Atletiske og afklædte mandekroppe poserer med hinanden i et dunkelt omklædningsrum, mens kameraet grådigt dvæler ved deres veldrejede kroppe.
På overfladen synes sekvensen letkøbt og pornografisk, men alt har en dybere mening.
Mændenes position er inspireret af kunstværker som den flamske billedkunstner Peter Paul Rubens’ homoerotiske Voldtægten af Ganymedes.
Det er filmens homoseksuelle instruktør João Pedro Rodrigues’ metabevidste kommentar til filmen, der er så visuelt stiliseret, at hver indstiling kunne være et maleri.
Samtidig er det en stikpille til puritanske kritikere, der mener, at diversitet eller erotik i film er gået for langt. Rubens malede trods alt sit anerkendte værk i 1638.
Ligeså symbolsk og forførende er resten af filmen, der udspiller sig som en alternativ queer-musical og følger Alfredo, der i en ikke så fjern fremtid ligger for døden.
Fra sygelejet mindes han sin ungdom i 2011. Dengang han endnu troede, at mennesker i fællesskab ville redde verden fra klimaforandringer og splittelse.
Hans adelige herkomst tilsidesættes, når hans yngre jeg (Mauro Da Costa) vælger at blive brandmand for at hjælpe med at slukke skovbrande og udligne klasseskel.
Han drages af brandmandsinstruktøren Afonso (André Cabral), der med sine afrikanske aner ikke tilfældigt er den privilegerede, hvide hovedpersons modsætning.
Når Afonso giver ham hånden, opstår en akavet stilhed, fordi Alfredo stirrer på mandens skridt, mens håndtrykket forlænges. En kommentar til antagelser om store sorte pikke, der fejlagtigt anses for et kompliment, men i virkeligheden objektificerer dem.
Når de senere gokker hinanden af og kækt kalder hinanden skældsord, refererer de til europæisk imperialisme og slaveri. På en måde italesættes racisme, mens undertrykkeren og den undertrykte forenes med store spermsprøjt i hinandens fjæs.
Will-o’-the-Wisp gør det sexet at være woke.
Filmtitlen henviser til folkesagn om lygtemænd – en slags plageånd, der med dragende lys i nattemørket lokker mennesker ud i mosen. Det er nok mere sigende for tiltrækning end undergang.
Ved den aldrende Alfredos (Joel Branco) sygeleje hyldes slutningen fra Kubricks sci-fi Rumrejsen år 2001. Han ligger midt i et hvidmalet rum med sildebensparket oplyst af et nærmest overjordisk lys under sengen, mens grandnevøen ved hans side leger med en brandbil.
Bag dem hænger et stort maleri med sorte mennesker klædt efter 1700-tallets rokokomode i stedet for billedkunstens tendens til at klæde dem i arbejdstøj og ydmygende slavekostumer.
Maleriet stammer oprindelig fra barndomshjemmet pyntet med mahognimøbler, kinesiske vaser og er præget af kæft, trit og retning. Her er det en dyd at holde sig opdateret på verdenssituationen, men ikke at bryde med den strukturelle uretfærdighed, som sikrer velstanden.
Alligevel har filmen mere til fælles med Rainer Werner Fassbinders surrealistiske perle Querelle fra 1982, der var forud for sin tid og liderligt fremhæver mænds lyst til hinanden i en verden præget af homofobi og forfølgelse.
Levendegjort af Mauro Da Costa er den unge Alfredo underdanig, forskræmt og overbærende, mens de mere muskuløse brandmænd driller ham for hans tynde krop og adelige herkomst.
På et tidspunkt bryder han dog med ængsteligheden, ser lige ind i kameraet og læser op af Greta Thunbergs 2019-tale, der slutter med hendes berømte ord: ”How dare you.”
Nogle vil bemærke, at handlingen foregår inden talen i virkeligheden fandt sted, og det er karakteristisk for filmen. Den lader sig ikke styre af lineær tid, men af budskabet.
Ydmygt lader han grænserne mellem førstehjælpsøvelse og forspil udviskes i en scene, hvor Afonsos kunstige åndedræt bliver til kys efterfulgt af en heftig dansescene, hvor man som publikum forventer hed elskov.
Den seksuelle spænding fletter sig sirligt sammen med filmens antiracistiske og klimabevidste budskab. Resultatet er sanseligt og forførende.
Kommentarer