Nyhed
23. okt. 2012 | 11:34

Craig – den mest Martini-tørstige Bond

Foto | François Duhamel / MGM
Daniel Craig er en af de mest hårdføre Bonds. Men hans brutale og kantede stil falder tilsyneladende ikke i damernes smag, og Craig er således den mindst scorende 007, viser The Economists opgørelse.

Hvilken James Bond er den mest blodtørstige, kvindebedårende og Martini-elskende? The Economist har sat Agent 007 på formel op til premieren på Skyfall.

Af Jacob Ludvigsen

Verdens bondologer holder vejret. Torsdag nat – i Danmark kl. 00:07 – får Skyfall premiere, og hypen har kun taget til, efterhånden som de første rosende anmeldelser af den 23. James Bond-film er tikket ind.

Og hvad skal man så fordrive ventetiden med?

Man kan for eksempel kaste sig ud i Bond-fans’ yndlingsbeskæftigelse, nemlig sammenligningen mellem de seks forskellige udgaver af den charmerende agent. En sport, The Economist nu har omdannet til talbaseret søljediagram for at give diskussionen et kvantitativt grundlag. 

Største drukkenbolt
For mens alle James Bond-film består af grundingredienserne ”action, kærlighed og elegante drinks”, er der stor forskel på, hvilke af de tre elementer skuespillerne har svælget mest i.

The Economist har udregnet, hvor mange Martinis, erobringer og drab de seks skuespillere har eksekveret.

Ganske overraskende viser resultatet, at den ellers lidt glatte Pierce Brosnan (Bond 1995-2002) er den mest morderiske af de seks agent-skuespillere. Næsten tyve koldblodige mord har han lagt krop til per film, hvilket er over dobbelt så mange som den næstmest blodtørstige, Daniel Craig.

Måske Craig ville klare sig bedre i statistikken, hvis han holdt lidt igen med de våde varer. I hvert fald er den aktuelle Bond-skuespiller den største drukkenbolt i slænget. 

I Casino Royale og Quantum of Solace har han indtaget i gennemsnit fem Martinis. Det er dog en rekord, han hurtigt kan miste, eftersom Heineken med et dyrt sponsorat har sikret, at Craig kun konsumerer øl i den kommende Skyfall.

Dalton den kedeligste
Daniel Craig er kendt som en usædvanlig hårdfør og lidt kantet Bond, og den slags er der tilsyneladende ikke damer i.

Den 44-årige skuespiller har bundrekorden i scoringer, mens den største kvindebedårer blandt agenterne også er den Bond, der har levet kortest tid. George Lazenby havde kun rollen i I hendes majestæts hemmelige tjeneste fra 1969, men greb chancen til fulde: Fire erobringer stod han for på 142 minutter. 

Også Roger Moore og Sean Connery er dog godt med, hvad kvindetække angår. Mens den mest kedelige 007 er Timothy Dalton (Bond 1987-89), hvis Martinis, drab og kærlighedsforhold ikke engang når op på et tocifret antal.

Kilde: The Economist

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko