Alle for fire

”Nu må den skid efterhånden være slået færdig.”

Det var konklusionen i Ekkos anmeldelse af Alle for tre, der måtte nøjes med en enkelt stjerne og hårde ord med på vejen.

Alligevel trak filmen – ligesom sine to forgængere – over 300.000 danskere i biografen. Den kritikerforhadte filmserie er et hit i befolkningen, så selvfølgelig skal vi fem år senere have en historie mere om de småkriminelle brødre Ralf og Timos tumpede tyverier.

Denne gang er planen at stjæle lottokuponer, så Timos kæreste Lonnie kan få det herregårdsbryllup, han tror, hun drømmer om. Det er næsten handling nok til at udfylde en tyndbenet spilletid på knap halvanden time.

Hvor ville det dog være befriende, hvis Alle for fire var en skideskæg komedie, som i politisk polariserede tider kunne bygge bro over den falske fortælling om forskellen på det kernesunde folk i provinsen og eliten på hovedstadens saloner.

Det er desværre ikke tilfældet.

Selv om det ikke er sjovt at fremstå som højpandet smagsdommer, er det virkelig svært at se anden eksistensberettigelse for filmen end, at folkene bag skal have mad på bordet. Forhåbentlig giver det dem mulighed for at grine hele vejen til banken, så nogle i det mindste får noget ud af strabadserne.

Rasmus Heide fik sidste år en ordentlig dukkert med Centervagt, der slet ikke mødte samme folkelige opbakning som Alle for-serien, men en lang periode med corona-nedlukninger kan også have spillet ind.

Siden gennembruddet Blå mænd fra 2008 har instruktøren – ofte sammen med Mick Øgendahl som manuskriptforfatter og skuespiller – gjort det til sit varemærke at dyrke den komiske tradition, hvor det ikke ligefrem er sprogligt sofistikeret humor, der holder skruen i vandet.

I en af filmens centrale scener er den store punchline, at Ralf får chili con carne-tyndskid i ansigtet. Denne anmelder gav tidligere på året fem stjerner til Jackass Forever, hvor de forvoksede drengerøve udsætter sig selv og hinanden for alskens klamheder, så latrinær komik ligger mig ikke fjernt.

Alle for fire har dog et andet og meget større problem. Man føler ikke noget som helst for personerne!

Derfor skal man finde det lårklaskende morsomt, at Mick Øgendahl vælter en knallert ned over sig selv, eller stille sig tilfreds med de få veloplagte replikker, som når Rikke Louise Anderssons Lonnie siger til Ralf, der som en anden teenagedreng udforsker sig selv på værelset: ”Jeg har set dine sokker, og det er jo ikke snot det hele, vel?”

Det har øjensynligt også været lidt af et puslespil at finde skuespillere, der havde lyst til at give filmserien en tur mere i manegen.

Rasmus Bjerg spiller ikke længere Timo, som i stedet gestaltes af Anders W. Berthelsen. En anden nytilføjelse – der velsagtens er titlens fjerde person, da hun optræder på plakaten, selv om hun ikke er del af banden – er Stephania Potalivo.

Hendes Didde forelsker sig af uransagelige årsager i Mick Øgendahls mandebarn Ralf. Endelig er Jon Lange efter to films pause tilbage som Martin, der har skiftet jobbet som politimand ud med en ansættelse i hospitalsvæsnet.

Hans motivation for at hjælpe med kuppet er, at de andre så vil hjælpe ham med at skaffe en ren straffeattest. Det er jo som at pisse i bukserne for at holde varmen, og Martin skal vist endda forestille at være den i gruppen med lidt kørende på øverste etage.

Bedst slipper de skuespillere, som kun kommer forbi på fransk visit og derfor ikke behøver køre joken længere ud end højst nødvendigt.

Ulf Pilgaard er faktisk morsom som verdens klammeste tandlæge, mens Esben Dalgaard har herligt glimt i øjet som en læge, der tjekker Timos endetarm.

Også Rasmus Hammerich er et halvsjovt bekendtskab som Peter, der begynder at løbe med Timos kæreste – de løber bogstavelig talt motionsløb, men Timo er sikker på, at konen har en affære.

På sin vis er der faktisk noget smukt over, at vores lille land har plads til en film som Alle for fire. En mands skrald er øjensynlig en anden mands guld, og i velnærede Danmark kan vi godt unde hinanden forskellige fornøjelser.

Licens er noget, vi giver til hinanden, og kirkeskat betaler mange, selv om de ikke får syndsforladelse hver søndag. Med håbet om, at et stort publikum nyder denne sløje film, skal derfor lyde en udfordring til filmholdet: Kan skiden trækkes endnu længere ud?