Box office
12. apr. 2022 | 16:44

Ambulancen er kørt galt

Foto | Andrew Cooper
Sammen med sin bror kaprer Danny Sharp (Jake Gyllenhaal) i Ambulance en ambulance, da de forsøger at flygte efter et bankrøveri.

Michael Bays actionfilm på dansk forlæg er trods nogle af de bedste anmeldelser i instruktørens karriere floppet ved billetlugerne.

Af Nicki Bruun

Det var en særdeles glædelig nyhed, da det kom frem, at Laurits Munch-Petersens debutfilm Ambulancen fra 2005 skulle genindspilles af ingen ringere end Hollywoods action-mester Michael Bay.

Den med al respekt noget uanselige danske film om et brødrepars bankrøveri solgte 46.672 billetter i biograferne og blev en parentes i historiebøgerne.

Men nu er historien blevet genoplivet på engelsk med pomp og pragt og superstjernen Jake Gyllenhaal i hovedrollen som bankrøver med moralske skrupler.

Den biografaktuelle film fik fire stjerner af Ekkos anmelder, og faktisk har Ambulance fået flere roser med på vejen, end Bays film normalt gør.

Den har et gennemsnit på 55 på aggregat-siden Metacritic, der giver film en vægtet score på baggrund af anmeldelser. Det er ikke voldsomt højt, men de færreste af instruktørens film kommer over 50, og karrieregennemsnittet er 46.

Til gengæld har Ambulance ikke taget lige så mange kegler ved billetlugerne i Hollywood, som Michael Bays film har for vane.

Vi har kigget nærmere på indtjeningen i den afgørende åbningsweekend for alle Bays film på det amerikanske hjemmemarked, og Ambulance indtager en kedelig sidsteplads.

Michael Bays største åbningsweekend til dato er med film nummer to i hans legetøjs-franchise: Transformers: De faldnes hævn fra 2009.

Den indtjente alene i USA på de første dage 133 millioner dollars, svarende til omkring 910 millioner danske kroner. Filmen endte med at hive astronomiske 5,7 milliarder kroner hjem på verdensplan.

I den modsatte ende indtjente instruktørens krigsdrama 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi fra 2016 omtrent sytten millioner dollars, der svarer til 116 millioner kroner, i åbningsweekenden.

Det store guld
Det er noget af et spring, men Ambulance er altså kommet endnu dårligere fra start.

Filmen går stadig i biograferne og kommer dermed til at indtjene flere penge. Men med en åbning på 8,7 millioner dollars – omkring 60 millioner kroner – er det den mest skuffende åbning i Michael Bays karriere.

Til sammenligning åbnede spilfilmatiseringen Sonic the Hedgehog 2 i USA samtidig med en indtjening på 486 millioner kroner.

Michael Bay har ellers haft godt tag i publikum siden spillefilmdebuten Bad Boys (1995), hvor Will Smith har en af hovedrollerne.

Instruktøren øgede indtjeningen i åbningsweekenden med omtrent tyve millioner dollars med hver ny film mellem Bad Boys og krigsdramaet Pearl Harbor fra 2001.

Det helt store guld fandt den tidligere musikvideo-instruktør Bay med Transformers-franchisen, selv om åbningsweekenden for hans seneste bidrag i filmserien – Transformers: The Last Knight fra 2017 – tyder på, at der er gået metaltræthed i de intergalaktiske robotter.

Franchises er fremtiden
Laurits Munch-Petersen fortalte i det store tema ”Kopi og original” i Ekko #89 om genindspilningen af Ambulancen, inden den amerikanske udgave fik premiere.

Efter at have set filmen, delte danskeren sin begejstring for Michael Bays genindspilning i Ekkos spalter. Her afslørede Laurits Munch-Petersen også, at han og Bay arbejder på en fortsættelse til Ambulance.

Men måske bliver det i fremtiden svært at lave actionfilm, der ikke har et populært forlæg.

Den lunkne biografmodtagelse af Ambulance har fået branchemediet Variety til at skrive en artikel med den lidt ironiske overskrift: ”Har Netflix dræbt originale actionfilm?”

Her argumenteres der for, at film som Ambulance har svært ved at konkurrere med de lignende actionbaskere, der hver uge får premiere på streamingtjenesten Netflix.

Med et produktionsbudget på et – i Michael Bays verden beskedent – beløb på 40 millioner dollars er Ambulance heller ikke i nærheden af at have de samme muskler som superheltefilmene The Batman og Spider-Man: Far from Home.

Måske har Michael Bay også indset, at fremtiden tilhører de enorme franchises og store universer på film.

I hvert fald er hans næste film som instruktør det storslåede sci-fi-drama Robopocalypse, som er baseret på en kendt roman af samme navn.

Trailer: Ambulance

Kommentarer

Ekko #89

Stort tema om ”Kopi og original”.

Læs den unikke historie om Ambulancens vej fra overset dansk film til amerikansk blockbuster. 

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko