Konflikt på Filmskolen
15. nov. 2019 | 11:07

Filmfolk støtter Arne Bro

Foto | uoplyst
”Vi vinker Vinca væk!” lyder teksten på banneret i midten, som sammen med andre er blevet hængt op af eleverne på Den Danske Filmskole.

”Der er udbrudt krig – men så er det godt, du har uddannet en hel hær,” lyder en kommentar af prominent instruktør på den hjemsendte dokumentarleders Facebook-side.

Af Nicki Bruun

Det er dramatiske timer på Den Danske Filmskole, hvor elever i en demonstration kræver rektor Vinca Wiedemanns afgang, efter hun i går hjemsendte den populære leder af dokumentaruddannelsen, Arne Bro.

Han har selv forholdt sig tavs siden hjemsendelsen, bortset fra et Facebook-opslag i går aftes, hvor han oplyser nye kontaktinformationer. Han har ifølge Ekkos oplysninger fået frataget sin mobil og sine nøgler til skolen.

I kommentarsporet strømmer støtteerklæringer ind fra filmfolk over hele verden og selvfølgelig særligt den danske filmbranche.

”Verdens bedste Arne,” skriver skuespiller og instruktør Marijana Jankovic efterfulgt af et hjerte.

Folk som manuskriptforfatteren Jeppe Gjervig Gram og klipperen Linda Man kvitterer også med et hjerte for at vise deres opbakning, mens andre sætter mere konfronterende ord på situationen.

”Der er udbrudt krig – men så er det godt, du har uddannet en hel hær,” skriver dokumentarist Eva Mulvad, som også er aktiv i den såkaldte Oplysningsgruppe. Den har været kritisk over for Vinca Wiedemanns forandringer på Filmskolen.

Samme kampklare retorik står producenten Jesper Jack klar med: ”Du ved, vi ikke lader dette passere uden kamp!”

Ingen kunstnerisk målsætning
Der er i skrivende stund godt over 300 reaktioner og 100 kommentarer alene til Arne Bros Facebook-opslag, og de kommer fra mange grene af filmbranchen.

”Alle de bedste tanker herfra, Arne. Du har altid været der for os. Husk, at vi alle sammen også er der for dig,” skriver lyddesigner Peter Albrechtsen.

Særligt aktive er især Arne Bros tidligere elever på dokumentaruddannelsen.

”Arne er Filmskolen,” skriver Michella Bredahl, der i sommer blev uddannet fra Arne Bros dokumentarlinje.

På Oplysningsgruppens Facebook-side er der desuden massiv kritik af Vinca Wiedemann. Ikke så meget for hendes håndtering af denne sag, hvis begrundelse endnu ikke er meldt officielt ud, men visionen for Filmskolen i det hele taget.

”Problemet er egentlig ikke, hvem rektoren fyrer og ansætter ... det egentlige problem (og det er roden til alle problemerne) er, at rektoren ikke har en kunstnerisk målsætning. Jeg aner ikke, hvad filmskolen vil rent kunstnerisk,” skriver instruktør og klipper Jacob Thuesen.

Lynchstemning
Langt størstedelen af reaktionerne er støtteerklæringer og kritik af Vinca Wiedemann.

I krogene bliver der endda snakket om, at begrundelsen for hjemsendelsen er, at Arne Bro skal have vist illoyalitet ved at sige til folk, at rektor var i gang med at ødelægge Filmskolen.

Enkelte opfordrer dog til at slå koldt vand i blodet, indtil der vides mere om situationen.

”Med den generelle viden jeg har om ansættelsesforhold kan man ikke bortvise en medarbejder på den måde, med mindre der er tale om en alvorlig personalesag,” skriver Zentropa-producer Jonas Bagger på Oplysningsgruppens Facebook-side.

”Uagtet at det givetvis er et kunstnerisk tab for Filmskolen, skulle man måske afvente at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, før følelserne og lynchstemningen mod Filmskolens ledelse tager over.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko