Redaktør: Debatten er god, timingen dårlig

Politiken havde et vaskeægte scoop i torsdags.

Her præsenterede avisen et tiltrædelsesinterview med den nye filmkonsulent – en genre, hvis eneste attraktion ellers er at studere, hvor meget den interviewede er i stand til at sige uden at sige noget.

Ikke siden Thomas Winding i 1996 – også i Politiken – erklærede, at han ikke ville støtte film med pistoler, har et interview med en filmkonsulent fremkaldt løftede øjenbryn.

Mikkel Munch-Fals har intet imod pistoler. I hvert fald poserer han i ikke færre end tre billeder, hvor han på klods hold skyder Lille Pers elefant Bodil, så selv de mest symbolsvage blandt Politikens læsere forstår pointen.

”Jeg kan ikke nævne navne,” siger konsulenten, hvorefter han i næste sætning alligevel udpeger Far til fire som personificering af, hvad der er galt med dansk film.

En nem skydeskive
At film, inklusive dansk film, i stigende grad repeterer sig selv, er et faktum, vi på Ekko har påpeget og kritiseret i utallige artikler gennem de senere år. På grund af den økonomiske krise i filmbranchen er risikovilligheden mindre, og filmselskaberne vælger det sikre og gennemprøvede.

Det er en vigtig debat, og man kan kun hilse velkommen, at vi har fået en konsulent, som har stærke meninger og ikke – som mange andre – stikker hovedet i busken, når en journalist dukker op med en båndoptager.

Men hvor modigt er det egentlig at gøre Far til fire til skydeskiven?

Mikkel Munch-Fals skal varetage den kunstneriske støtte, hvor Far til fire aldrig vil komme på tale. Alle i hans segment hader serien, og de mennesker, der elsker den, deltager aldrig i kulturdebatten. Han vil med garanti aldrig rende ind i en Bodil-fan ved de receptioner, han går til.

Så var det betydeligt mere modigt, da Lars von Trier i 2005 sagde nogle af de samme ting, men rettede pistolen mod Susanne Bier, Anders Thomas Jensen og Kim Fupz Aakeson. Det var de største profiler i hans egen lejr, som havde styrken til at svare igen.

Sender kynisk signal
Frem for alt er timingen dårlig. Det stort opslåede forside-interview blev bragt samme dag som pressevisningen af Far til fires vilde ferie og en uge før premieren.

Om nogen ved Mikkel Munch-Fals, hvor skrøbelig man som filmskaber er op til en premiere. Han har selv været hele turen igennem med debuten Smukke mennesker, der fik en blandet kritik og blev totalt ignoreret af publikum. Han burde vide bedre og sender et kynisk signal om, at han tænker mere på sin egen promovering end folkene bag Far til fire-filmen.

Og Filminstituttets direktør, Henrik Bo Nielsen, giver et sjældent eksempel på dårlig dømmekraft, når han forsvarer Munch-Fals med, at konsulenten ikke har udtalt sig specifikt om Far til fires vilde ferie. Come on!

Det er også dårlig presseskik af Politiken – der sjældent går af vejen for at dømme andre moralsk – at avisen har fået Gud og hvermand til at kommentere interviewet bortset fra den kritiserede part: producenten af Far til fire.

100 procent kunstner
Mikkel Munch-Fals er den absolutte modsætning til den ydmyge og empatiske Steen Bille, som han afløser på konsulentposten.

Hver mand sin stil, men er evnen til at bringe sig selv i centrum en god egenskab for en filmkonsulent, der skal være fødselshjælper for andres projekter?

Det er glimrende med slag i bolledejen, men i Mikkel Munch-Fals’ tilfælde kan man godt være i tvivl om, hvorvidt han brænder for dansk film eller forsøger at genstarte sin instruktørkarriere.

”Jeg er 100 procent kunstner, som tager en time out for at blive anmelder,” sagde han, da han startede som filmanmelder på DR2. Mon ikke, at det stadig forholder sig sådan. Han er en instruktør, der tager en time out for at blive konsulent.

Eller rettere: Han forsøger at være kunstner, konsulent og instruktør på samme tid. Mens han i det næste år skal fordele 30 millioner kroner for Det Danske Filminstitut, sidder han samtidig på et privat selskab og færdiggør sin anden spillefilm, Swinger.

Rollerne flyder sammen
Forvaltningseksperter har advaret om, at ansættelsen sandsynligvis strider imod loven, fordi en konsulent ikke må have økonomiske interesser i branchen.

Det har Det Danske Filminstitut imidlertid valgt at se stort på, og det kan give instituttet problemer. Om et år skal Mikkel Munch-Fals ud og promovere sin film i medierne og måske rejse rundt med den på festivaler.

Hvornår udtaler han sig som kunstner, og hvornår udtaler han sig som konsulent? Hvornår hypper han sine egne kartofler, og hvornår repræsenterer han Filminstituttet, hvilket indebærer, at man for eksempel ikke før premieren nakkeskyder en film, som Filminstituttet har postet næsten fem millioner skattekroner i?

Rollerne flyder sammen, ligesom de gjorde, da han på DR2 anmeldte film fra selskabet Zentropa, hvor han samtidig selv havde et filmprojekt.

Dengang holdt han i mindre end ét år som anmelder, og spørgsmålet er, hvor længe han holder som konsulent. I hvert fald har han på én dag givet Henrik Bo Nielsen flere problemer end samtlige spillefilmkonsulenter i de ni år, Nielsen har været filmchef.