lavet danske film og ikke solgt ud i drømmen om det store amerikanske gennembrud, men derimod alene forholdt sig stringent til de historier og det sprog, han så suverænt behersker.

Få har som Nils Malmros kunnet præsentere os for mere vedkommende, originale historier, som oftest har været indlevende og følsomme skildringer af sin egen opvækst som barn og ung. En sand auteur.

Mesterinstruktøren kan som ingen få amatørskuespillere til at yde det sublime – ofte gennem direkte manipulation – og det til trods for at Malmros ifølge den tidligere filmkonsulent Kirsten Bonnén Rask ikke er specielt god til at omsætte sine tanker til manuskript. Men hvad gør det, når den selvlærte instruktør inden en ny films optagelse har hele filmen, klip for klip, inde i hovedet.

Det er ligeledes lykkes Malmros at producere en fuldkommen sammenhængende række film, som er hjerteligt befriet for tidens flygtige tendenser. Netop derfor holder de alle, selv den dag i dag.

Mange filminstruktører benytter et alter ego i deres film. For eksempel har filmhistoriens største ofte benyttet sig af det andet ”jeg” i deres film: Ingmar Bergman brugte i flere film Erland Josephson som sit alter ego, for eksempel i tv-filmen Efter prøven (1984) og Federico Fellini så sig selv i Marcello Mastroiannis skikkelse i 8½ (1963), ligesom Woody Allen gjorde det senest med Midnight in Paris (2011), hvor Owen Wilson fik fornøjelsen.

Men få instruktører har benyttet alter ego i deres film, så vedvarende som Nils Malmros. Faktisk optræder alter egoet i samtlige instruktørens film. Ja, det vil sige med undtagelse af At kende sandheden (2002), hvor to skuespillere (et barn og en voksen) portrætterer virkelighedens Nils Malmros.

Et alter ego er en fantastisk platform for måske at fremstille sig selv i et bedre lys – både på det fysiske og psykiske plan – og er derfor ikke nødvendigvis en fuldstændig sandfærdig gengivelse.

Alter egoet i Malmros’ film fremstår oftest som et glansbillede. Men det er nu engang enhver filminstruktørs kunstneriske ret. Hvem ville ikke gøre tingene bedre og mere korrekt, hvis man fik chancen? 

Malmros har altid foretrukket – og kæmpet for – efterårspremierer på sine film. Og det er faktisk lykkes hele syv gange. Det har sine årsager. Det er nemlig udelukkende for at positionere filmene bedst og klarest i de ansvarliges bevidsthed til prisuddelingssæsonen, som strækker sig fra januar til marts.

Instruktøren er blevet tildelt ikke mindre end fire Bodil-statuetter, seks Robert-priser og syv priser på internationale filmfestivaler. Hans Kundskabens træ (1981) er på Kulturministeriets kanonliste.

Debutfilmen var En mærkelig kærlighed fra 1968, og den har jeg beklageligvis, men af gode grunde, aldrig set. Det er der nu heller ikke ret mange andre, der har.

Under alle omstændigheder var jeg på premieretidspunktet kun ti år, og en århusiansk instruktørs pastiche af François Truffauts Jules og Jim (1962) lå nok ikke lige øverst på ønskesedlen, når jeg skulle i biografen dengang.

Filmen blev i øvrigt kun vist ganske få dage i Reprisen i Holte, hvilket alligevel var langt uden for min daværende aktionsradius, selvom jeg på det tidspunkt boede i Charlottenlund. En mærkelig kærlighed har siden visningen i Reprisen været låst forsvarligt væk i gemmerne hos Nils Malmros personligt. End ikke på dvd-samlingen ”Malmros Collection” er debutfilmen at finde.

Filmen optog Malmros for egne penge, og han stod selv som både producent, instruktør, manuskriptforfatter og klipper. Venner og bekendte var på rollelisten.

Filmen handler om unge århusianere og deres problemer med kærligheden og deres filosofiske diskussioner.

Malmros alter ego var i denne film ”Mogens” og spilles af Mogens Johansen.

Blandt de øvrige medvirkende finder vi Susanne P. Vestergaard, Jacob Sonne, Finn Richardt, Morgens Tuborgh, Niels Christian Jensen og Peter Stokholm.

Berlingske Tidende skrev i sin anmeldelse af filmen: ”De alt for mange unge mennesker, der drømmer om at lave film, burde valfarte til Holte for at se, hvor galt det kan gå.”

2. del af denne blogserie: Gennembruddet.