Oscar-showet: En kunstnerisk kortslutning

Efter et hårdtprøvet Oscar-akademi forgæves forsøgte at forny den 91. udgave af Oscar-uddelingen med diverse tiltag, kunne man alligevel tro, at de mange millioner af publikummer gik en forventningsfuld og spændende aften i møde.

Her tog man som livslang Oscar-seer grueligt fejl.

Showet startede med et kort og livligt show fra Queen med Adam Lambert i den syngende spids. Og så kom de første ”værter” i rækken på. Tina Fey, Amy Poehler og Maya Rudolph løsnede op for stemningen ved at komme med en række satiriske bid a la:

”Roma er på Netflix. Hvad bliver det næste? At min mikrobølgeovn laver en film?”

Så var vi ligesom i gang.

Man kan undre sig over, hvorfor det har været så svært for Akademiet at finde en vært til showet, når de tre første presenters virker til at være lige i øjet.

Tabloidt galleri
Men snart begyndte ensformigheden i takt med, at samlebåndet af overrækkere begyndte at køre. Det stod hurtigt klart, at Akademiet ikke ville have nogen ubehagelige kontroverser. Vi skulle hygge os, men man savnede den røde tråd og fængende underholdning, som en god vært kunne have givet.

Det blev et tabloidt galleri af stjerner, som bestemt var mere frimodige end vanligt, fordi de vidste, at de skulle præstere lidt ekstra end bare at læse de nominerede op.

Det var sjovt, da Melissa McCarthy kom ind i dronningekåbe med falske kaniner som en gestus til den populære The Favourite. Men da Serena Williams præsenterede A Star Is Born med nogle bevingede ord om at ofre alt for sin karriere, begyndte det hele at føles en smule for klistret og reklameagtigt.

Had eller kærlighed
Anderledes råt blev det, da instruktøren Spike Lee vandt sin første Oscar for bedste adapterede manuskript med BlacKkKlansman. Uden direkte at nævne Donald Trump fik Lee gjort det klart, at ”eftersom præsidentvalget 2020 er lige rundt om hjørnet, burde vi alle tage det rette moralske valg mellem kærlighed og had – og være på den rette siden af historien”.

Spike Lee viste under showet sine hænder til kameraet. På den ene hånd stod der med store guldbogstaver ”Love” og den anden ”Hate”.

Få timer efter showets afslutning udsendte Trump en besked på Twitter.

”Det ville være godt, hvis Spike Lee kunne læse sine egne notater, eller bedre endnu, hvis han helt kunne lade være med at bruge notater, når han kommer med sit racistiske udfald mod præsidenten,” skrev Trump og tilføjede, at han som præsident har gjort mere for afroamerikanere end mange af de andre præsidenter.

Første overraskelse
Helt galt gik det, da det blev tid til at afsløre vinderen af prisen for bedste kvindelige hovedrolle.

Her kom den charmerende brite Olivia Colman ind fra sidelinjen i The Favourite. Hun nappede Oscar’en ud af hænderne på amerikanske Glenn Close, der ellers giver sit allerbedste i The Wife som den undertrykte, men dedikerede kone, der bærer på en yderst kreativ hemmelighed.

Closes præstation burde have givet hende en fortjent Oscar. Men sådan skulle det altså ikke gå, og Close er dermed stadig den kvindelige skuespiller med flest Oscar-nomineringer uden at have vundet.

Olivia Colman holdt en tårevædet takketale som en anden Gwyneth Paltrow. ”Det her kommer aldrig til at ske igen,” sagde hun, og det kan hun meget vel have ret i.

Prisen var et trist eksempel på, at Akademiets medlemmer tilsyneladende foretrækker charmerende lethed frem for alvor og erfarenhed.

Lang vej endnu
Efter denne kæbetabende overraskelse troede man, at aftenens chok var overstået, indtil det var tid til hovedprisen: Bedste film.

Tankevækkende vandt Green Book, som eren velskrevet feel-good-film, på bekostning af den ypperlige filmkunst: Roma.

Akademiet ønskede tydeligvis i år at tørre sveden af panden og for enhver pris undgå et hadefuldt hashtag som #OscarSoWhite. Men efter især priserne til bedste kvindelige hovedrolle og bedste film er man i tvivl om, hvad Akademiet egentlig vil.

Vil man fremme filmkunsten eller være med på noderne?

Akademiet havde chancen i år for at udvide horisonten og følge med tiden ved at give hovedprisen til en film fra en streamingtjeneste og skuespilprisen til en kvinde, der er over 50 år. Men Akademiet valgte at følge en sikker vej, som lige akkurat vil give dem omtale nok til at sige, at showet har været en succes.

Det er en kunstnerisk kortslutning, som viser, at Akademiet har meget lang vej endnu.