Hvordan ser dansk film ud om ti eller tyve år? Der vil helt sikkert være film i Danmark, danske filmkunstnere, film om Danmark og film på dansk, men vil vi bruge begrebet Dansk Film med samme sikkerhed, som vi gør nu? Der vies uendeligt megen spalteplads til Dansk Film og dens velbefindende: fortsætter den sin succes, er den gået bagom valsen, er den en succes men i nye tv-serie klæder, er den bare halvskrantende? Er der nye talenter, der giver den nyt liv, kunstigt åndedræt, aktiv dødshjælp eller baghjul?

Der er stor uenighed og hver ny dansk film kan få patientens tilstand til at se anderledes ud, men at Dansk Film eksisterer, og at det giver mening at tale om det som et samlet hele, er ikke til diskussion. Dansk Film har samme ontologiske karakter som dansk landbrug havde i min barndom. Det var der bare, og alle havde nærmest en pligt til at have en holdning til det. Det er det, der i antropologien hedder et totalt socialt faktum.

Denne nationale cementering, som ikke findes i samme omfang i lande vi normalt sammenligner os med (bortset fra Norge), hænger selvfølgelig sammen med succesen fra Dogme-bølgen og frem. Vi har én gang haft en oplevelse af, at landets værd kunne måles i dets filmproduktion, og det er forståeligt, at vi gerne vil have den oplevelse igen. Der opbygges en forståelse, hvor der efter Dogme enten må komme en ny bølge af samme dimensioner, eller også er det hele tabt.

Det er heldigvis en kunstig modstilling, og sandheden ligger et tredje sted. Der er mange skvulp, mange bølger og flere understrømme i danske film. Der er utroligt mange talentfulde og dygtige filmfolk og -kunstnere i Danmark, også i de yngre og yngste rækker. Der udkommer over 200 semi-professionelle kortfilm om året. Der er noget, vi kan. Der er en måde at forholde sig til verden på. Det bunder tit i en vis alvor. Der er en måde at ville karakterer på. Og der er historier, der kredser om smertepunkter og aldrig forfalder til uforpligtende fantasi. Vi tror på historier, og på at der findes historier, der er mere naturlige end andre. Der er en måde at arbejde på, altid i hold, med respekt for alles kreativitet. Teknik er noget, vi bruger, er up-to-date med, men det er ikke det, der begrænser eller udfordrer os, for vi synes, at mennesker og ikke teknik skal bestemme.

Der er nogle gennemgående styrker i de bedste danske film. Vi skal stå ved, hvad vi kan, fordi det også ligger tæt på, hvad vi vil. Og hvad vi selv synes er godt. Men vi, der arbejder med nye generationer af filmfolk, skal passe på, at det vi kan og er gode til, ikke bliver lig det, som vi kan forestille os. Med Heideggers ord skal det mulige have forrang frem for det aktualiserede. Og deraf følger en pligt til at holde godt udkig med dem, der kan noget andet, eller med dem der kan det samme, men gør det på en ny måde, eller dem der gør noget aparte på en måde, som vi kender. I den store mængde af kortfilm af nye talenter er der rigtigt mange habile film, men også rigtigt mange der hellere vil vise dygtighed end særpræg.

Og det fører mig tilbage til det mest skadelige ved dansk film-kategorien, som er at de vurderes ret ensartet og ensidigt ud fra hvad de gør for ’dansk film’, og det kan for fiktionens vedkommende groft sagt koges ned til, om de sælger biografbilletter i Danmark, og om de vinder priser på de to-tre festivaler, som der er bred pressedækning til. Er tiden ikke moden til, at vi ser bredere på talenter og deres værker?

Vi oplever en voldsom udvikling i filmiske fortælleformer, i formater og i hvordan publikum møder disse. Og alligevel er biografnåleøjet stadig det afgørende mål for, om et nyt talent er født, og om Dansk Film fornyr sig. Erfaringen i NDS er at de talenter, der laver personlige film, der klart viser hvad de kan, også får mulighed for at lave flere film, også selvom deres debut ikke er en publikumssucces. Og så kommer publikum i takt med at de laver flere film.

Vi har en gruppe unge mænd i form af Noer, Lindholm, August, Zandvliet og Matthiesen der på mange måder er en bølge, der har fælles afsæt og arbejder sammen på kryds og tværs uden at behøve at skilte med det. De har arbejdet i nye formater, bl.a. webdokumentar og Youtube-hits, men har opnået anerkendelse med deres spillefilm, bl.a NDS-støttede R og Applaus. Heldigvis laver de og andre, yngre filmskabere ikke film inden for rammen af en bølge eller under kasketten Dansk Film. De laver bare film.

Der er rigtigt mange dygtige unge filmfolk i Danmark, og der sker så meget, og der er så mange muligheder på filmfronten herhjemme , at mange udlændinge har lyst til at lave film i Danmark. Runar Runarsson, Samanou Acheche Sahlstrøm, Carlos Oliveira, Jeremy Weller, Emma Balcazar, Milad Alami og Daniel Borgman er instruktører, der har fået støtte af NDS og fortsætter med at give nye indsigter og fortællinger på film i Danmark.

Der eksperimenteres med grænserne mellem dokumentar og fiktion, det har fået et navn, hybridfilm, selvom det ikke ligefrem er ensartetheden der springer i øjnene ved disse film. Da NDS fik mulighed for at støtte dokumentarfilm i 2007, besluttede vi at behandle alle film ens i hele udviklingsfasen og ikke afkræve projekter svar på om de var dokumentar eller fiktion. Da der samtidig var et stort ønske blandt ansøgere om at arbejde i grænselandet mellem de to blev det til en række film, som filmhistorikerne må finde ud af at rubricere.

Christoffer Boe, Jonas Poher Rasmussen, Mikala Krogh, Mads Brügger, Ulrik Wivel, Fenar Ahmed, Jacob Boeskov, Christoffer Dreyer, Birgitte Stærmose, Ulrik Crone, Bente Milton & Mikkel Stolt har med NDS-støtte skabt værker, der på meget forskellig vis arbejder med publikums oplevelse af autenticitet. NDS’ mulighed for at støtte udenfor kategorier har frigjort en kreativ bølge, som ikke passede ind og derfor ikke fik plads i det eksisterende støttesystems kasseopdeling.

New Danish Screen støtter talenter i, hvad de gerne vil. Det er talenternes retning og energi der er afgørende, fordi de er filmens fremtid. Når NDS bliver ansøgt, er det vigtigste spørgsmål at svare på ”Hvorfor har du valgt at søge med netop dette projekt? Rummer det en udfordring du ikke har stået overfor før?”. NDS støtter hold der rykker grænserne for hvad de formår og det kan være i alle retninger. Som en instruktør en gang sagde: ”Jeg har prøvet quirky og det er nemt nok; det svære for mig er at lave en rigtig velfortalt film”.

Ordningen har været ovenud priviligeret ved ikke at have måltal for bestemte typer film eller bestemte længder. Ansøgere bliver udfordret og sat på hårdt arbejde, men ikke med at skulle passe i en bestemt kasse.

Den anden store afsøgning af nyt land i NDS i de senere år har været i grænselandet mellem film og computerspil. Landets første støtteordning til computerspil blev i 2007 lagt på NDS. Udover at der er blevet støtte en række markante spil med Limbo i spidsen, blev det også klart at der både blandt film og spil-folk er en kunstnerisk interesse i at eksperimentere med fortælleformer, interaktion og platforme.

I modsætning til film, hvor holddannelse sker af sig selv, har vi oplevet at der er for store kulturforskelle imellem film- og spilfolk til at kreative, trransmedielle samarbejder umiddelbart fungerer. For at afhjælpe dette startede vi i 2009 det årlige Pixel Jam, et fire-dages forløb med fokus på idéudvikling og holddannelse på tværs af film, tv, spil og musik. De to interaktive produktioner, der indtil videre er blevet færdige med NDS-støtte, Cloud Chamber af Christian Fonnesbech og 48Hr Games af Suvi Helminen, er begge skabt af hold, der har været på Pixel Jam.

Der er ingen tvivl om at det er et felt i rivende kunstnerisk udvikling og med stort forretningspotentiale. Der er heller ingen tvivl om at støtte til transmedia og til udvikling af serier trækker New Danish Screen i nye retninger. Både transmedia- og seriestøtte gives, ligesom spilstøtte, kun til at igangsætte projekter. Færdiggørelsen skal finansieres på markedsbetingelser.

I disse projekter fungerer NDS mere som innovationsfond, der også skaber læringsforløb og danner partnerskaber med andre organisationer, end som traditionelt talentudviklende. Det vil være en opgave fremover at se hvordan de to dele af NDS’ virke kan og skal spille sammen. Mediebilledet er under hastig forandring og NDS må være i forfront med de kreative og enterprenante kræfter, der udvikler nye oplevelsesformer.

En del af billedet er også at der opstår nye selskaber i en tid hvor den traditionelle måde at finansiere film på er under opbrud. Da NDS startede blev de fleste støtter givet til par bestående af garvede producere og nye instruktører. Nu bliver størstedelen givet til nye instruktører med nye producere i nystartede selskaber. De skal gives plads og mulighed for at arbejde med nye forretningsmodeller, der kan sikre deres overlevelse. Talentudvikling af instruktører vil altid have en særlig plads hod NDS, men talentudvikling af producere er vigtigere end nogensinde.

Der er mange andre bølger og strømme, som vi mærker på NDS, og som er baseret på noget helt andet end dansk films tidligere succeser og ikke umiddelbart kan aflæses i biograf eller tv-tal, men som helt sikkert vil kunne mærkes af publikummer på flere skærme i fremtiden. New Danish Screens rolle er og har været at fremme de bedste talenter med det, de har at byde på. Diversiteten i genrer, metoder og fortælleformer er kun øget i ordningens levetid. Det vil kunne ses på, hvordan filmene i Danmark tager sig ud om ti år. NDS er åben for, hvad dælen dansk film også kan være, er resten af filmmiljøet også?