Interview
25. jan. 2017 | 12:57

Aske Bang har kurs mod Hollywood

Foto | Anders Rye Skjoldjensen
Aske Bang vandt i november Publikum Prisen ved Ekko Shortlist Awards 2016, og nu har han muligheden for at vinde en af filmverdenens mest eftertragtede statuetter ved den kommende Oscar-uddeling.

Han er blevet kaldt kongen af Ekko Shortlist, men nu begynder Aske Bangs Oscar-rejse, og drømmen om at lave en spillefilm banker på.

Af Nicki Bruun

”Jeg er jo nærmest i chok, en blanding mellem chok og lykke på samme tid. Vi live-streamede det sammen hele holdet og havde champagne klar, i tilfælde af at det gik godt. Nu er der fest, og stemningen er høj. Så i aften skal vi på bar på Nørrebro og give den lidt gas. Det er jo en kæmpe drøm, der går i opfyldelse nu.”

Sådan sagde instruktøren Aske Bang, da vi i går fangede ham på en glødende telefon.

De mange opkald skyldtes, at han netop var blevet Oscar-nomineret i kortfilm-kategorien for Silent Nights, hvor en frivillig på et herberg forelsker sig i en flygtning, der ikke har nogen opholdstilladelse.

”Jeg har fulgt Oscar, siden jeg begyndte at interessere mig for film, så det er jo halvdelen af mit liv. Det er sindssygt store verdensstjerner, som møder op til det show, og mange af dem er mine forbilleder. Så det bliver fantastisk bare at være i samme rum som dem,” fortæller Aske Bang om den glædelige nyhed.

Med den store cadeau kan danskerne godt begynde at lære et nyt filmnavn at kende. Men for følgere af Ekko Shortlist kommer det ikke som den store overraskelse, at 28-årige Aske Bang træder helt frem på scenen.

Agenterne ringer
Aske Bang har været den mest succesfulde instruktør på Ekko Shortlist, og som den eneste instruktør har han vundet en Ekko Shortlist Award to gange: for bedste instruktør i 2014 og Publikum Prisen i 2016.

Da kortfilmhitlisten blev lanceret i 2013, strøg han straks til tops med Ladyboy. Filmen blev et sensationelt hit og satte en nærmest uovervindelig rekord med syv førstepladser ud af de tretten uger, en film har mulighed for at ligge på Top 10.

Først tre år senere blev rekorden slået og igen af en film af Aske Bang, nemlig Den fremmede, der i sommer opnåede otte førstepladser.

Men nu håber Bang, at den internationale anerkendelse fra Oscar-akademiet kan give hans karriere endnu et skub.

”Jeg har altid drømt om at lave film og kunne leve af det. Så det kan forhåbentlig hjælpe mig videre til at lave min første spillefilm snart,” siger Aske Bang, hvis far er manuskriptforfatter Ib Kastrup, og onkel er Ekstra Bladets mangeårige filmjournalist Kim Kastrup, som Bang har et nært forhold til.

”Jeg har jo kigget på Anders Walter, der vandt kortfilm-prisen for Helium. Han har lige optaget sin første amerikanske spillefilm (I Kill Giants, red.), så det hjalp ham, men han vandt jo også showet. Lige nu er jeg bare nomineret, men der er allerede amerikanske agenter, som har skrevet og vil signe mig i deres bureauer i Hollywood, så det er super spændende.”

Støtten er udeblevet
Aske Bang går under navnet ”kongen af Ekko Shortlist”, og det er der en grund til.

Den fremmede ligger på andenpladsen på All Time Shortlist, mens Ladyboy indtager femtepladsen – vel at mærke ud af 568 film. Bang har tilmed en tredje film blandt de mest populære på All Time Shortlist. Det er den skæve musikvideo The Timber Will Fall, der pt. holder 22. pladsen.

Filmene giver et glimrende indblik i Aske Bangs styrke som instruktør. Han har en særlig evne til at indleve sig i randeksistenser – en transseksuel i Ladyboy og en thai-prostitueret i Den fremmede – som får en stemme i rørende troskyldige historier.

Men trods populariteten hos Ekkos brugere har Aske Bang haft svært ved at få støtte til sine film. Silent Nights fik afslag fra talentordningen New Danish Screen og sågar Filmværkstedet, ligesom spillefilmprojektet Døden kører Audi har fået tre afslag af Det Danske Filminstitut.

Han er dog hastigt i gang med udviklingen af den næste – et venskabsdrama med gyserelementer – som han selv skal spille hovedrollen i. Faktisk er han også en aktiv skuespiller og har foruden adskillige film på Ekko Shortlist senest medvirket i Rasmus Heisterbergs ungdomsdrama I blodet.

Oscar-nomineringen er et bevis på, at Aske Bang trods modgang har en fremtid som instruktør.

”Det er dejligt, når et afvist projekt, man har måttet lave på frivillig basis, lykkes. Jeg har altid troet på Silent Nights, så det er dejligt med anerkendelsen fra Oscar-akademiet,” siger Aske Bang, der aldrig har lagt skjul på, at han havde svært ved at finde sig til rette på Filmskolen, hvor han blev uddannet som instruktør i 2015.

Eventyret starter
I forbindelse med Oscar-showet går turen til Hollywood to gange, første gang allerede om en uges tid. Sammen med producer Kim Magnusson fra M&M Productions, der har vundet fire statuetter i kategorien, skal han promovere Silent Nights.

”Kim Magnusson har forklaret mig, at vi tager derover om en uges tid til den store Oscar-nomineringsmiddag, hvor alle de nominerede mødes, og man sidder ved bord med verdensstjernerne. Så bliver der taget et gruppebillede af de nominerede, ligesom det foregår til Robert,” fortæller Aske Bang.

”Så tager vi over igen en uge inden showet, hvor vi skal stille op til interviews og gå til møder. Kim sagde: ’Nu starter rejsen, Aske, nu starter det store eventyr. Der kommer til at ske en masse ting og sager.’”

Aske Bang håber dog også at få tid til lidt andet i det evigt solrige Californien.

”Det er min nye hobby at surfe, så jeg glæder mig til at komme over og surfe i Stillehavet. Normalt gør jeg det i Klitmøller, men nu bliver det sjovt at komme ud i de store bølger, hvor der ligger hajer og lurer. Jeg håber ikke, at der sker noget,” siger han med et grin.

Kommentarer

Aske Bang

Født 1988 i København.

Dansk filminstruktør og skuespiller.

Uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2015.

Har adskillige film på Ekko Shortlist, herunder to i top 5, Den fremmede og Ladyboy.

Vandt for bedste fiktion med Ladyboy til Ekko Shortlist Awards 2014.

Vandt Publikum Prisen med Den fremmede til Ekko Shortlist Awards 2016.

Nomineret for bedste kortfilm med Silent Nights til Oscar-showet den 26. februar.

© Filmmagasinet Ekko