Killers of the Flower Moon

”Du har en bedre chance for at få en mand dømt for at sparke en hund end for at dræbe en indianer,” lyder det i Martin Scorseses krimiwestern Killers of the Flower Moon. 

Da har vi allerede i timevis fulgt Robert De Niro som korrumperet sydstatsgentleman og Leonardo DiCaprio som hans enfoldige nevø. De myrder det ene olierige medlem af Osage-stammen efter det andet i sikker forvisning om, at ingen vil straffe dem for mordene. 

Det er både pointen og problemet i den stort anlagte Hollywood-film. 

Mord følger mord i det lille lokalsamfund, som Osage-folket blev forvist til. Den amerikanske regering havde konfiskeret deres traditionelle territorium. Men da man opdagede uanede oliekilder på reservatet, som for en stund gjorde stammen til den rigeste etniske gruppe på Jorden, strømmede hvide amerikanere til. 

Det udgangspunkt for historien præsenteres i en periodekorrekt nyhedssekvens, der viser sig også at være en reklame for den hedengangne bilfabrikant Pierce-Arrow. 

Kort efter ser vi en autoforhandler trygle en indfødt amerikaner om at købe netop sådan et automobil. Han besegler handlen med ordene: ”Og hvis du løber tør for benzin eller punkterer et dæk, kommer du bare tilbage og køber en ny model!” 

Det er i dette miljø, at Ernest Burkhardt ankommer lukt fra Første Verdenskrigs kødgryder. Han er halvinvalid på grund af maveproblemer, og som mange andre er han på jagt efter en nem tilværelse. 

Hans onkel – kvægbaronen William K. Hale – er en nær ven af Osage-folket. Onklen taler sproget og hjælper tilsyneladende sine indfødte naboer med at omgå regeringens uretfærdige værgesystem, der gør hvide mænd ansvarlige for de indfødtes formue. 

Han indvier sin nevø i den lokale boomindustri, som går ud på at gifte sig med en Osage-kvinde for så at dræbe hende og arve olierigdommen. 

Killers of the Flower Moon er en filmatisering af David Granns true crime-roman. Bogen har undertitlen The Osage County Murders and the Birth of the FBI. 

Filmens manuskript af Eric Roth og Martin Scorsese ændrer på romanens fremstilling af det autentiske mordkomplot, som gør forbrydelserne – ikke opklaringen – til det centrale. 

Det forhaler opklaringsarbejdet til tredje akt og frarøver fortællingen meget af chokeffekten, mens man venter på, at mordene får konsekvenser. Alligevel er det ikke gjort uden omtanke. 

Rollen som Ernest Burkhardt giver nemlig Leonardo DiCaprio sin mest krævende skuespiludfordring siden Django Unchained. 

Med fremskudt underkæbe, fedtet frisure og en skulende grimasse giver han et myrekrybsfremkaldende signalement af en gemen og grisk bondeknold. Ernest er så skruppelløs og føjelig, at han på sin onkels ordrer arrangerer at dræbe det meste af sin kones familie. 

Samspillet med Robert De Niro er en bravuropvisning i den maskulint indædte skuespilkunst, der har kendetegnet Martin Scorseses film gennem et halvt århundrede. Og De Niro er en uafrystelig skurk. 

William K. Hale, der tituleres ved sit mellemnavn King, er en djævel i hvide gevandter. Som inkarnationen af racistisk herskertrang betragter han sine indfødte naboer med en formynderisk blanding af afsky og benovelse. 

Halvt djævle og halvt børn, som Junglebogs-forfatteren Rudyard Kipling skrev. Og Scorseses ældste samarbejdspartner forstår at veksle mellem godmodig altruisme og morderisk grådighed, så man mærker det bloddryppende vingesus i historien om et af landets mest systematiske rovmord. 

Mordene er nemlig en offentlig hemmelighed i det lille nybyggersamfund, der er opstået for at frarøve Osage-folket deres penge. 

Den store tragedie i Killers of the Flower Moon er, at ofrene udmærket er klar over, at den hvide mand kommer med ulvesmil og en kniv i ærmet. 

De kan bare ikke gøre noget ved det. 

Lily Gladstone (Certain Women) er filmens bankende hjerte som Ernests dødsmærkede hustru Mollie. Hun aner sin mands selviske væsen, men holder mistanken for sig selv – enten af kærlighed eller afmagt. 

Det er en svaghed, at hendes rolle ikke er større. Myrderierne savner et dramatisk holdepunkt – noget for publikum at hægte sin forargelse op på undervejs i den tre og en halv time lange film. 

Det får man først, da Jesse Plemons i sidste akt dukker op i rollen som Tom White. Han er romanens hovedperson og J. Edgar Hoovers repræsentant for det nyoprettede Bureau of Investigation. Det er forløberen for FBI, der blev oprettet, fordi små samfund kunne sumpe hen i nedarvet korruption og racistisk selvjustits. 

For Martin Scorsese er Killers of the Flower Moon et Amerika-portræt i forlængelse af Casino, Gangs of New York og The Wolf of Wall Street. Og filmen tåler sammenligning med de storværker, ikke mindst hvad angår ambitionsniveauet. 

Den kan også meget vel være et af de sidste streamingfinansierede auteurværker med en pris som et provinshospital. 

Netflix købte sig til kulturel kapital med Scorseses The Irishman, og denne gang har Apple+ skrevet blankochecken. Men efterhånden står det klart, at pengene ikke er ubegrænsede på streamingtjenesterne.

Killers of the Flower Moon er en oplevelse med sine dårende smukke billeder af Oklahomas dramatiske prærielandskab og overrumplende gengivelse af 1920’ernes nybyggersamfund. Og den er en vigtig påmindelse om, hvad det egentlig indebar at ”tæmme det vilde vesten”.

Men man kommer ikke udenom, at Killers of the Flower Moon til tider er ved at drukne i sin egen storhed. Den er for lang og indimellem frustrerende stillestående. 

Mindre kunne have gjort det.