kortfilmanmeldelse
16. feb. 2015 | 18:04

The Animation Workshop 2015

Foto | Gustav Georg Lindström
Den skeløjede papegøje og de flamboyante sørøvere i animationsfilmen Parrot Away er strøget direkte ind på femtepladsen på Ekko Shortlist.

Højt og humorfyldt niveau og eksperimenter med adskillige genrer. Afgangsfilmene fra animationsskolen i Viborg bliver testet i de kommende uger på Ekko Shortlist!

Af Rune Bruun Madsen

Et nyt kuld elever er med deres afgangsfilm klar til at tage springet fra den jyske animationsuddannelse og ud i den virkelige verden.

Årets syv film repræsenterer et væld af forskellige genrer, og flere film blander genrer – som The Great Harlot and the Beast, hvor miniaturemodeller blandes med computeranimation og optagelser af rigtige menneskeansigter.

I en tid, hvor computeranimerede film dominerer biografernes repertoire af tegnefilm, er en overraskende del af filmene dog præget af et klassisk 2D-udtryk – måske netop som et tegn på en ny generations oprør mod ensretningen.

Også det humoristiske er en fællesnævner, hvad enten det kommer til udtryk som en lilla zombie med løs hjernemasse i Roommate Wanted Dead or Alive, en farverig og magisk salamander i Tsunami eller flamboyante sørøvere i Parrot Away, som er strøget direkte ind på femtepladsen på Ekko Shortlist.


Vagabond: Dragende retro-futurisme

I Pedro Ivos Vagabond befinder vi os i et sært dragende, retro-futuristisk univers, hvor omgivelsernes urbane kaos mimer både Blade Runner og George Orwells 1984. Titlens hvidskæggede vagabond lever i et cementrør med sin hund, der en dag samles op af en automatiseret affalds-gondol.

I et febrilsk forsøg på at redde sin firbenede ven hiver vagabonden i et håndtag og standser hele byen, der viser sig at være et gigantisk lokomotiv.

Vagabond er en symbolladet kritik af vækst og kapitalisme fortalt som en medrivende 2D-animeret fabel om kærlighed midt i et metropolsk inferno. Filmen varer kun syv minutter, men formår alligevel at anspore flere tanker end mange spillefilm.


Tsunami: I Miyazakis ånd

Sofie Nørgaard Kampmark og hendes hold bringer os i Tsunami til Japan i efterdønningerne af en flodbølge, der har oversvømmet en enlig herres hus. Det myldrer med nysgerrige krabber på hans møbler, og en overdimensioneret og ilter salamander har taget midlertidigt logi i et værelse.

Måske er det forvoksede kryb et tragikomisk resultat af flodbølgens møde med de japanske atomkraftværker.

Tsunami bobler i denne uge på Ekko Shortlist. Den er primært lavet som detaljerig 3D-animation, og universet er sært magisk-realistisk i lighed med de fleste af Hayao Miyazakis populære tegnefilm. Filmens tempo står lidt i stampe, til gengæld skal lydarbejdet fremhæves – det sumpede hus pibler med vanddryp og dyrelyde, der cementerer filmens konflikt mellem civilisation og natur.


Parrot Away: Spraglet spark til kropsidealer

2D-billedsiden er domineret af friske pangfarver i Parrot Away, som kan ses på Ekko Shortlist.

Filmen handler om en papegøjebutik, hvor flamboyante sørøvere erhverver deres standardudstyr til højre skulder. En af papegøjerne er dog særdeles uheldig med sin ydre fremtoning og bliver solgt som den sidste.

Da de andre pirater griner af piraten med det kiksede stykke fjerkræ, forsøger han gennem en manisk proces, hvor filmen skifter over i sort-hvide farver, at operere papegøjen om til den præmiefugl, han drømmer om.

Mads Weidners Parrot Away er fyldt med skøre indfald, som da et sørøverskib halshugger Den lille Havfrue, og der er noget befriende over at skildre sørøvernes macho-univers i pink og lilla nuancer, der sender hilsner til baroktidens overdrevne klædestil. Filmen er et sjovt og spraglet indspark i debatten om (forskruede) kropsidealer.


Fibers: Delikat stiløvelse

Nynne Steen Mors’ eksperimenterende Fibers er mere form end egentlig fortælling.

Fra de inderste molekyler i en række magiske sten zoomer vi ud til en art arena, hvor vi præsenteres for en velkoreograferet dans mellem en mand og en haglbyge af flyvende sten. Samtidig hiver manden farverige røde fibre ud af sin krop.

Det kunne være en musikvideo til en Björk-sang, og 3D-animationen er knivskarp. Den rituelle dans mellem menneske og natur fremstår mest af alt som en delikat stiløvelse, men samtidig cementerer den flotte produktion, at også reklamebranchen skal holde øje med afgangskuldet fra Viborg.


The Great Harlot and the Beast: Finurligt kig bag kulisserne

I The Great Harlot kommer vi om bag kulisserne i et marionetteater, hvor de medvirkende – en prins, hans udkårne og et truende monster – må gentage den samme forestilling om og om igen. Under en forestilling driller mekanikken, og til stor glæde for publikum (der alle på skummel vis bærer samme ansigt) ser det ud, som om monstret kopulerer lystigt med prinsens udkårne.

Teatrets kulisser er udskåret og malet på træ, hvilket giver det tredimensionelle scenerum en rustik fremtoning, der samtidig er blandet med rigtige optagelser af publikum. Det betoner stilistisk barrieren mellem teatrets unikke mikrokosmos og tilskuernes virkelige verden.

Filmens kig bag kulisserne er dog mere finurligt end direkte rørende, og det er svært at finde en egentlig morale i den sorthumoristiske historie.


Roommate Wanted Dead or Alive: Kæk og detaljerig

Roommate Wanted Dead or Alive er en munter fortælling om en fattig knøs (med kubistiske hårlokker) i en lille lejlighed, der søger en værelseskammerat. Han kan dog umuligt forudse, at den nye lejer er en lilla zombie med faldefærdige lemmer og stram cardigan.

I første omgang er drengen bange for sit nye bekendtskab, og zombiens kluntede fremfærd resulterer dog også i et orgie af flyvende tekopper, døde frøer og løs hjernemasse.

Der ligger et imponerende arbejde bag Lærke Kromanns stopmotion-film, hvor hele lejligheden er bygget op fra bunden i miniatureudgave (a la Walter & Trofast), og stilen er et rammende valg til de spøjse karakterer. Filmen er en kæk og detaljerig reminder om ikke at være fordomsfuld – heller ikke over for zombier.


The Wanderer: Stilarter skurrer mod hinanden

I The Wanderer blandes 3D-animation med imponerende baggrunde, der ligner gammeldags akvarelmalerier.

Filmen foregår i en tropisk verden fyldt med fascinerende fabeldyr og et frodigt fletværk af fauna. Nogle gange virker det dog, som om de to stilarter skurrer påfaldende mod hinanden, så filmens vandringsmand træder kunstigt frem fra det omgivende miljø.

Der er noget både skræmmende og tiltalende ved hovedpersonen, der vækker minder om det uhyggelige nulfjæs fra Miyasakis Chihiro og heksene. Han fremstår i symbiotisk pagt med naturen i en film, der muligvis skildrer livets cyklus, som den ser ud på en fjern, skovklædt planet.

Kommentarer

The Animation Workshop

Vagabond
Instr. Pedro Ivo
5 stjerner

Tsunami
Instr. Sofie Nørgaard Kampmark
4 stjerner

Parrot Away
Instr. Mads Weidner
5 stjerner

Fibers
Instr. Nynne Steen Mors
4 stjerner

The Great Harlot and the Beast
Instr. Karsten Kjærulf-Hoop
3 stjerner

Roommate Wanted Dead or Alive
Instr. Lærke Kromann
4 stjerner

The Wanderer
Instr. Simon Ternowitz
4 stjerner

© Filmmagasinet Ekko