Anmelderne: Italiener vinder Guldpalmen
Indtil i går aftes havde de danske anmeldere, der hver dag vurderer Cannes-konkurrencefilmene i Stjernebarometeret, svært ved at se, hvilken film der skulle være en seriøs kandidat til Guldpalmen.
Anmelderne giver stjerner fra ét til fire og skal derudover uddele Palmen til en af årets tyve film. Filmlands Per Juul Carlsen vovede pelsen tidligt på festivalen og satte sine penge på Asghar Farhadis franskproducerede familiedrama The Past.
Og nu er resten af flokken også kommet i guldhumør. Seks af de ni anmeldere giver i dag Guldpalmen til Paolo Sorrentinos The Great Beauty.
Filmen er en svimlende virtuos fortælling om en aldrende journalist og forfatter, der lever et udskejende liv i Roms kulturelle overklasse. Han bliver spillet med kølig charme af Toni Servillo, der også havde hovedrollen som politikeren Gulio Andreotti i Sorrentinos Il Divo.
Enestående film mangler
Også de to danske anmeldere (ud over Per Juul Carlsen er det Berlingskes Kristian Lindberg), der ikke tildeler filmen Guldpalmen, giver filmen fire stjerner.
Farhadis The Past er på andenpladsen i Stjernebarometeret med et karaktergennemsnit på 3,6, mens Coen-brødrenes folkmusik-film Inside Llewin Davis følger efter med 3,2 stjerner. De to film er også favoritterne i det internationale stjernebarometer i det daglige brancheblad Screen (hvor The Great Beauty dog endnu ikke er blevet vurderet).
Tolv film er foreløbig blevet vist i hovedkonkurrencen. Ekkos chefredaktør Claus Christensen gør foreløbig status på årets program:
”Der har været færre kedelige og fortænkte film i hovedkonkurrencen i år. Til gengæld har der indtil nu ikke været den helt enestående film, som Amour var sidste år.”
Plads til poesien
Claus Christensen er én af dem, der har placeret Guldpalmen på The Great Beauty, men han har ikke kun lovord til overs for filmen.
”Den er vanvittig virtuos og stort anlagt, og den formår både at blæse én omkuld og samtidig give plads til poesien. På mange måder er den alt det, The Great Gatsby gerne vil være,” siger Claus Christensen og fortsætter:
”Men historien om den aldrende, fallerede forfatter, der går desillusioneret rundt og betragter tidernes forfald, er en smule gammeldags. Tematikken kender vi fra Fellinis mesterværker La Dolce Vita og 8 ½.”
”Spørgsmålet er også, hvor meget Sorrentino egentlig har at sige om det dekadente og overfladiske miljø, han beskriver. Men den har gudskelov masser af humor og selvironi, og så er det også en film om døden, om de tanker, der opstår, når man kan se en ende på det hele.”
Tjen kassen på Miike
I morgen skal anmelderne øse stjerner ud over Nicolas Winding Refns Only God Forgives.
Men skal man tro bookmakersitet Betsafe, har Refn ikke en chance for at vinde Guldpalmen. Går hovedprisen til Only God Forgives, får man pengene 25 gange igen. Favorit er ifølge Betsafe Hirokazu Kore-edas Like Father, Like Son, som kun giver pengene fem gange igen. Filmen er også den engelske bookmaker Paddy Powers favorit.
Lige efter på Betsafes liste følger to film, der ikke er blevet vist endnu: Mahamat-Saleh Harouns Grigris og James Gray The Immigrant. Og skal man virkelig have noget for pengene, skal man sætte opsparingen på Takashi Miikes japanske actionfilm Shield of Straw, der giver pengene 75 gange igen.
Hvad der ligger til grund for Betsafes vurderinger, er dog ikke lige sådan at besvare. En usandsynlig vinder som Arnaud Desplechins Jimmy P ligger i den bedre halvdel, mens favoritten The Great Beauty ligger i midterfeltet og giver 16,5 gange pengene igen.
Kommentarer