Ugens streaming
30. nov. 2018 | 11:33

Streaming: Fem skarpe fra Coen-brødrene

Foto | Bruno Delbonnel
Buster Scruggs (Tim Blake Nelson) er titelkarakter i Coen-brødrenes aktuelle antologifilm, der består af seks små fortællinger fra det vilde vesten, og som kan ses på Netflix.

Joel og Ethan Coen skaber altid mindeværdige filmuniverser. Vi anbefaler fem af brødrenes bedste, der ligger klar til streaming.

Af Frederik Bakkerud og Astrid Gjørup

Der hersker ingen tvivl om, at Joel og Ethan Coen er nogle af de mest originale filmskabere i Hollywood.

De ferme auteurbrødre skriver, instruerer og producerer deres egne film. Selv klipningen tager de sig selv af – her gemmer de sig bare bag pseudonymet Roderick Jaynes.

Deres ejendommelige, ofte allegoriske filmsprog emmer af kulsort humor, kulturelle referencer, uortodokse handlingsforløb og absurde persongallerier. Og for hovedpersonerne gælder det, at de ofte roder sig ud i ting, der er meget større end dem selv.

Coen-brødrenes seneste er en forunderlig antologifilm bestående af seks små fortællinger fra det vilde vesten. The Ballad of Buster Scruggs får fem stjerner af Ekkos anmelder, og filmen kan streames på Netflix.

Det kan mange af brødrenes andre mesterværker også, så vi bliver i streaming-land og anbefaler fem fremragende, originale film, som alle kan ses hjemme foran fjernsynet!

The Big Lebowski

Historien om Jeffrey ”The Dude” Lebowski, den sagesløse og magelige pacifist, der vikles ind i en sag om en bortført kvinde, er blevet en kultklassiker.

Da The Dude en dag kommer hjem fra bowling, overfaldes han af forbrydere, som forveksler ham med en rigmand og tisser på hans gulvtæppe.

Inden længe står han midt ind i en voldelig magtkamp mellem pornoproducenter, kidnappere og rigmænd.

Coen-brødrene har med The Big Lebowski skabt en verden fyldt med groteske ritualer og figurer. The Dude vil egentlig bare drikke White Russians og høre Creedence Clearwater Revival-kassettebånd i fred og ro.

Streames på C More og SF Anytime.

 

Inside Llewyn Davis

I Coen-brødrenes usentimentale ode til folkemusikken følger vi den fattige musiker Llewyn Davis’ rejse fra sofa til sofa i 60’ernes New York. Hans tidligere duet-partner har begået selvmord, han har ingen nære venner, og ekskæresten foragter ham.

I en lejlighed, han har lånt for en nat, kommer Llewyn til at låse sig ude sammen med huskatten. Den ledsager ham på en hvileløs færd gennem New York.

Inside Llewyn Davis skildrer den fattige tilværelse som forhutlet, mislykket kunstner. Filmens cykliske form er smågenial: Vi starter næsten, hvor vi slutter, og på den måde bliver hverdagsfortællingen nærmest mytisk i al sin stilfærdighed.

Streames på Filmperler og Filmlounge.

 

No Country for Old Men

Anmelderne kunne ikke få armene ned af begejstring, da Coen-brødrenes katten-efter-musen-thriller No Country for Old Men havde premiere i 2007.

En tilfældig dag finder Llewelyn Moss en gruppe døde mænd og en taske med to millioner dollars på prærien i Texas. For at passe på sin kone sender han hende væk og flygter selv til Del Rio med tasken. Men den benhårde lejemorder Anton Chigurh er blevet hyret til at opstøve kufferten.

Det bliver blodigt, når Anton Chigurh tager boltpistolen og indleder jagten på sine ofre. Selv ikke mændene, som hyrer ham, kan vide sig sikre.

Streames på Viaplay og Blockbuster.

 

Fargo

Jerry Lundegaard sælger biler, men det går elendigt. Han er konkurstruet, og hans rige svigerfar vil ikke hjælpe ham ud af kniben.

Så får Jerry en idé. Han hyrer to kriminelle til at kidnappe sin kone. Løsesummen må svigerfar betale, og pengene skal redde Jerry fra konkurs. Men alt går selvfølgelig galt.

Fargo er en voldsom, men også sorthumoristisk tragedie i det sneklædte Minnesota-landskab med den karakteristiske dialekt. Spinoff-serien af samme navn kan ligeledes varmt anbefales.

Streames på Amazon Prime og iTunes.

 

O Brother, Where Art Thou?

Tag Homers Odysseen, placer den i 1930’ernes amerikanske sydstater og tilsæt så lidt gospel, blues og country-musik.

Det lyder måske som en temmelig umuligt projekt, men det er netop opskriften på Coen-brødrenes O Brother, Where Art Thou? fra 2000. Og det fungerer!

Tre straffefanger flygter fra politiet og fængselspersonalet, så den ene fange, Everett, kan komme hjem til sin kone og syv døtre. På vejen møder de både Ku Klux Klan, korrupte politikere og forføreriske kvinder.

Streames på Netflix og Filmstriben.

Kommentarer

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

I denne uge fokuserer vi på det bedste fra Coen-brødrene.

© Filmmagasinet Ekko