”Hører I efter? Har I styr på kirkeårets farver? Nej, det har I da ikke gidet sætte jer ind i. Men gaverne, dem vil I godt have, ikke?”
Bodil Jørgensens opgivende præst starter hvert afsnit af Rytteriets adventskalender med lige dele irritation og modløshed over danskernes manglende åndelighed. Det er op ad bakke at være præst i det herrens år 2016, hvor forbrugerkulturen har overtaget, og kirken kun bliver besøgt juledag for hyggens skyld.
Efter den sviner overtager Nis Bank-Mikkelsen showet som den alvidende, hyggelige julemand, der tænder lys og guider rundt i studiet, hvor DR’s scenografer har knoklet for at skabe et helt Rytteriet-univers. Der er rum til både Erik og Else, Gunnar og Henry, Ole, Lis og Tage og ikke mindst Den Lille Gumbas.
Universet er rammer plet ned til den mindste detalje.
Eksempelvis er titelsekvensen en juledekoration på spisebordet, hvor et lille tog kører rundt i ring om nogle sorte dekorationsspyd, der staver ”Rytteriets jul”.
Der er julepynt, gløgg og brunkager nok til at gøre Gertrud Sand misundelig, og det hele er farvet i stearinlysets bløde skær og 70’er-standerlampens brune nuancer. Cadeau til belysningsmester Martin Lerche, der formår at ramme en julestemning, som er både varm og dyster – og i perioder bliver helt surrealistisk.
Det sker, når hypnotisøren Den Lille Gumbas triller ind i kørestol, og som en mørkets fyrste forsøger at trænge helt ind i vores sind med stemmens magt. Lamperne svinger fra side til side og skaber lange skygger, der fuldender Rasmus Botofts mesterlige monologer.
Den Lille Gumbas har aldrig været bedre, end når han spidder julens vulgære overforbrug ved at beskrive en nøgen, pislugtende fed julemand, som kommer imod dig. Du er faldet ned i et hav af frikadeller og flæskesteg, julemanden vælter sig ind over dig og begynder at slikke den fede julemad af din nøgne krop.
Rasmus Botoft har sammen med Martin Buch skrevet manuskriptet til Rytteriets jul, der genbruger de fleste af de gamle kendinge fra det skæve univers. Det er seks år, siden Rytteriet overgik fra radio til tv-satire, og Botoft og Buch har finpudset rollerne lige siden. Der er derfor ikke en finger at sætte på hverken skuespil eller sketch-opbygning, der er lige så afslappet og aparte, som det har været siden starten.
Bodil Jørgensen er som altid fuldstændigt blændende.
Hendes karakterer – den modløse præst, den forsigtige Lis og Trines mor – spilles med ulastelig, komisk timing og en evig melankoli under den skrøbelige fernis. Selv om vi har hørt den i utallige udgaver, bliver man aldrig træt af at lytte til telefonsamtaler med Trine, der altid afsluttes med et højlydt og desperat: ”Du forstår ikke din egen mor!”
Botoft og Buchs kombination af det søde, det salte og det sure er i perfekt balance gennem de 27 minutter, hvor vi får serveret sketch på sketch.
Men det er også her, at problemet ligger.
For man føler sig lidt snydt, når man ved, at Rytteriet også kan skabe længere fortællinger. Som da vi fulgte Erik og Elses ægteskabelige problemer, eller den alkoholiserede præsts forsøg på at finde en mening med tilværelsen, over en hel sæson. Dér kom vi et spadestik længere ned i de elskede karakterer, hvilket mangler i den korte, sketch-prægede Rytteriets jul.
Når Rytteriets jul ikke er en egentlig voksenjulekalender med 24 afsnit, men en adventskalender på fire afsnit, er højst sandsynligt et økonomisk spørgsmål for DR.
Men hvorfor ikke udnytte potentialet, når man har et fasttømret hold med masser af komisk talent, et lækkert setdesign og endda har fået Rytteriets eget husorkester med på galejen?
DR har ikke haft et egentlig hit i voksen-julekalendergenren, medmindre man tæller den tretten år gamle Jul på Vesterbro med. Det virker, som om man har givet op på den front. Det er synd, for man har talenterne i stalden.
Kommentarer