Shortlist: Den japanske mand og havet

Sofie Kampmark boede i Tokyo i 2011, da et kraftigt jordskælv ramte Japan. Det udløste en række flodbølger, eller tsunamier, der bragede ind over de japanske kyster og førte død og ødelæggelse med sig.

En af dem, der mistede sin familie i katastrofen, var en mand, som Sofie Kampmark senere mødte.

Havet har aldrig været smukkere, tænkte han, da han spejdede ud over den naturkraft, der havde taget hans nære fra ham. Kampmark blev stærkt fascineret af denne særegne, japanske mentalitet.

”Det er særligt japansk at sætte lidt mere pris på tingene, fordi man aldrig ved, hvornår de bliver taget fra én. Det er også en påskønnelse af det flygtige, som vi ikke har i Vesten, hvor alt helst skal dokumenteres forfra og bagfra,” fortæller 26-årige Sofie Kampmark over telefonen i en pause fra jobbet som illustrator i et reklamebureau.

Kærligheden til det flygtige oplevede Kampmark også i mødet mellem japanerne og deres elskede kirsebærblomster.

”De er i flor én uge om året, og det bliver fejret. Folk tager fri fra arbejde for at tage ud og kigge på de her blomster. På en eller anden måde er ting smukkere, fordi de kan blive taget fra én og vitterlig bliver taget fra én. Det synes jeg er en meget smuk livsfilosofi at have.”

Kæmpestor karpe
Den barske og smukke historie, Sofie Kampmark hørte i Japan, inspirerede hende til at lave Tsunami som sin afgangsfilm på The Animation Workshop. Filmen kan nu opleves på Ekko Shortlist.

I Tsunami vender den ældre mand Haru tilbage til sit hus, hvor han prøver at genoptage det liv, han levede, før tsunamien ødelagde alt. Det er imidlertid ikke muligt, da flodbølgen har efterladt et magisk væsen, en kæmpestor karpe, der ikke lader ham glemme de frygtelige hændelser.

”I Japan er der et fiskevæsen, der hedder Namazu, som er årsag til jordskælv og tsunamier. I filmen symboliserer karpen tsunamien, der er skyllet ind og ikke kan komme ud igen. Samtidig symboliserer den også Harus fornægtelse af realiteterne og hans modstand mod at komme videre,” fortæller Sofie Kampmark om sin magisk-realistiske kortfilm.

Champagne i Cannes
Det var en oplevelse ud over det sædvanlige for 27-årige Sofie Kampmark, at Tsunami blev udtaget til Cannes-festivalen i maj.

”Jeg havde en fjollet idé om, at det ville være champagne, kanapéer og fest over det hele – og det var det bare. Altså gratis champagne – jeg har aldrig drukket så meget champagne i mit liv, som jeg gjorde i den uge. Det var fantastisk at møde alle de andre instruktører og en helt surrealistisk oplevelse,” fortæller Sofie Kampmark.

Og at hun ikke var en hvem som helst på verdens mest prestigiøse filmfestival, gik op for Sofie Kampmark en solbeskinnet dag i det sydfranske.

”Jeg sad og læste en artikel en dag på tagterrassen af palæet, hvor de forskellige adgangskort på festivalen var beskrevet,” siger Sofie Kampmark.

”Der stod, at det gule var det dårligste, så kom det blå, derefter det lyserøde, og det vildeste man kunne få var det hvide, som man kunne komme ind nærmest alle steder med. Så kiggede jeg ned på mit eget og så, at det var hvidt. Der gik det op for mig: ’Gud, jeg er jo en nomineret instruktør.’”

At animation ikke vægtes lige så højt som realfilm i Cannes, gik dog også op for den danske instruktør.

”Juryen i min kategori var helt åbenlyst mest interesseret i realfilm. De snakkede meget om skuespilpræstationer, kameraarbejde og sådan noget. Det er der jo ikke så meget af i animation.”

”Til gengæld har det skabt meget opmærksomhed i resten af animationsbranchen, så Tsunami er kommet på rigtigt mange andre festivaler omkring i verden.”

Kameraet i gulvhøjde
Sofie Kampmark nævner en noget overraskende titel, der vakte hendes interesse for japansk kultur.

”Lost in Translation var en ret stor øjenåbner i forhold til hvor fremmed, men også fin, kulturen er. Men jeg har altid været interesseret i kontrasten mellem det meget gamle og det højteknologiske, som eksisterer i det japanske samfund,” forklarer instruktøren.

Barndomskærligheden for Studio Ghibli-film som Min nabo Totoro (1988) genfandt Sofie Kampmark i gymnasiet, og særligt Hayao Miyazakis magiske universer forgudede hun.

Den anden store, direkte inspirationskilde til Tsunami er endnu en legendarisk, japansk filmskaber: Yasujirô Ozu, som dog ikke gjorde sig i animation.

”Tsunami er i virkeligheden rigtig meget inspireret af Ozu. Scenerne er sat op, ligesom Ozu gjorde det, med kameraet sat lavt i højde med én, der sidder på en måtte på gulvet. Det giver en ret fantastisk følelse af at være rummet.”

Pixars figurer ligner hinanden
Mens Miyazaki og Studio Ghibli har betydet meget for Sofie Kampmark og hendes forhold til japansk kultur, er hun naturligvis også vokset op med amerikanske Disney-film.

Hun håber dog, at studiet dropper jagten på den perfekt animerede rekonstruktion af virkeligheden og i stedet går mere eksperimenterende til værks.

”Jeg glæder mig meget til, at Disney og Pixar siger: ’Godt, nu har vi fundet ud af, at vi kan lave fuldstændigt realistisk udseende sne. Vi kan lave baggrunde, så folk ikke kan se forskel på, om det er virkelighed eller animeret. Nu gør vi noget andet!’”

”Der er en tendens til, at alle Pixars karakterer ligner hinanden. Alt er den her bløde, realistiske 3D. Det er enormt ærgerligt, at de skal ligne hinanden så meget, når man kan lave så mange vilde ting,” fortsætter hun og peger på den Oscar-nominerede Sangen fra havet (2014), der er co-produceret i Danmark.

”Jeg bliver simpelthen så glad, når der bliver lavet en spillefilm, der ser så anderledes ud, og som får lov at gå i biograferne,” siger Sofie Kampmark.

”Mulighederne er jo uendelige inden for animation. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og det synes jeg ikke bliver udfordret nok, som det er nu.”

Et dukketeaterhjem
Det er nok de færreste, der forstår sig på computeranimation, men Sofie Kampmark giver gerne et lynkursus.

”Man kan arbejde i 2D eller 3D, der ikke har noget med sjove briller at gøre inden for animation. 2D er tegnet, så der er én dimension. Det er fladt. 3D er mere som et computerskabt dukketeater, hvor alting bliver ’bygget’ i stedet for tegnet.”

”Tsunami har snydt mange til at tro, at det var 2D, fordi den ser så flad ud. Men det er bare den stil, vi har gået efter at lave i 3D, fordi det ser godt ud.”

Det er noget af en arbejdsopgave, man sætter sig selv for, når man beslutter sig for at lave en animationsfilm. Det har dog ikke afskrækket Sofie Kampmark fra at ville prøve igen.

”Folk bliver tit overraskede over, hvor lang tid det tager. Vi var et hold på syv mennesker, tre animatorer og fire computergrafikere, der brugte et år på en film på syv minutter og tretten sekunder.”

”Selvom det er pissehårdt, kunne jeg rigtig godt tænke mig at gøre det igen. Så min art director og jeg er gået i gang med at snakke om, hvad vi ellers kunne tænke os at fortælle. Og så håber vi bare, at vi får chancen.”