festivalanmeldelse
25. feb. 2024 | 18:01

Dahomey

Foto: Arte France Cinéma

Den essayistiske dokumentar følger tilbageleveringen af 26 stjålne skulpturer fra Benin til Frankrig. 

Mati Diops korte Guldbjørnevinder om tilbageleveringen af stjålne skulpturer fra Frankrig til Benin i Afrika er en potent refleksion over kolonialismens eftervirkninger og kulturarvens betydning.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

I tomme korridorer under Musée du quai Branly i Paris funderer en ensom monark over sine 130 års fangenskab i Vestens katakomber. 

”Lige så langt tilbage, jeg kan huske, har der kun været mørke. Det var så mørkt i det her fremmede sted, at jeg blev fortabt i mine drømme.” 

Stemmen er mørk og forvrænget, hoven og dog sårbar. Kong Ghezo regerede det vestafrikanske kongedømme Dahomey frem til midten af 1800-tallet. 

Han møder publikum i form af en træstatue med den ene næve hævet som en Black Power-hilsen, en trodsig gestus, som ingen har bemærket, siden franskmændene erobrede og plyndrede hans kongerige i 1894. 

Nu vender han hjem sammen med 25 andre kulturgenstande i en diplomatisk gestus fra de tidligere koloniherrer. 

Fransk-senegalesiske Mati Diops Guldbjørne-vinder Dahomey følger tilbageleveringen, der fandt sted i november 2021 i et blot 68 minutter langt filmessay i tre lag. 

Der er de tålmodigt observerende, flue-på-væggen-optagelser fra nedpakningen i Paris, transporten og modtagelsen i den moderne millionby Cotonou på sydkysten af Benin, den moderne stat, der omfatter Dahomeys gamle territorie. 

Så er der monologer fra statuerne skrevet af den haitianske forfatter Makenzy Orcel, der reflekterer utallige udlændinges identitetsforvirring i et andet samfund og deres gradvise fremmedgørelse fra deres egen kultur. 

Franskmændene kalder ikke Kong Ghezo ved navn. I deres øjne er han intet andet end ”skulptur nummer 26”. Men vil hans landsmænd genkende ham, når han vender hjem? Og vil han kunne genkende sit land? 

De hvide institutionskorridorer under Præsidentpaladset, hvor Kong Ghezo og hans medfanger udstilles ved hjemkomsten, minder til forveksling om det franske museum. Her sættes skulpturerne atter bag glas, som var de krigsrov hentet tilbage fra franskmændene. Ophøjede artefakter løsrevet fra deres oprindelige, ceremonielle kontekst. 

Og endelige er der filmens tredje, afsluttende lag, hvor Mati Diop lader unge beninere komme til orde under en fyrig debat. Her sættes ord på, hvad det betyder for et land og et folk at miste sin kulturarv. Tilbageleveringen både er en god begyndelse og en grov fornærmelse, fordi skulpturerne kun repræsenterer en brøkdel af kolonitidens krigsrov. 

De 26 skulpturer er en dråbe fra havet af de tusindvis af artefakter, der stadig findes i Vesten. Størstedelen er end ikke udstillet, men ligger hengemte på europæiske museumsarkiver. 

Kulturel kapital kan også forstås meget bogstaveligt. Og som en af de studerende påpeger, er det næppe tilfældigt, at præsident Macron er begyndt at ty til dette magtens sprog, i takt med at Frankrig har mistet indflydelse og trukket soldater tilbage fra deres tidligere, kolonialistiske besiddelser. 

Det er en kompleks diskussion, og debatten til slut giver plads til meninger på kryds og tværs. 

En ung mand mener, at polemikken omkring statuerne er blikfang, der skal distrahere fra landets fattigdom. 

En kvinde pointerer, at det moderne Benin aldrig har taget et opgør med kolonitidens magtstrukturer. ”Koloniherrerne gjorde os til vores egne slaver. Jeg kan ikke engang udtrykke mig ordentligt på mit eget sprog,” siger hun på sit modersmål – fransk. 

Det er fem år siden, Mati Diop brød igennem som den første ikke-hvide, kvindelige instruktør i hovedkonkurrence i Cannes med den sensuelle spøgelseshistorie Atlantics

Den handler om migration som en desperat vej ud af fattigdommen i hendes ene hjemland Senegal. Men snarere end at følge de udrejsende over Middelhavet fokuserer filmen på de efterladte, som lades tilbage med afsavn efter deres elskede. 

Hendes filmkunst, der også tæller kortfilm som In My Room, kredser om kulturmøder og identitet på tværs af landegrænser. Instruktøren er på godt og ondt mere interesseret i at stille spørgsmål end besvare dem. 

Dahomey er en unægteligt smal Guldbjørne-vinder, men af samme grund er det en passende fejring af Berlinalens projekt: At give en platform til filmkunst, som ellers er let at overse i forbifarten. 

Det er en fortættet og sammensat oplevelse, der trods sin korte spilletid har meget på hjerte og sætter stadigt flere tanker i gang, desto mere man tænker over den.

Kommentarer

Titel:
Dahomey

Land:
Frankrig, Senegal, Benin

År:
2024

Instruktør:
Mati Diop

Manuskript:
Mati Diop

Medvirkende:
Gildas Adannou, Habib Ahandessi, Joséa Guedje

Spilletid:
68 minutter

Premiere:
18. februar på Berlinalen

© Filmmagasinet Ekko