Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

03. nov. 2013 | 07:40

Malmros - 8. del: Mere sex, tak

Nils Malmros under filmoptagelse.

Ottende del af blogserien, som sætter fokus på mine personlige erindringer om filmene fra Nils Malmros’ hånd – en af vor tids væsentligste danske filminstruktører.

Udover Skønheden og udyret, har Nils Malmros drejet en enkelt film mere, hvor han ikke selv, ved første øjekast, er udgangspunkt: Filmatiseringen af Jørgen-Frantz Jacobsens roman Barbara (1997).

For første gang var Nils Malmros på virkelig dybt vand, idet han her havde kastet sig over en historie, som ikke var baseret på egne erindringer.

Omvendt havde instruktøren haft rimelig lang tid til at vænne sig til tanken, idet han allerede, mens han gik i gymnasiet, havde stiftet bekendtskab med Jacobsens roman. Skråsikkert havde han allerede dengang besluttet sig for, at hvis han nogensinde skulle kaste sig over en filmatisering – hvad han dog var sikker på, han ikke skulle - skulle det være netop Barbara.

 

Barbara handler om en unge præst Hr. Povl, som i 1760 ankommer til Færøerne. Mødet med øerne skal vise sig at blive fatalt, da han trods mange advarsler fascineres af og forelsker sig i præsteenken Barbara. Hun er en femme fatale, der med sin erotiske udstråling drager mænd til sig. Hr. Poul prøver at leve med Barbaras flygtige natur, men kan ikke overvinde sin jalousi, da Barbara indleder et forhold til den unge charmør Andreas Heide, der er hjemme fra sit studieliv i København.

I Barbara er Malmros’ alter ego præsten "Povl", som drages af og slår sig så forfærdeligt på en fængslende, impulsiv kvinde.

Optagelserne på Færøerne var de mest anstrengende, Malmros nogensinde har kastet sit filmhold ud i. Faktisk var en filmarbejder ved at miste livet, da en bølge slog ham fra land, i en af filmens mere udfordrende og dramatiske optagelser ved et klipperev.

Med denne film var Malmros kommet i en ganske anden vægtklasse, dels var locations langt fra de vante hjemme i Århus, dels var det en virkelig stor produktion. Filmen er da også den hidtil største publikumsmæssige succes fra instruktørens hånd.

Filmen har da også det største ensemble af skuespillere set i nogen Malmros film, blandt andet Anneke von der Lippe, Lars Simonsen, Jens Okking, Jesper Christensen, Peter Hesse Overgaard, Peter Reichhardt, Henning Jensen, Bodil Udsen og Birgitte Federspiel. 

Og så er der Malmros og sex: Filmens producer Per Holst, ønskede mere sex i scenerne, hvor de franske soldater energisk og effektivt sørgede for, at Færøerne undgik indavl i flere århundreder frem. Men Malmros modsatte sig, til trods for bogforlægget faktisk tilskyndede det.

Under optagelserne var der en uundgåelig nøgenscene med filmens Barbara, Anneke von der Lippe, som skal sidde i en seng med nøgen overkrop. Efter Malmros længe havde instrueret skuespillerinden i hvad han ønskede af scenen, tog skuespilleren pludselig blusen af og sagde: ”nå, skal vi så komme i gang?”. Resten af instruktionen foregik ved, at Malmros kiggede stift direkte ind i væggen, mens han snakkede, uden at se direkte på skuespilleren.

Normalt bruger man ikke monitor under dens slags intime scener, men netop den dag havde Malmros forlangt monitor. Instruktøren var kun i stand til at se den nøgne skuespiller i øjnene gennem monitoren.

Men som Ib Tardini, i skikkelse af Tom McEwan, siger til Nils Malmros, i skikkelse af Thomas Schindel, i Århus by night: ”Det der med det erotiske, det er du ikke så god til.”

Filmen blev udtaget til hovedkonkurrencen i Berlin Filmfestivalen, dog uden at vinde noget. Filmen blev belønnet med en enlig Bodil til Jesper Christensens birollepræstation i filmen, men til gengæld gjorde den næsten rent bord ved Robert-prisuddelingen, hvor den hjemtog hele fem statuetter, inklusive "Årets bedste danske film".

Omend filmen - som nævnt - er Malmros største kommercielle succes i Danmark, blev filmen mod forventning, kun set af 14.579 i udlandet. 

Op til premieren af Barbara var den gamle Biografen i Aarhus-hallen blevet revet ned og den nye CineCity havde rejst sig af ruinerne. Beklageligvis kunne Malmros ikke deltage i åbningen af den nye biograf – han var nemlig på Færørene under optagelse af Barbara. For at markere sin deltagelse i åbningen af den nye biograf, sendte han et indrammet foto af sig selv.

Billedet forestillede en vindblæst filminstruktør på et færøsk klipperev med en sirligt placeret taleboble. I denne taleboble beklagede han ikke at kunne være til stede, for han var nemlig travlt optaget af at lave film til den nye bif!

Bedre gave kunne den nye biograf ikke få.

9. del af denne blogserie: Malmros som skuespiller.


Malmros – 1. del: Den spæde start

Malmros – 2. del: Gennembruddet

Malmros - 3. del: Professionaliseringen

Malmros - 4. del: Den første rigtig store film

Malmros - 5. del: Den opdigtede historie

Malmros – 6. del: Filmen om tilblivelsen af Drenge

Malmros - 7. del: Forløberen

 


Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko