Dag 4: Den franske forbindelse
Lørdag er en stille dag på Cannes-festivalen. Der vises ”kun” to film i hovedkonkurrencen, og den ene af dem er en ren fornøjelse: Coen-brødrenes folksanger-komedie Inside Llewyn Davis.
Brødrene har været blandt mine absolutte favoritter, siden jeg i midten af 1980’erne så deres debutfilm Blood Simple i Århus Studenternes Filmklub. Klubben havde som vanlig kopieret et udvalg af de danske avisanmeldelser, og til min store forbløffelse fik filmen dårlige anmeldelser. Blood Simple blev kaldt ”manieret” – og det var noget nær det værste skældsord i socialrealismens smagstyranni.
Ingen kunne dengang vide, at Coen-brødrene ville være på toppen af amerikansk film i snart tyve år, men at der – med et par få undtagelser – ikke var nogen sans for brødrenes uomtvistelige filmiske fortælletalent, var en øjenåbner. Noget var galt med kritikerstanden, og det gav mig blod på tanden. Siden skulle jeg selv erfare, hvor svært det er at anmelde film, og min respekt for de ”gamle” anmeldere voksede, men det er en anden historie.
Melankolsk komedie
Inside Llewyn Davis er Coen-brødrenes sekstende spillefilm, og man føler sig i godt selskab fra start til slut. Komedien, som er en af de mørkere, melankolske og mere underspillede i brødrenes oeuvre, skildrer den fiktive Llewyn Davis (inspireret af Van Ronk), som mere og mere desperat forsøger at bryde igennem som folkmusiker.
Vi befinder os i 1961, og det er lige før folkmusikkens gennembrud med Bob Dylan. Filmen bliver derfor også en skildring af den musikalske undergrundsscene og de personlige ofre, kunstnere må gøre for at få en karriere. Mon Coen-brødrene ikke har kunnet trække på deres egne erfaringer fra tiden omkring Blood Simple, før de blev et household name i Hollywood?
Musikken fylder meget. Åbningen er ét langt nummer, som hovedpersonen spiller i den lokale natklub i Greenwich Village. Oscar Isaac optræder selv og leverer en fremragende præstation, ikke bare som skuespiller, men også som musiker. Plottet er relativt tyndt, men Coen-brødrene mestrer kunsten at få meget ud af lidt.
Llewyn Davis er en introvert fyr, så det er i sangene, at vi får adgang til hans tanker og følelser. Han får også et job som studiemusiker, og i en scene indspiller han en urkomisk version af Jim Nesbitt-hittet Please, Mr. Kennedy sammen med blandt andre en skægget Justin Timberlake, hvis karakter er baseret på en irsk folksanger ved navn Paul Clayton.
Scenen fremkaldte klapsalver blandt pressefolkene i Cannes, og filmen er en af festivalens bedst anmeldte. Kan den vinde Guldpalmen? Næppe. Guldpalmen gives normalt til et banebrydende eller storslået (gerne begge dele) værk, og Inside Llewyn Davis er vintage Coen.
Freud for begyndere
Der bliver heller ingen Guldpalme til dagens anden film i hovedkonkurrencen. Så skulle det da lige være palmen for bedste lobbyarbejde. For det er svært at se, at der skulle være nogen anden grund til, at Jimmy P. er blevet udvalgt.
En amerikansk indianer vender traumatiseret hjem fra Anden Verdenskrig. Han lider af alvorlige svimmelhedsanfald og bliver sporadisk blind og døv. Lægerne er rådvilde og søger hjælp hos den excentriske franske antropolog og psykoterapeut Georges Devereux, som indleder et psykoanalytisk terapiforløb med én times samtale om dagen.
Disse samtaler er filmens kerne, og vi kommer dybt ind i de ødipale temaer. Indimellem visualiseres indianerens drømme. Det er Freud for begyndere, og der er en så idylliserende naiv tro på psykoanalysens lyksaligheder, at de sidste 60-70 års videnskabelig forskning må være gået hen over hovedet på manuskriptforfatterne, som uden den mindste distance har baseret filmen på en bog af … ja, Georges Devereux.
Det kunne man have levet med, hvis filmhåndværket havde været i orden. Men desværre er franske Arnaud Desplechins film et skræmme-eksempel på, hvor galt det kan gå, når en europæisk instruktør – i det her tilfælde en fransk – giver sig i kast med en film på et fremmed sprog og i en kultur, som ikke er hans egen.
Jimmy (er fuld af) P(is)
Mathieu Amalric kandiderer til årets værste accent i rollen som Devereux, og Benicio Del Toro har været en tur i skuespillerens værktøjskasse for ”gestik & ticks”. Dramaet er sovset ind i underlægningsmusik af den mest manipulerende slags, og det eneste lyspunkt er Gina McKee, der kigger forbi og er et frisk pust i mandehørmen.
Cannes-udtagelsen er et klokkeklart eksempel på, at festivalen favoriserer film, der har fransk instruktør og/eller franske investeringer. Desplechin var sidste gang i hovedkonkurrencen i 2008 med kynisme-komedien Et juleeventyr, som er udmærket, men det er hans nye Jimmy (er fuld af) P(is) ikke. Til gengæld er små ti franske selskaber involveret i filmen, og sammen med et par stjerneskuespillere har det åbenbart været for meget for festivalen at modstå.
Vi ser masser af mislykkede artfilm, men som filmhistorikeren Niels Jensen lærte mig, så er det eksperimentets ret at mislykkes. Derimod er det svært at se meningen med at vise en dårlig mainstream-film på en kunstfilmfestival.
Kommentarer