Jeg forstår godt dem, der synes, det er ulækkert med det massehysteri, der er opstået over tv-serien Skam.
Der er efterhånden ikke den sten, der ikke er blevet vendt, og den detalje, der ikke er blevet talt ihjel, og jo, der er da noget kikset over voksne mennesker, der falder i svime over fiktive teenagere.
Men det kan betale sig at glemme hysteriet og se Skam for, hvad det er: en ikke fejlfri, men uhyre velkomponeret historie om unge mennesker, der dummer sig, falder, slår sig og hjælper hinanden på benene igen.
Tv-seriens tredje sæson er netop overstået.
Gennem ti afsnit, fordelt på korte klip, der dryppes ud i løbet af ugen, har vi fulgt den syttenårige Isak (fremragende spillet af Tarjei Sandvik Moe), hvis hverdag mestendels består af skole, fester, playstation, hashrygning med drengene og hooking med tilfældige piger.
Altså en helt gennemsnitlig, heteroseksuel teenagedreng. Indtil Isak møder Even, som er ny på skolen og ligner det norske kærlighedsbarn af James Dean og Elvis Presley.
Har man set de to forudgående sæsoner, ved man godt, at Isak har hemmeligheder. Men nu, hvor han bliver forelsket, tvinges de hemmeligheder frem i lyset.
”Det er 2016, Isak, kom ud af skabet,” er der en pige, der siger til ham, men gennem Isaks øjne ser vi, hvor svært det kan være at springe ud som homoseksuel, selv i vores på overfladen tolerante samfund. Og enhver, der har været teenager, ved, at den første, store forelskelse er svær nok i sig selv.
Skam er indimellem så pinligt præcis i sin afbildning af teenageliv, at det føles som deja vu: førfesterne, overanalysering af sms’er og følelsen af verdenen, der styrter sammen, når ens udkårne snaver med en anden.
Allerede her er der jo materiale nok til en hel ungdomsfilm, men Isak slås ikke bare med sin seksualitet. Han er kommet på afstand af sine forældre, efter faren forlod moren, da han ikke længere kunne leve med hendes psykiske sygdom. Også Isak har besluttet, at hans liv er ”bedre uden psykisk syge”, og selv om hans ord er klodsede og fordomsfulde, forstår man de følelser, de har rod i, når man får indblik i de daglige rablende, stærkt religiøse sms’er, moren sender ham.
Skam har efterhånden fået en del ros for at udnytte de sociale medier i historiefortællingen – og med rette: En sms fra Mamma kan slå lige så hårdt som en talt replik, og for Skam-generationen giver det ikke længere mening at skelne mellem det talte og skrevne ord.
I Skam, såvel som i den virkelige verden, kan man ikke bare flygte fra sine problemer. De ender som regel med at indhente dig eller angribe dig fra nye, uventede vinkler.
Også den selvsikre, charmerende Even har hemmeligheder, som kommer op til overfladen, og som Isak må finde ud af, om han kan leve med. Det er meget at håndtere for en syttenårig dreng, og indimellem frygter man, at hans spinkle krop skal kollapse under vægten af alt det, han går og tumler med.
Og her kommer det smukke i Skam, og som ophøjer serien fra en god historie til en vigtig historie: Isak er ikke alene i verden. Han har et stærkt og spraglet netværk af mennesker, der træder til, hvor hans familie svigter.
Når Isak endelig lukker op for sine indestængte følelser, så er der nogle, der lytter. Når han opfører sig som en idiot, så er der nogle, der sætter ham på plads. Når Isak får hjælp til at kunne være noget for sig selv, kan han også være noget for andre.
Et af de centrale budskaber i sidste sæson var, at mennesker har brug for mennesker, og budskabet i denne sæson kan vist koges ned til: ”Du er ikke alene.” Skam tager livtag med både ensomhed, seksualitet, psykisk sygdom og religion, men formår at fortælle det som en universel historie om menneskelige fællesskaber.
Så kan jeg tilgive både plothuller, manglende diversitet i rollebesætningen og uklædeligt massehysteri.
Kommentarer