Nogen er død, understreges det med blå og røde blink fra politibiler og skræmte mennesker, som forlader en fest i den velhavende havneby.
Ligesom True Detective og The Affair er hovedparten af løjerne flashbacks fra dagene inden ulykken, som udspringer fra afhøringer af vidner til den mystiske forbrydelse.
Det er et fortællekneb, som skaber den helt rigtige spænding i en historie, der ellers læner sig op ad en dagligdag, mange mødre vil genkende.
Vidnerne fortæller løs om byens dominerende kvinder. Reese Witherspoon og Nicole Kidman spiller med fremragende sensibilitet henholdsvis familiemødrene Madeline Mackenzie og Celeste Wright.
Ud over at være stenrige og bo i små paladser med havudsigt lever de livet som mange andre umage mødre, der henter og bringer børn og plejer deres ægteskaber.
De er slyngveninder og tager åbent imod tilflytteren Jane Chapman. Hun er singlemor, og hendes dreng er kommet i klasse med Madelines datter og Celestes tvillingesønner.
Det er trianglen af mødre, som serien omkredser, og deres kontrollerede charme udadtil sammenholdt med deres kaotiske drifter og hemmeligheder bag den-perfekte-mor-maske udgør spændingsfeltet.
Som i True Detective og The Affair er mordet med tiden det mindst interessante i historien. Nerven ligger i seriens tålmodige behandling af problemer inden for parforholdet og børneopdragelse.
En af mødrene går i parterapi med sin mand, fordi han slår hende, hvilket ofte resulterer i passioneret sex. I flere lange og akavede scener med parterapeuten behandles et interessant emne om, hvor grænsen går mellem vild sex og hustruvold.
Alexander Skarsgård er perfekt castet som den rige og lækre ægtemand, der umiddelbart er enhver kvindes drøm, men i virkeligheden noget af et monster.
Serien behandler forholdet mellem selvkontrol og drifter gennem flere forskellige historier og karakterer.
En anden mor bærer på en hemmelighed om, at hendes søn er resultatet af en voldtægt. Den tredje mor prøver at kontrollere sin families hverdag i så høj grad, at hun mister grebet og glider ud i en spontan affære.
I titelsekvensen ses alle mødrene fra bagsædet af hver sin bil mens de kører på vejen ved den stejle klint ud til havet. De styrer tilværelsen med børnene bagi, men der skal kun et ukontrolleret tag i bilrettet til, for at hele tilværelsen ryger ud over skrænten.
Det kan minde om Desperate Housewives, men Big Little Lies er mindre skabagtig og har et mere seriøst soundtrack, som bruger moderne rock og popnumre til at skabe en aktuel nerve.
Big Little Lies understreger med en meget bogstavelig metafor, hvor porøs selv elitens børnefamiliers tilværelse er. De bor alle i store huse med kæmpe vinduer over det hele, og man skal jo ikke kaste med sten …
Af og til bryder serien den realistiske form med geniale detaljer. Laura Dern spiller den hysteriske Renata Klein, der i en scene står over for et vindue og taler til sit eget spejlbillede om, hvor kedelig hun er blevet.
Den opmærksomme seer vil opdage, at læberne ikke bevæger sig i spejlbilledet, mens hun taler det. Sådan er der flere små, uvirkelige drømmeglimt, flashbacks og filmiske finurligheder, som forklarer, hvad karaktererne tænker og samtidig skaber en mystisk stemning.
Noget skummelt ulmer under overfladen, men serien er mest interessant, når den behandler jordnære problemstillinger.
Renatas datter beskylder Janes søn for at være voldelig. Sønnen benægter, men hvem taler sandt? Enhver mor stoler selvfølgelig blindt på sit eget barn, men hvordan finder man ud af, om ens børn lyver?
Det er dejligt at se en serie med kvindelige hovedkarakterer spillet af superstjerner, der leverer varen til perfektion.
Og når serien samtidig på kreativ vis lærer os noget om mødres psykologi og overklassens illusion om kontrol, kan man kun applaudere.
Kommentarer