Ekko Shortlist-vinder smed kontrollen væk
”Skal Nordisk Film ikke støtte noget nyt talent? Vi vil udforske at lave film i nuet!”
Sådan solgte den danske instruktør Kerren Lumer-Klabbers og producer Oda Kruse deres idé til Sveinung Golimo, der er øverste chef for Nordisk Film i Norge og gæsteforelæser på den norske filmskole.
Det blev startskuddet for den rørende breakup-film Radio Silence, som også er støttet af Danske Filminstruktører og den norske Fond for Lyd og Bilde.
Filmen kan ses på Ekko Shortlist.
Uden et manuskript drog det lille filmhold – inklusive skuespillerne Sara S. Moland og Fredrik Stenberg Ditlev Simonsen – til den norske ø Smøla, som ligger 500 kilometer nord for Oslo.
Her skrev, filmede og klippede de Radio Silence i et sommerhus.
”Vi havde kun planlagt, hvor vi ville filme, og hvilke temaer det handlede om. Så dagene startede med, at jeg stod meget tidligt op og begyndte at skrive dagens scener,” fortæller Kerren Lumer-Klabbers, der skrev filmen sammen med Oda Kruse og fotografen David Bauer.
”Det var sommer, og vi filmede i det smukke lys hen på aftenen. Sådan fortsatte vi ellers i en uge,”
Klipper historien frem
Den 30-årige instruktør havde brug for at lave film på en ny måde. Hun havde netop afsluttet sin treårige uddannelse på den norske filmskole, hvor der lægges megen vægt på planlægning og forberedelse.
Hun ville tilbage til den rene glæde ved at skabe en film helt spontant. Så væk med det kalkulerede manuskript og på med improvisationens energi!
Kun rammen var aftalt på forhånd, nemlig kæresteparret Linn og Tor, der tager i sommerhus for at slappe af.
Men Linn elsker ikke Tor mere. Hun kan bare ikke få sig selv til at sige det direkte til ham. Så med et alvorligt blik og en rumhjelm i hånden fortæller hun, at hun tager væk på mandag.
Hun skal på en rumrejse!
”Vi kunne hele tiden finde på nye scener. Under en optagelse opstår idéen om, at Linn får klaustrofobi under rumhjelmen. Hun begynder at græde og må tage den af. Vi optog bare den scene, og senere fandt vi så ud af at bruge det i filmens handling,” siger instruktøren.
En anden spontan reaktion kommer Fredrik med. Midt i alvoren slikker han Sara i ansigtet, og det udvikler sig til en sjov og udfordrende leg. Og pludselig tager Linn et billede af Fredriks pik, mens hans sover.
Der er en konstant uforudsigelighed i samspillet mellem skuespillerne, som dengang også i virkeligheden var kærester. Men spontaniteten skabte også en række udfordringer for filmholdet.
”At vi ikke havde et manuskript og et gennemarbejdet forløb for historien, viste sig at være en kæmpe udfordring i klippeprocessen,” siger Kerren Lumer-Klabbers.
”Vi var nødt til at klippe historien frem. Det har gjort filmen mere svævende og fragmentarisk, hvilket man jo enten kan se som en styrke eller svaghed.”
Flugt i rumhjelm
Kerren Lumer-Klabbers har tidligere skabt film inspireret af sit eget liv, men Radio Silence er baseret på en oplevelse, som produceren Oda Kruse har haft.
”Linn er stoppet med at elske Tor, men har ingen gode argumenter for, hvorfor hun vil ud af forholdet. Hun kan ikke sige: ’Fuck dig, du har været utro, jeg skrider!,’ for kæresten har ikke gjort noget galt. Rumrejsen er derfor en flugt – en flugt fra den samtale, hun ikke tør tage,” forklarer instruktøren.
Langsomt letter Linn mod himlen med rumhjelmen på hovedet.
”Vi skal ud i rummet og have en følelse af et vakuum. Et sted, hvor man kan svæve og ikke behøver at forholde sig til alle de svære ting,” siger Kerren Lumer-Klabbers.
Dermed bryder Radio Silence med hverdagens realisme ligesom en række af instruktørens tidligere film. Det gælder ikke mindst Papapa, der har Thure Lindhardt i en hovedrolle og sidste år vandt prisen for bedste fiktion ved Ekko Shortlist Awards 2021.
Papapa foregår på en klinik i et fremtidigt univers, hvor donorbørn får muligheden for at møde og opbygge et forhold til deres donorfædre. På klinikken skal far og datter genskabe en række typiske familieøjeblikke.
Et af dem er en fisketur i absurde studiekulisser, som indfanger det akavede møde, hvor forventningerne er alt for store.
Tilbage til Norge
Kerren Lumer-Klabbers er en af flere danske instruktører, der er uddannet på den norske filmskole.
Hun blev færdig i 2020 og vendte derefter tilbage til Danmark. Men nu skal hun snart til Norge igen.
Sammen med de norske manuskriptforfattere Kristian Kilde og Nora Landsrød er hun i gang med at udvikle en tv-serie. Det sker i samarbejde med Nordisk Film og Viaplay, der har udvalgt projektet som vinder af konkurrencen Viaplay Original Talent Awards.
Serien hedder Trengsel og finder sted i en fremtidig verden, der er gennemsyret af teknologi. Vi følger en gruppe unge mennesker, som kæmper med at navigere rundt i Oslos travle boligmarked.
I fællesskab vil instruktøren og manuskriptforfatterne med humor skabe et univers ved at forstørre nogle af de tendenser, de allerede ser i vores samfund nu.
Serien har lighedstræk med Papapa, der også udfolder et fremtidsunivers, hvor teknologi og følelser støder sammen. Kerren Lumer-Klabbers fortsætter dermed med at arbejde konceptuelt, men hun er efter Radio Silence opmærksom på at give plads til improvisationer.
”Selv om jeg igen skal arbejde under meget kontrollerede forhold, er det vigtigt for mig at holde fast i det levende. Jeg skal huske at lege. For mig er det dér, hvor magien opstår.”
Kerren Lumer-Klabbers
Født 1991 i Silkeborg.
Hendes to mødre kommer fra Israel og Holland, men mødtes i 80’erne i Danmark.
Har adskillige kortfilm på Ekko Shortlist.
Uddannet på Den Norske Filmskolen i 2020.
Afgangsfilmen Papapa vandt prisen for bedste fiktion ved Ekko Shortlist Awards 2021.
Kommentarer