Titlen Hotel Paradis leder i første omgang tankerne hen på reality-konceptet Paradise Hotel, hvor en gruppe opmærksomhedshungrende singler bliver kylet ind i en cocktail af sol og drinks for at knalde på kryds og tværs.
Kasper Runes webserie er nok det fjerneste, man kan komme den løsslupne fest, men alligevel deler de to en form for hedonistisk dna.
I de otte afsnit af Hotel Paradis – som kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside – er man meget af tiden snotforvirret over, hvad der foregår.
Til gengæld lader man sig gerne rive med af de aparte situationer, der rejser adskillige spørgsmål undervejs.
Hvorfor er der en virkelig lang scene, hvor en mand smører sine fødder ind i creme og spiser en fransk hotdog, mens en anden ligger i koma ved siden af? Hvordan bliver det ikke forklaret, hvorfor Frederikke Dahl Hansens mildt sagt specielle nabopige lystrer det lettere bizarre navn Bob Juice?
David Lynch virker som en tydelig inspirationskilde i seriens originale univers, der også låner fra sorthumoristiske serier som Atlanta og Baskets, hvor man gerne efterlades på herrens mark.
Luften er tyk af morsomme mærkværdigheder, men den grundlæggende historie er faktisk ret ligetil.
Den unge kunstner Asger tager til den jyske vestkyst, hvor hans far – som Asger aldrig har mødt – er død og har efterladt sig et hotel. Asger blev uddannet fra Kunstakademiet som dansk kulturlivs nye stjerne, men det er endt i sprut og stoffer. Han savner inspiration og har samlet en anselig gæld sammen.
Derfor håber han at få del i arven, som hans nye halvbrødre, Dan og Jan, dog står i vejen for.
Jesper Ole Feit Andersen og Alexander Leo Christiansen er herlige som henholdsvis den gnavne Dan og den godmodige Jan. Sidstnævnte har længe fået sin livlige fantasi stækket af broren, men det nye bekendtskab får ham rørende til at åbne sig og indrømme forelskelsen i Bob Juice.
Frederikke Dahl Hansen siger derimod ikke mange ord som den unge kvinde, der deler interesse for amerikansk wrestling med Jan og ellers nærer en stor fascination af skydevåben.
Det besynderlige persongalleri tæller også den faste gæst Bodil – spillet af navnesøsteren Bodil Jørgensen – mens hovedrollen som Asger indtages af Jonas Lindegaard Jacobsen.
Trods deres mange særheder føles personerne faktisk som rigtige mennesker, når de i glimt lader deres usikre eller forsmåede følelser kommer til syne. Om samtalerne foregår i ro og mag ved morgenbordet eller i tilspidsede situationer, handler det i virkeligheden om alt det usagte, som simrer under overfladen.
Til gengæld bliver man ført ud af historien og de fascinerende figurer, når et kunstudvalg ankommer til hotellet og får en masse taletid til at diskutere, hvad der egentlig er ægte kunst.
En af de højpandede parnas-typer – spillet af Ekko-skribenten Pernille Bergendorff – argumenterer for, at noget ikke nødvendigvis er kunst bare, fordi man bliver berørt af det.
Kasper Rune har i et interview fortalt, at han nægter at hamre sine pointer ind i hovedet på publikum. Men det er svært ikke at tolke de selvfede smagsdommere som en kritik af storbyens syn på provinsens sølle udkantsmennesker, der ikke er kloge nok til at analysere sig frem til et værks virkelige værdi.
Instruktøren slog stærkt igennem med det henslængte hverdagsdrama Danmark, hvor den jyske ungdoms stille liv hudflettes med enorm præcision. Her stod budskabet om et rigt indre liv ude på bøhlandet netop kraftigt frem, fordi det var elegant indeholdt i den kondenserede fortælling.
Denne gang er spilletiden på omkring to timer, som er opdelt i afsnit af et kvarter hver. Afsnittene bindes sammen af små cliffhangers, og undervejs tager serien dyk ind i et surrealistisk drømmeunivers, hvor Asger bliver konfronteret med abstrakte fantasier.
I en mystisk leg mellem lys og mørke, drama og komik, bliver der åbnet for en overnaturlig verden, hvor forklaringer er en by i Rusland.
Hotel Paradis er et interessant stop på vejen for en instruktør, hvis skæve blik på tilværelsens ulidelige lethed er tiltrængt i dansk film.
Kommentarer