Biografanmeldelse
22. maj 2013 | 01:31

Fast and Furious 6

Foto | Giles Keyte
Det går vildt for sig i Fast & Furious 6, hvor der køres ræs i England, Rusland og her Spanien.

Sjette bildrøn er en underholdende actionfilm, hvor bilerne dog er trådt i baggrunden – blandt andet for danske Kim Kold, der krøller Vin Diesel sammen som en tændstikmand.

Af Daniel Pilgaard

Med action-speederen i bund og en handling i højt gear bliver man som publikum på bagsædet i den sjette tur i Fast & Furious-serien hurtig kørt ud på et sidespor, hvis man ikke har de foregående film friskt i hukommelsen. 

Filmens handling ligger i direkte forlængelse af forgængerens. I Fast Five forlod vi Dominic (Vin Diesel), Brian (Paul Walker) og en højgravid Mia (Jordana Brewster) som mangemillionærer i det spanske øhav efter et udspekuleret kup i Rio. Og den sluttede med en kort scene efter rulleteksterne, hvor FBI-agenten Hobbs (Wayne ”The Rock” Johnson) modtager en kuvert med et billede af Letty (Michelle Rodriguez) – Dominics store kærlighed i den første film og myrdet af narko-gangstere i den fjerde. 

Hvordan hun på mystisk vis har rejst sig fra graven, er udgangspunktet for Fast & Furious 6. Det viser sig nemlig, at hun arbejder for en tidligere britisk elitesoldat, Owen Shaw (Luke Evans), der sammen med sit holdi specialbyggede superbiler stjæler militære transportkøretøjer for at få fat i tophemmeligt teknologisk udstyr, der er milliarder værd på den sorte terrorrist-børs. 

Det er udstyr, som kan bringe hele verden i fare, og naturligvis er det kun Dominic og hans gamle hold, der kan matche kapitalist-terroristen Owens evner bag rattet. Og med en garanti fra Hobbs om benådning i USA, hvor de er fredløse, takker Dominic og Brian ja til opgaven. 

Vi er ikke meget mere end ti minutter inde i filmen, før alt det ovenstående er klaret, og turen går til London i hælene på den britiske skurk. Herfra kører filmen i turbo i to timer med dramatiske eksplosioner og vilde biljagter gennem Londons berømte gader. 

Serien er ganske kosmopolitisk og har tidligere været i både Tokyo og Sydamerika, og nu er turen kommet til Europa, hvor både måske Moskva og London bliver kørt tynde, inden en lang biljagtssekvens – der inkluderer en kampvogn! – udspiller sig i Spanien. 

Som altid får vi serveret ultrakorte nærbilleder af speedere, der trykkes i bund, gearstænger, som flås tilbage, og rygende udstødningsrør, der komplementeres af lydsporets høje og hvinende hjulspind. 

Som actionfilm fungerer det glimrende, og man kan ikke tage fra instruktør Justin Lin, at han kan sin metier. Han har sammen med manuskriptforfatter Chris Morgan stået bag de sidste fire film, og med denne er det slut. Her afvikler de fornemt filmens løse ender og slutter cirklen – de startede med treeren, Tokyo Drift, som tager sin begyndelse, hvor den aktuelle film slutter. 

Den tematik og charme, som hævede de tre første film i serien en smule over banal action, er til gengæld næsten fraværende. De første film handlede om mennesker med benzin i blodet og om passionen for eksklusive biler og faretruende gaderæs. Bilerne havde dengang nærmest hovedrollerne, men er i de nye film nærmere statister. 

Tidligere var Vin Diesel også i attitude og street-credit et friskt symbol på den vilde ungdom, men nu er han mere en simpel action-helt, der leverer den ene mere eller mindre bovlamme replik efter den anden – når The Rock da ikke tager over for ham. Et tredje muskelbundt er danske Kim Kold fra 10 timer til paradis, der spiller skurk. Her går det vitterligt op for én, hvor bred den tidligere bodybuilder er om skuldrene, når han krøller Vin Diesel sammen som en tændstikmand. 

I kulissen står Saw-instruktøren James Wan klar til at fortsætte serien med film nummer syv. Og skurken er allerede på plads. I den alt i alt underholdende Fast & Furious 6 træder en af filmverdens store action-ikoner nemlig overraskende og velkomment indi allersidste scene.

Trailer: Fast and Furious 6

Kommentarer

Land:
USA

År:
2013

Instruktør:
Justin Lin

Manuskript:
Chris Morgan

Medvirkende:
Vin Diesel, Paul Walker, Dwayne Johnson, Michelle Rodriguez, Gina Carano

Spilletid:
130 minutter

Premiere:
23. maj 2013

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

© Filmmagasinet Ekko