Dag 2: Et bomstærkt program

Der har været en del fløjten her på Lidoen.

I Jane Campions The Power of the Dog driver Benedict Cumberbatch sin svigerinde på flasken med mobbende fløjten. Men i Paolo Sorrentinos selvbiografiske The Hand of God er forældrenes fløjtekald en livsbekræftende kærlighedserklæring.

Da faren (instruktørens hofskuespiller Toni Servillo) sidder bag på sin søns Vespa, giver han et trillende lille fløjt og ser med et bredt smil op mod balkonen. De kan ikke tage af sted, før moren kommer ud og fløjter tilbage.

Det er en mesterlig lille detalje, og som mange andre i filmen føles den autentisk. Instruktørens forældre var kærlighedskåde, indtil de døde tragisk og bizart som følge af en gaslæk i deres sommerhus.

Paolo Sorrentino var seksten år, og han var blevet hjemme i Napoli for at se Diego Maradona spille fodbold.

Det er intet under, at instruktøren dedikerede sin Oscar for Den store skønhed til det argentinske boldgeni. Titlen The Hand of God refererer til Maradonas berømte mål mod England i 1986, hvor han med knyttet næve ”hjalp” bolden i nettet.

Maradona hjalp altså også Sorrentino. Han reddede hans liv.

Poetisk naturlighed
The Hand of God er autofiktiv, men den foregiver aldrig at være den skinbarlige virkelighed. Hovedpersonen hedder således ikke Paolo Sorrentino, men Fabietto Schisa.

Og filmen åbner med en scene, hvor den unge Fabiettos sensuelle tante Patrizia får et lift hjem af den napolitanske byhelgen San Gennaro og på vejen møder den lokale narrefigur Den Lille Munk.

Det er en fantasifuld indledning til en ellers overraskende mådeholden film.

Paolo Sorrentino har alle dage været en barok æstetiker, som med schwung og ironi i filmsproget skiftevis hylder og udleverer sine hovedkarakterer. Tænk bare på de odiøse fester i Il Divo, Den store skønhed og særligt det noget oversete Berlusconi-portæt L’oro.

Men han lægger krukkeriet fra sig her og fortæller om sin ungdom med en poetisk naturlighed, der ligger tæt på hans store idol Fellini.

På mange måder minder filmen om Alfonso Cuaróns Roma, der også er produceret af Netflix. Begge er film fra fejrede instruktører, der bag et elegant slør af fiktion fortæller om deres ungdom.

The Hand of God er moden og smerteligt autentisk, men det er ikke en lidelseshistorie. Forældrenes død er blot et vendepunkt for en historie båret af den samme glæde ved livets store skønhed, der altid har kendetegnet Paolo Sorrentinos film.

Den er ikke blot indtil videre festivalens, men faktisk også instruktørens bedste film til dato.

Pokerspiller på hævntogt
Man kan ikke helt hævde det samme om Paul Schraders The Card Counter, men det er måske mest, fordi jeg stadig har den mesterlige First Reformed i frisk erindring.

I hans seneste spiller Oscar Isaac den altdominerende hovedrolle som en pokerspiller med det aparte navn William Tell. Han har tilbragt otte år i fængsel, men aftjener som mange af Paul Schraders personer stadig en dom, han har idømt sig selv.

Han bruger det meste af sit liv på indelukkede kasinoer, hvor han satser småt og vinder støt. Han helliger sig små rutiner uden at levne megen plads til livets uforudsigelighed. Indtil han møder den vrede unge mand Cirk, der spilles af Tye Sheridan.

Cirks far var en soldat, der ligesom Tell var blandt fangevogterne – og torturbødlerne – i det berygtede amerikanske fængsel Abu Ghraib. Han vendte ødelagt hjem fra fængslet og tæskede sin familie, indtil han skød sig selv.

Cirk vil have hævn over den øverstbefalende, der gik fri. Og den selvhadske Tell øjner en chance for at bryde ud af den skærsild, han befinder sig i.

The Card Counter er brutal.

Hård i filten og så stiliseret, at visse sekvenser sætter sig hypnotisk fast. Paul Schrader har aldrig været mere maskulin i sit udtryk og mere sikker i sit filmsprog.

Men filmen havde virket oppumpet og toksisk, hvis ikke det var, fordi Oscar Isaac forankrer den med et præcist portræt af en tilknappet og ødelagt mand, der ikke kan tilgive sig selv.

Bergman ville have været stolt
Oscar Isaac har rigelig grund til at skåle i Spritz på Lidoen, for han er her med hele tre projekter.

The Card Counter er den eneste hovedrolle, men han er også med i Denis Villeneuves Dune. Og så får han virkelig lov at udfolde sit skuespiltalent over for Jessica Chastain i det amerikanske HBO-remake af Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab.

Serien fik – siger man – svenskerne til at skynde sig på rådhuset for at blive skilt. Den nye version er skrevet og instrueret af israelske Hagai Levi, som har skabt The Affair og terapiserien In Treatment.

Man kan godt frygte, at den vil få amerikanerne til at gøre det samme.

For Jonathan og Miras ægteskab, der krakelerer og forandres over fem timelange episoder, er skildret så nøgternt og virkelighedsnært, at man drages ind i deres dysfunktionelle kærlighed. Han er professor, hun er produktmanager, og de elsker hinanden uden at være lykkelige sammen.

Hagai Levi har fornyet Bergmans serie. Nu er det kvinden, der har en affære, og manden, der bliver forladt. Men genindspilningen er mere end bare en version med omvendt fortegn.

Hvis originalen talte til 70’ernes kernefamilie i opløsning, taler denne version til en mindre normfast verden. Men Hagai Levi har samme spiddende blik på personerne og en dyb forståelse for deres små fortielser og fornægtelser som Bergman.

Rodet Elena Ferrante
Man savner den samme kærlighedsforståelse i Maggie Gyllenhaals debutfilm The Lost Daughter.

Det er lidt af en ufortjent cadeau, at filmen, der er baseret på en roman af den italienske succesforfatter Elena Ferrante, er i hovedkonkurrencen i Venedig.

The Lost Daughter vil fortælle om den hårde kunst at være mor. Men filmen forplumres af kringlede flashbacks, halvfærdige handlingstråde og et hav af personer, der tropper op i historien og trisser ud igen, uden at man rigtigt forstår hvorfor.

Der er et nutidsspor, som handler om den midaldrende engelske sprogprofessor Leda. Hun er taget på græsk ø-ferie for at arbejde langt væk fra det hele. Her bliver hun blandet ind i en amerikansk families problemer, mens hun tænker tilbage på sine egne.

I fortidssporet forsøger den yngre Leda (Jessie Buckley) at sætte skub i karrieren til trods for de to omsorgssøgende døtre, som hun føler, hænger hende om halsen.

Der skiftes så hurtigt frem og tilbage mellem de to versioner af den samme kvinde, at man ikke bliver rigtigt investeret i nogen af dem. Filmens stjernecast, der består af blandt andre Olivia Colman, Ed Harris, Peter Sarsgaard og Dakota Johnson, er hver for sig seværdige, men Maggie Gyllenhaal formår ikke at holde et fokus i historien.

Europas glemte krig
En anden forglemmelig oplevelse i et program, der ellers foreløbigt er bomstærkt, er den franske Tranchées (”skyttegrave”).

Filmen, der vises uden for konkurrence, handler om konflikten i det østlige Ukraine. Her kæmper ukrainske soldater en surrogatkrig mod separatister støttet af Rusland. Den bliver ofte kaldt Europas glemte krig, og filmens eftertekster går et skridt videre ved håbefuldt at kalde den ”Europas sidste krig”.

Tranchées følger den ukrainske 31. brigade, der venter ængsteligt ved frontlinjen.

Soldaterne er ikke krigsliderlige unge som dem, vi møder i Janus Metz’ Armadillo. De er purunge mænd, som prøver at fordrive tiden og tankerne. For bomberne falder, russerne skyder, og konflikten når ingen vegne selv efter otte år.

Livet i skyttegraven består af dræbende kedsomhed og dræbende adrenalin.

Som enhver god filmfestival vil Biennalen gerne kunne bryste sig af sit samfundsengagement, men konflikten i Ukraine fortjener et mere mindeværdigt portræt. Man vil mest huske Loup Bureaus film for, at de sort-hvide billeder kunstfærdigt er beskåret til det gamle tv-format 4:3.