Guy Ritchie har sat sig mellem to stole med sit bud på myten om Kong Arthur, den legendariske britiske leder fra det sene 5. århundrede.
På den ene side er det højstemt high fantasy, et skæbnespil med kongemord, profetier og dunkel magi, der lægger ud med et CGI-slag så overgjort storladent, at det får Ringenes herre til at ligne Kampen om den røde ko.
Elefanter på størrelse med højhuse stormer bjergfæstningen Camelot, titusindvis af computerstatister kæmper mod hinanden med flammende pile fygende om ørerne og kameraet susende rundt på den grågrumsede kampplads. Det føles som et opkog af 300 og Game of Thrones og en hel del som sidste års uinteressante Warcraft.
Forløbet krydsklippes med den royale familie, der bravt forsøger at forklare publikum, hvad det hele går ud på. De første scener har en svimlende læringskurve. Det er noget med en oldtidspagt med troldmænd, som er blevet brudt med krig til følge. Og troldmanden Merlin var involveret på en eller anden måde, selv om han ellers ikke figurerer i filmen.
For at gøre en lang historie kort sælger Jude Laws prins Vortigern sin sjæl for sort magi, dolker broren i ryggen og bliver konge, mens nevøen, lille Prins Arthur, sejler bort ned ad Themsen som en anden Moses.
Han ankommer til Londinium – der er fyldt med romerske søjler og endda et faldefærdigt Colosseum – hvor han vokser op i et bordel, indtil han er gammel og hårdfør nok til at indtage sin skæbnebestemte rolle som … alfons?
Det er filmens anden side.
Guy Ritchie har en fascination af glatte hustlers, som tager røven på de onde og grundigt pis på det hele, og hans Arthur er netop en grovkæftet lurendrejer, der fører an i et slæng af lømler med snerrende Cockney-accenter. Da kongen var gadeknægt, om man vil.
Arthur har det med at pifte dramatikken med en kæk kommentar, som da han får trukket det magiske Excalibur fra stenen og macho-poserer foran den gruppe riddere, der skal hjælpe ham med at genvinde tronen: ”Nå, vil I have mig til at lave lidt razzle-dazzle med det her sværd?”
Stilen modarbejder sig selv, og tonen veksler et underligt sted mellem selvhøjtideligt fantasy-epos og post-Tarantino-krimikomedie. Det har dog også en vis charme i en ellers fortærsket og langstrakt ridderhistorie.
Fantasy-æstetikken er som taget ud fra et overgearet, japansk arkadespil: kæmpestore dæmoner med flammende våben og håndlangere, der blæser væk som aske i ilden, når de er besejret.
Afgørende plotinformation leveres med en henkastet replik, som om holdet først på optagedagen kom i tanke om, at dette og hint nok burde være nævnt noget før. Actionsekvenserne er så tumultariske, at man bare er nødt til at tælle hoveder før og efter for at finde ud af, hvordan det gik. Og hvad laver David Beckham midt i det hele?
Selv uden at have parodien Monty Python og de skøre riddere er Arthur-legenden svær at tage seriøst. Derfor bliver man helt lettet, når Guy Ritchie betror publikum, at han også synes, det er lidt fjollet.
Som da Arthur bliver sendt på ”kongetræning” i vildmarken, og sekvensen klippes ned til en selvbevidst træningsmontage, hvor hans riddere i voice-over mundhugges, mens han kæmper mod gigantiske rotter, øgler og – minsandten – pterodaktyler.
Charlie Hunnam, kendt fra Sons of Anarchy og Pacific Rim, har en djævelsk kækhed og slagsbrorfysik, og han buldrer godt igennem i titelrollen. Tilsvarende med Jude Law som den vanvittige Vortigern, hvis håndlangere heiler klædt i sort fra top til tå.
Det meste af tiden er han rendyrket Prins Valiant-skurk, men indimellem er han herligt over the top. Da han afhører en genstridig oprører ved at skære mandens øre af og spørge ind i det: ”Kan du høre mig nu?”, taler han ikke bare for sig selv, men for hele filmen.
Kommentarer