Danmarks nye filmbrødre er i følelsernes vold

Fucking lejemordere i telefonbogen er uden sammenligning den vildeste titel blandt de film, der er nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2018.

Men filmen i sig selv er også en af de mest innovative og eksperimenterende ikke bare i årets flok, men på Ekko Shortlist i det hele taget. Det har juryen hædret med nomineringer for bedste fotografering og klipning, hvor Freja Borrowman og Nils Zidore står bag sidstnævnte.

Historien følger den unge Jakob, der i et gultintet provinsunivers drømmer om pigen Rakel, mens han forgæves onanerer og bliver mobbet af byens alfahan.

Den specielle titel blev født, da instruktøren August Aabo så et billede på Instagram, hvor tre anderledes udseende gutter poserer med våben i hænderne, mens billedteksten lyder: ”Fucking killas on speed dial.”

Det er naturligvis også filmens engelske titel, men selv om den i sig selv er morsom, var det ikke med humoristiske briller, at August Aabo gav sig i kast med fortællingen. For ud over at være en filmatisering af de tre drenges billede handler Fucking lejemordere i telefonbogen om Augusts egne erfaringer med mobning.

”Jeg havde en oplevelse i 2. klasse. Jeg medbragte en paintball-pistol i skole, og så kom der en mobbe-dreng fra 5.-6. over til mig,” fortæller den 24-årige instruktør og ridser en scene op, der også er med i filmen.

”Han skubbede mig og talte meget grimt til mig, og på et tidspunkt trak jeg den her pistol frem og pegede på ham. Der var lige et sekund, inden han slog den ud af hænderne på mig og gav mig buksevand, hvor jeg kunne se, at han var bange. Det er den oplevelse, jeg viser i filmen.”

Rebelsk kamera
Nomineringen til Fucking lejemordere i telefonbogen for bedste fotografering betyder, at Kristoffer Engholm Aabo igen er i spil til den pris, han vandt ved sidste års Ekko Shortlist Awards for den store vinder Tone Ottilies Lulus første gang.

”Der er noget at forsvare, men på den anden side måske også mere at tabe,” siger 28-årige Kristoffer Engholm Aabo med et grin.

Som efternavnet afslører, er de to talentfulde filmskabere brødre. Forhåbentlig kommer de begge til at fylde meget i den danske filmbranche fremover.

Ikke mange billeder i Fucking lejemordere i telefonbogen er i nærheden af noget, man kan kalde ”klassiske”. Kompositionerne er skæve og overrumlende, og man ved aldrig, hvor det rebelske kamera i næste indstilling filmer fra.

”Det gode i vores samarbejde er, at vi kan snakke mere følelsesmæssigt, så jeg forstår, hvor filmen kommer fra,” siger Kristoffer Engholm Aabo henvendt til sin bror, mens han gestikulerer ivrigt med hænderne:

”Hvorfor har du skrevet den film, du har? Hvad ønsker du, at tilskueren skal tage med sig? For mig er det bedre at have en overordnet overskrift som overraskelse eller chok – mavepine eller hjemve – end at man eksempelvis bare vil have en film til at ligne et remake af Festen.”

Indre billeder
Brødrenes Aabos forældre blev skilt, da Kristoffer og August var henholdsvis ti og seks år gamle. Lige siden har det med deres ord været ”os mod resten af verden”, hvor de altid har haft hinanden.

Der var aldrig musik i barndomshjemmet, men deres filmglade mor slæbte Kristoffer og August Aabo med i københavnske biografer som Grand, Vester Vov Vov og Gloria, hvor de stiftede bekendtskab med kunstfilm fra alle verdens hjørner.

Det vakte en interesse i dem begge, og både August og Kristoffer Engholm Aabo har flere gange søgt ind på Den Danske Filmskole. Foreløbigt uden held.

De vil gerne have fire år på landets førende filminstitution til at fordybe sig i hver deres gren af mediet, men i mellemtiden har de ikke ligget på den lade side.

Kristoffer Engholm Aabo har fotograferet et utal af kortfilm, musikvideoer og reklamer, mens August Aabo også har kortfilmene Nattebarn og Tæt på, lige ved & næsten fri på Ekko Shortlist – de blev begge nomineret ved Ekko Shortlist Awards i henholdsvis 2016 og 2017.

Pseudo-søsteren
Ligesom Fucking lejemordere i telefonbogen er filmene produceret af et andet stortalent, Asta Stuhr. Hun er repræsenteret ved årets Ekko Shortlist Awards med Zinnini Elkingtons Regnbuepiger, der er nomineret til Shortlist Prisen og Publikum Prisen.

Brødrene Aabo kalder Stuhr deres pseudosøster, men bortset fra mennesker, de arbejder med, er de ikke meget for at snakke om inspirationskilder.

”På optagelser kan Kristoffer sige: ’Det er lidt ligesom den der film.’ Men mit hoved prøver hele tiden aktivt at frakende sig inspirationskilder uden for musik eller litteratur,” siger August Aabo.

”Jeg vil finde min vej, og den kører måske fra et Kubrick-skud hen over et Refn-skud og igennem et Trier-skud, men jeg prøver ikke at have referencer for at bevare mine egne indre og ægte billeder. Jeg ved jo godt, at de kommer fra især de tre, jeg lige nævnte, men når jeg laver film, bruger jeg meget energi på at tømme mit hoved og forholde mig til nogle følelser. Så kan Kristoffer komme med referencerne.”

”Det vil jeg gerne prøve at fodre noget mere med. Det lyder meget godt,” tilføjer Kristoffer Engholm Aabo.

Frigørelse fra socialrealismen
De to filmbrødre har netop afsluttet optagelserne til en ny film, der modsat Fucking lejemordere i telefonbogen – som fik støtte hos Aarhus Filmværksted – har hentet finansiering på Københavns Filmværksted.

Den bærer titlen Landesorg // Jeg drømmer om at græde og er en poetisk fortælling om død, sorg og skyldfølelse. Historien stammer fra en personlig oplevelse med at miste en nær ven. Selv om det projekt også lyder ret vildt, er det ikke vildskab, som August Aabo savner i dansk film. Han baserer sine film på egne erfaringer, men vil have filmsproget til at være større end virkeligheden.

”Jeg har aldrig tænkt, at dansk film ikke er vild nok. Men når jeg ser kortfilm, er jeg træt af, at der ikke er nok følelser,” siger instruktøren.

”Jeg vil gerne slå et slag for, at fiktionen skal være mere fiktiv. Jeg ser instruktører fortælle virkeligheden uden at ændre på den. Og det er bare ikke det, jeg synes er fedt. Man må godt lave socialrealisme, det er bare måden, man gør det på. Jeg er selv i gang med at frigøre mig fra socialrealismen og køre ud i surrealismen.”

”Desværre mangler der ofte mod. Det er ikke kun i den danske filmbranche, men helt generelt,” stemmer Kristoffer Engholm Aabo i.

”Men vi er jo de unge stemmer, som kan ændre på det. Jeg kommer til at lave film resten af mit liv, så der er masser af tid til det. Der er mange ting, som er meget 1:1 i den måde, film bliver instrueret, skrevet og fotograferet på, og det vil jeg meget gerne gøre noget ved.”

”Og vi er jo ikke de eneste, der gør det,” indskyder August Aabo og kigger drillende på sin bror, før han fremhæver en af konkurrenterne.

”Kristoffer er nomineret sammen med Om en måned, som jeg ville være lidt bange for, hvis jeg var ham. Det er kraftedeme også en flot film, som er sej til at være i sin helt egen verden.”