Zombier på film er en blank metafor, der kan stå for mangt og meget.
Den klassiske caribiske zombie – kendt fra Jacques Tourneurs I Walked with a Zombie – er en sort hævner og et levn fra slavetiden.
George Romero opfandt den moderne zombie, der har smag for menneskekød og smitter med sit bid.
I milepælen Night of the Living Dead fra 1968 tematiseres sydstatsracisme og frygten for menneskemængder. I Romeros opfølger Dawn of the Dead er zombien et symbol på hjernedød forbrugerkultur, mens det gælder militær hybris i Day of the Dead.
Da zombierne begynder at sprinte efter 11. september 2001, er det oplagt at se dem som en art terrortrussel.
Hvilken pris vil man ikke betale for at bringe sine afdøde elskede til live igen?
Thea Hvistendahl har gjort sig bemærket med markante kortfilm og musikvideoer, og hun debuterer stilsikkert med sans for at skabe en gribende stemning. Filmen lægger ud med en afgrundsdyb sorg, der kommunikeres nærmest uden ord.
En ældre mand pulser cigaretter med et forstenet udtryk, før han opsøger sin datter Anna (Renate Reinsve) med et måltid mad, hun kommer i køleskabet. ”Jeg spiser på arbejdet,” lover hun, men det klinger hult. Gradvis erfarer vi, at hun for nylig har mistet sin unge søn – og lysten til at leve.
Andetsteds i Oslo tager en gammel kvinde afsked med sin hustru på kapellet. Og et tredje sted spiller en teenager zombie-skydespil og ignorerer sin mor, Eva, der vil have hende til at babysitte lillebroren.
Scenerne er tyste og tålmodige, filmen tager sig god tid om rigtig at komme i gang, mens vi introduceres for personerne med stemningsmættet musik af Peter Raeburn og kølig, mørk observationsæstetik leveret af fotograf Pål Ulvik Rokseth.
Det er et ensomt og ret trøstesløst univers, hvor filmens tre hovedhistorier aldrig mødes, og vi kun sjældent ser andre mennesker.
Det store skifte varsles med elektriske forstyrrelser, summende radiostøj, blinkende billygter og stæreflokke, der letter over Oslo en varm sommerdag. Karaktererne synes ramt af en kollektiv migræne, der får Eva til at køre galt.
Hun dør på operationsbordet. Men da hendes mand, standupperen David (spillet af Joachim Triers hofskuespiller Anders Danielsen Lie) ser hende på hospitalet, begynder hun at bevæge sig. Lægerne har ingen forklaring, men den er god nok.
Hun er i live. Næsten.
Morfaren græder ved sit barnebarns grav, da han hører noget bevæge sig under jorden. Så henter han en skovl, og den gamle kvinde bliver overrasket, da hendes livsledsagerske pludselig sidder i deres køkken. Iskold men dog til stede.
Hvad der end vækker de nyligt afdøde til live, gør dem ikke rigtigt levende. De udøde er medgørlige, men fraværende og i forrådnelse, og Håndtering af udøde er mest effektiv, når den bruger deres pludselige genkomst til at udforske de pårørendes sorgreaktioner.
David fortæller sine børn, at Eva ikke er død, men nok skal komme hjem fra hospitalet. Anna er vantro, men hendes udslukte moderinstinkt blusser op, da lille Elias klynker umælende.
Den gamle kvinde er den mest klarsynede. Hun ser sin hustrus genkomst som et kærkomment efterspil snarere end en sejr over døden.
En montage sat til Nina Simones dybfølte Ne Me Quitte Pas – ”forlad mig ikke” – sætter tematikken bastant på spidsen.
Håndtering af udøde er baseret på en roman af John Ajvide Lindqvist, der også har samarbejdet med Thea Hvistendahl om manuskriptet. Og ganske som i Grænse og Lad den rette komme ind, som også er skrevet af Lindqvist, drejes de overnaturlige genreelementer til en humanistisk og rørende fortælling.
Der er intet større samfundsportræt i filmen, ingen scener med panik i storbyen eller zombiehorder på jagt efter menneskekød. Derfor føles det nærmest malplaceret, da filmens tredje akt skruer op for trusselsniveauet med lån fra zombiegenrens faste virkemidler.
Men selv da formår skuespillerne at holde fokus på det nære drama.
Renate Reinsve, der brød igennem med Joachim Triers Verdens værste menneske, skildrer foruoligende Annas livslede og forsigtige håb, mens Anders Danielsen Lie – hendes partner i førnævnte film – får Davids virkelighedsfornægtelse til at føles smertefuldt autentisk.
Og Inesa Dauksta, der spiller David og Evas datter Flora, er brandgod som teenager med egne ærinder, der pludselig må træde til som et anker for familien.
Håndtering af udøde sætter sig til tider akavet mellem to stole – sorgdrama og zombiegyser – men det er en ambitiøs og lovende debutfilm.
Kommentarer