statistik
17. jan. 2022 | 11:44 - Opdateret 17. jan. 2022 | 16:38

Top 30: Bedst sælgende danske instruktører

Grafik | Lasse Cordsen
Dansk films førende instruktører laver vidt forskellige film, og nogle er mere populære end andre hos biografpublikummet.

Anders Matthesen indtager suverænt førstepladsen i Ekkos undersøgelse af, hvilke danske instruktører der har størst publikumstække.

Af Claus Christensen

Erik Balling, Alice O’Fredericks og Annelise Reenberg er tre instruktører, der vandt den danske folkesjæl i det forrige århundrede.

I film efter film formåede de at trække publikum i biografen. Erik Balling stod bag den populære Olsen-banden-serie, Alice O’Fredericks lavede Morten Korch-film og serien om Far til fire og Annelise Reenberg Min søsters børn.

Men hvem af de nulevende instruktører fører stafetten videre? Hvilke instruktører er garant for fyldte biografsale?

På Filmmagasinet Ekko anmelder vi hver eneste uge film. Subjektive kvalitetsvurderinger får en høj prioritet. Men nu har vi for en gangs skyld givet det skarpe kritikerblik en pause og lavet en undersøgelse af det gennemsnitlige billetsalg i biografen for nulevende, danske instruktører.

Her er det kun de tørre tal, som tæller.

I undersøgelsen har vi kun medtaget instruktører, som har lavet minimum to film, da en enkelt film er for spinket et grundlag til at måle publikumspopulariteten. For at gøre listen aktuel har vi også indsnævret feltet til instruktører, der har lavet spillefilm inden for de seneste ti år.

Publikumstallene stammer fra Det Danske Filminstitut og Danmarks Statistik.

Ninja slår alt og alle
Anders Matthesen indtager suverænt førstepladsen, viser nedenstående skema.

Komikerens tre spillefilm som instruktør har i gennemsnit solgt 754.788 billetter. Det er især takket være de to animerede Ternet Ninja-film, som har været giganthit. Men også live-action-komedien Sorte kugler fra 2009 blev et pænt hit med 405.057 billetter.

På andenpladsen finder vi Mikkel Nørgaard, hvis fem film har et gennemsnit på 642.526 – altså omkring 100.000 billetter færre end Matthesen.

Mikkel Nørgaard er ikke en stor profil som Anders Matthesen, men alle kender hans film: Tre Klovn-komedier og to krimi-thrillers med Afdeling Q: Kvinden i buret og Fasandræberne.

Tredjepladsen har animationsinstruktøren Thorbjørn Christoffersen sat sig eftertrykkeligt på med 544.609 billetter i gennemsnit.

Det kommer ganske givet bag på mange, men animatoren har som medinstruktør på de to Ternet Ninja-film, Terkel i knibe, Ronal Barbaren og Rejsen til Saturn leveret den ene blockbuster efter den anden.

Har man en drøm om at trække et stort publikum ind til en animationsfilm, er det nok ikke nogen dårlig idé at have Christoffersen på holdet.

Kulsort humor sælger
Den første af blot to kvindelige instruktører på top 10 har sikret sig fjerdepladsen. Det er Anne-Grethe Bjarup Riis, der med modstandsfilmen Hvidstengruppen og hestedramaet Tarok har et gennemsnit på 428.108 billetter.

Måske kan hun kravle endnu længere op ad listen, når Hvidstengruppen II – De efterladte får premiere til marts.

Anders Thomas Jensen har med sin kulsorte humor en stor plads i mange filmelskeres hjerte. Og han er en sand garant for mange billetter i biografen. Hans fem spillefilm har i gennemsnit solgt 402.364 billetter.

Blinkende lygter fra 2000 er for længst en komedieklassiker, men faktisk er AT’s bedst sælgende film hans seneste: Retfærdighedens ryttere fra 2020. Den trak 605.799 tilskuere i biografen.

På de næste fem pladser ligger instruktører, som sjældent bliver overdænget med stjerner af anmelderne, men til gengæld bemestrer kunsten at få folk i biografen: Niels Nørløv Hansen (Klassefesten), Mikkel Serup (Klassefesten 2: Begravelsen), Tilde Harkamp (Jagtsæson), Tomas Villum Jensen (Min søsters børn i sneen) og Kasper Barfoed (Min søsters børn i Ægypten).

Stjerner side om side
På ellevte- og tolvtepladsen ligger to af dansk film største navne – Susanne Bier og Bille August – med næsten samme gennemsnitlige billetsalg for henholdsvis tretten og sytten spillefilm (det sidste er rekorden for top 30-instruktører).

Bier laver i dag film og serier for de store streamingtjenester, mens Bille August efter en årrække med internationale film i dag koncentrerer sig om at skabe danske dramaer – senest Pagten i 2021.

Men for begges vedkommende gælder det, at de lavede deres største hit i 1990’erne – August med Åndernes hus i 1993 og Bier med Den eneste ene i 1999.

Niels Arden Oplev indtager femtendepladsen. Thrilleren Mænd der hader kvinder fra 2009 solgte imponerende 959.369 billetter, men hans to amerikanske film – Dead Man Down og Flatliners – slog slet ikke an herhjemme, så gennemsnittet er på 277.897 billetter.

Herefter følger fem af dansk films mest profilerede instruktører: Nikolaj Arcel (Kongekabale), Hella Joof (En kort en lang), Thomas Vinterberg (Druk), May el-Toukhy (Dronningen) og Martin Zandvliet (Dirch).

Store navne som Ole Bornedal og Nils Malmros når netop at komme ind på top 30 med et gennemsnit på omkring 200.000 solgte billetter. På de sidste to pladser ligger ingen ringere end folkekære Erik Clausen og socialrealisten Per Fly med 185.000 billetter.

Store udsving for Trier og Refn
Lige uden for top 30 ligger instruktører, som har skabt en eller flere succeser, men ikke er stabile nok til at komme på listen.

Det gælder folk som Ole Christian Madsen (Flammen & Citronen), Charlotte Sieling (Margrete den Første), Lone Scherfig (Italiensk for begyndere) og Christoffer Boe (Journal 64), som sælger et sted mellem 155.000 og 183.000 billetter i gennemsnit.

Den store overraskelse er, at dansk films internationalt største navn, Lars von Trier, end ikke er i nærheden af top 30. Hans femten spillefilm har et gennemsnit på blot 71.889 billetter.

Største publikumssucces er Breaking the Waves, der i 1996 lokkede 298.608 i biografen, mens seriemorderdramaet The House That Jack Built fra 2018 landede på kun 27.465 billetter.

En anden anerkendt instruktør, Nicolas Winding Refn, har et gennemsnit på 62.268 billetter.

Største succeser er Pusher I og II med 185.678 og 161.988 billetter og Drive med 98.056 billetter. Men karrieren byder også på bundskrabere. Fear X, Bronson, Valhalla Rising og The Neon Demon har alle solgt under 10.000 billetter.

Det understreger endnu engang, at berømmelse ude i den store verden ikke er en garanti for triumf i den hjemlige andedam. Måske snarere tværtimod.


Kilde: Det Danske Filminstitut og Danmarks Statistik

Kommentarer

Sådan gjorde vi

Ekko har udregnet danske instruktørers billetsalg i danske biografer.

Vi har sammentalt billetsalget for samtlige af deres biograffilm – inklusive udenlandske produktioner – og fundet frem til gennemsnittet.

Kun nulevende instruktører, der har haft biografpremiere på en spillefilm inden for de sidste ti år, er med i undersøgelsen.

Instruktører i undersøgelsen skal minimum have haft biografpremiere på to spillefilm.

Oplysningerne er hentet fra Det Danske Filminstitut og Danmarks Statistik.

© Filmmagasinet Ekko