Forbrydelse og opklaring

Fra fjernsynets begyndelse var en af de mest populære genrer krimien i form af detektiv- og politidramaet. I USA havde de store netværk detektivserier på programmet fra 1949, og der blev produceret ti om året i perioden 1949-52. I Storbritannien begyndte politiserien Dixon of Dock Green i 1955. Den hyggelige bobby med den stærke moral var død i en filmisk forløber fra 1949, men han blev genoplivet til brug for fjernsynsserien. Dixon blev en publikumstræffer, der fortsatte helt til 1976.

Både USA og Storbritannien blev storleverandører af politifiktion, men for eksempel Tyskland og Frankrig gjorde sig også gældende inden for produktion og eksport. Tyskland med Derrick fra 1974 og Der Alte fra 1977, Frankrig med Maigret (1970-73) og Navarro fra 1989. Fra 1990’erne placerede Sverige sig stærkt med føljetonerne om Kurt Wallander og Anna Holt. Genren har haft sine glansperioder og sine nedture, men den har hele tiden kunnet forny sig. I Danmark har vi fulgt med i mange amerikanske, engelske, tyske, franske og svenske udgaver. Vi har også produceret vore egne. Hvilke grundelementer indgår i genren? Hvordan har den udviklet sig? Og hvad karakteriserer den danske tradition?

Genrens ingredienser
Det er fælles for kriminalfiktion og politifiktion, at forbrydelse og opklaring indgår som genrekonstituerende elementer. Den holdning til forbrydelse, der til enhver tid er dominerende i et samfund, fremstilles oftest gennem genren, men genren kan også bruges til at diskutere opbrud, ændringer, kritik.

Kriminalfiktion har videre rammer, fordi opdageren kan repræsentere uofficielle instanser og specielle miljøer. Detektiven, ”The Private Investigator” (i forkortelse ”The Private I”, eller med en udbredt metafor ”The Private Eye”), befinder sig ofte i en gråzone mellem legale og illegale aktiviteter. Her indgår det ekstra spændingsmoment, om balancen lykkes. Privatdetektivens relation til politiet vil altid være anstrengt på grund af det indbyggede konkurrenceforhold. Det gælder fra Sherlock Holmes’ nedladende attitude til Philip Marlowes skeptiske holdning over for politifolks primitive metoder. Desuden arbejder privatdetektiven typisk alene, eventuelt med en hjælper, men i hvert fald som individualist og uden sikkerhedsnet. Detektiven kan også have en helt anden profession. Journalisten, der også har adgang mange steder, bruges tit som detektiv.

I politifiktion står opdageren typisk på lovens grund, i hvert fald i udgangssituationen, og har et kollektiv bag sig. Men også her er der almindeligvis modsætninger, der når ud over den fundamentale konfrontation mellem forbrydelsen og loven. Ofte udforskes konflikter mellem ledelse og menige i politiet, mellem mandlige og kvindelige ansatte, eller der installeres en række problemer i den enkelte politimands liv og bevidsthed. Det kan gøres ved at inddrage politimandens privatliv og på den måde give rum for kontrast eller måske lighed til forbrydernes verden. Denne tendens har sammen med betoningen af kollektivet (et samarbejdende politipar eller en hel politistation) givet større spillerum i politi-fiktionen. I løbet af 1960’erne blev politi-fiktion den mest anvendte form for krimi i fjernsynet.

Politidramaets attraktioner
Det er ikke vanskeligt at forklare politidramaets attraktioner. At være offer for en forbrydelse i det virkelige liv er naturligvis ikke særlig attraktivt. Men forbrydelse som fænomen er spændende, fordi det repræsenterer en grænseoverskridelse, og grænseoverskridelser udgør altid en udfordring, følelsesmæssigt som intellektuelt. De bevirker, at det private liv med alle dets hemmeligheder pludselig træder ind i offentlighedens søgelys. Det rører os – og det rejser en række interessante spørgsmål, først og fremmest af etisk, social, psykologisk og juridisk art.

Den etiske synsvinkel handler om, at forbrydelsen sætter spørgsmålstegn ved hele vores fundament ved at overskride normerne. Forholdet mellem individet og kollektivet er her til debat, ofte bygget ind i dilemmaet mellem en uacceptabel grad af individuel frigørelse og en ligeledes uacceptabel grad af kollektiv undertrykkelse. Den sociale synsvinkel betoner, at der altid er noget særligt i miljø og omgivelser, der spiller afgørende ind, og som udfordrer vores opfattelse af vekselvirkningen mellem individ og samfund. Den psykologiske synsvinkel er vigtig, fordi karakteren og dens psykologi danner fokus for fremstillingen både for forbryderen og for opdageren. Den juridiske synsvinkel kommer ind, fordi forbrydelse altid vil rejse et spørgsmål om, hvilke konsekvenser handlinger har og skal have.

Disse træk ved genren gør den velegnet til at afsøge, hvordan det ligger med retsbevidstheden, og til at give et signalement af påtrængende samfundsproblemer. Derudover er det elementært spændende at følge opklaringsprocessen. Hvilke spørgsmål er de mest nærliggende, hvilke er ligegyldige i den konkrete sammenhæng? Der er forskel på opklaringsprocessens betydning i gådeformen, hvor opmærksomheden ligger på at rekonstruere, hvad der faktisk er sket, og i suspense-formen, hvor forholdet mellem forbrydelse og opklaring udfolder sig i et langt mere intrikat forløb, hvor spændingen typisk udstrækkes, og plottet tvistes gang på gang.

Men det er fælles, at en opklaring skal finde sted. Når der sker forbrydelser i virkeligheden, kan vi håbe, at de bliver opklaret. I detektiv- og politifiktion er opklaringen en del af vores forventninger til genren. Hvis ikke den sker, er der muligvis tale om genrefornyelse, men sandsynligvis også om voldsomt utilfredse seere. Opklaringsprocessen rummer mange muligheder for spænding og spejling. Ikke mindst giver den de lovlydige lejlighed til at sætte sig ind i forbrydelsens element.

Action og miljøtegning
Med denne indkredsning af genrens bestanddele har jeg allerede sagt noget om variationsspektrum og udviklingstendenser. Lovlydighed over for lovbrud, ødelæggelse af ordenen over for genoprettelsen af den, politiet som repræsentant for det gode over for forbryderne som repræsentanter for det onde – disse modsætningspar danner grundstammen i politifiktion. Men de kan udformes, varieres og suppleres på utallige måder.

Der kan opstilles to grundtyper. I første type ligger vægten på action, som det er tilfældet i en del af den amerikanske tradition. En vellykket udformning er Hill Street Blues (1981-87) og dens efterfølger NYDP Blue (1993 f.). Der er selvfølgelig også mange ligegyldige, hvor ingredienserne pistoldueller, biljagter, voldsepisoder indgår på en forudsigelig måde i forudsigelige plots.

I den anden type vægtes miljø- og karaktertegningen, både af forbryderne og af opdagerne, som det for eksempel er tilfældet i den amerikanske Columbo (1971-77, genoptaget i 1990’erne), den tyske Der Alte (1977 f.) og den engelske Inspector Morse (1987-93). Også denne form har sine stereotyper. I princippet kan begge grundtyper kombineres med gådeformen og suspenseformen. I praksis er kombinationen af action og suspense hyppig, mens gådeformen trives bedst med miljø-og karakterversionen. Men det ville være forenklet blot at opstille disse to typer som modsætninger. Den udvikling, som politidramaet har gennemgået, spiller også ind på de enkelte udformninger.

Politidramaets historie
I 1950’ernes politidrama er fremstillingen af forholdet mellem på den ene side autoritet, ordensmagt, stat og på den anden side forbrydelsen ret enkel. Selv om der allerede tidligt blev brugt dokumentariske forlæg fra de californiske retssale, for eksempel i Dragnet (1952-59 & 1967-70), var forholdet mellem ordensmagt og forbrydere grundlæggende sort-hvidt. Ordensmagten var typisk repræsenteret af en ”single white male”, og dramaturgien gik efter devisen: orden forstyrret – opklaring – orden genoprettet.

Dette kompliceredes gradvist gennem 1960’erne og 1970’erne. Korruption inden for politiet, komplikationer mellem politiets forskellige niveauer, blev i sig selv et tema, der anfægtede den enkle fremstilling af sammenhængene. Forbrydelser udgik også fra magthaverne, skylden var i stigende grad fordelt på flere og problemerne set som alles ansvar. Den ensomme hvide mand fik følgeskab af kvinder, repræsentanter for etniske mino- og majoriteter, unge, ikke mindst gennem det blandede kollektiv på politistationen. Ironside, specialkonsulent for politiet i serien af samme navn (1967-75), viste tidligt denne tendens ved at inddrage en sort personlig hjælper, en politikvinde og en ung politimand i sin trepersoners stab. At han selv sad i kørestol fremhævede hans intellektuelle overlegenhed (og åndsslægtskab med præsident Roosevelt) snarere end at invalidere ham. Fra 1980’erne blev kvinder forfremmet til også at kunne være opdagertyper, som det var tilfældet med Cagney and Lacey i serien af samme navn (1982-88) og Jane Tennison i Prime Suspect (1991, -92, -93, -95). Disse komplikationer havde alle en genrefornyende virkning.

Men genren udviklede sig også, ligesom alle andre genrer, ved at indgå i forskellige kompagniskaber, der blandede genrerne. Fra begyndelsen var retssalsdramaet en amerikansk og britisk variant, der ofte blev blandet ind i krimien og politidramaet. Serien Perry Mason (1957-66 & 1973-74) er et af de kendteste eksempler, måske især på grund af skuespilleren Raymond Burr, der senere spillede Ironside. Fornyende blev især kombinationen mellem politidramaet og en vis portion westernhumor (McCloud 1970-77), lægedramaet (Quincy 1976-83), soap og sitcom (Hill Street Blues), melodrama (NYPD Blue) og videorealistiske æstetiske eksperimenter (Homicide: Life on the Street) fra 1990’erne.

Danske traditioner
Mange af de variationer og udviklingstendenser, der kendetegner politidramaet internationalt, genfinder vi i dansk sammenhæng. Hertil kommer nogle særlige træk. Den entydigt heroiserende fremstilling af politiet har ikke nogen dansk parallel, da fjernsynet slet ikke fremstillede danskskrevet tv-dramatik i 50’erne. Den første danske egentlige politiserie, En by i provinsen 1-17 (1977-80), er typisk for den måde, som den internationale genre blev fordansket på. Den er til en vis grad inspireret af den amerikanske McCloud. Men den er forflyttet til den fiktive og netop derfor meget genkendelige danske provinsby Svanbjerg. Herved lægger den danske version sig tæt op ad europæiske forbilleder. Hvor storbyen i McCloud og i de fleste amerikanske politiserier er forbrydelsernes foretrukne sted, anskues provinsen fra begyndelsen som et velegnet rum for udfoldelse af forbrydelse i europæisk og altså også dansk sammenhæng. I provinsen kan skjulte sammenhænge mellem politikere, lokale matadorer og forskellige former for lyssky affærer og mindre fine metoder tydeliggøres. Sammenhængen — eller hyppigere den manglende forbindelse — mellem officiel facade og mindre glamourøst, krakelerende privatliv kan udstilles.

Det tekstforfatterhold, der udviklede sig før og under En by i provinsen, fik stor betydning for senere udformninger af dansk kriminalfiktion, både i romanform, på film og i tv-føljetoner og serier. Det drejer sig om Leif Panduro, Johannes Møllehave, Poul-Henrik Trampe, Poul Ørum og Anders Bodelsen. Denne gruppe forfattere var med til at nedbryde skellene mellem elitære og populære genrer og medier. Leif Panduros første kriminalføljeton som manuskriptforfatter var Ka’ De li’ østers? 1-6 (1967). Den blev fulgt op af Smuglerne 1-6 (1971) og den dansk-svenske samproduktion Strandvaskeren 1-6 (1978), der begge har et kritisk sigte: ”de store”, bagmændene, går fri, mens ”de små” – almindelige mennesker og småforbryderne – må betale forbrydelsens pris som henholdsvis ofre og indsatte i fængslerne. Dette tema blev centralt i 1980’erne, i privatdetektivføljetonen Anthonsen 1-6 (1984-85), der var instrueret af Erik Balling, og politiføljetonen Een gang strømer... 1-6 (1987), der havde Anders Refn som instruktør. Her blev det forbundet med storbyen frem for provinsen.

De almenmenneskelige forbrydelser i det provinsielle miljø var blevet videreført i politiserien Rejseholdet (1983: 1-6 og 1985: 1-6), der blev produceret af Provinsafdelingen i Århus med Bent Christensen som idémand og instruktør. Den fiktive provinsby Svanbjerg blev her erstattet af den autentiske provins, for så vidt som større jyske byer – Fredericia, Kolding, Silkeborg – stod i fokus sammen med mere landligt prægede miljøer omkring Randers, Horsens og Aalborg. Stederne og forbrydelserne vekslede, men det provinsielle var på godt og ondt overalt til stede, ligesom Rejseholdets faste stab. Det var en fornyelse, at en kvindelig politiassistent indgik i staben.

Een gang strømer... behandlede derimod forbrydelsen i et samfund, der var præget af storbyens væsen. Tomas Gislason klippede den i en hurtig fortællerytme, der modsvarer de stærke actionelementer, og den gik klart efter international standard i fotografering og æstetik. Rejsen ned gennem Europa og kortlægningen af forbrydelsens grænseoverskridende karakter harmonerede fint med denne tendens. Føljetonen sluttede med, at også den politimand, der gik efter de største forbrydere, Karl Jørgensen, blev likvideret af bagmændene. Heltens død ligner til forveksling et genremord. Både hans død og budskabet om genrens død gik klart mod strømmen internationalt set. Men budskabet kom til at holde stik for Danmarks vedkommende i den forstand, at netop den stærkt kritiske håndtering af genren ikke blev fulgt op lige med det første.

Derimod lancerede DR allerede året efter en komedieudgave af politiserien, Station 13 1-8 (1988-89). Formatet var det typiske komedieformat på en halv time. Station 13 har byen og kollektivet til fælles med Hill Street Blues. Det er oversat til danske forhold og garneret med hyggen fra den danske folkekomedietradition. Heller ikke dette forsøg på genrefornyelse blev videreført.

90’ernes tv-krimi
Første halvdel af 1990’erne var præget af kriminalføljetoner, TV 2’s Blændet 1-3 (1992), med de kommende serie-eksperter Peter og Stig Thorsboe som manuskriptforfattere, DR’s Mørklægning 1-4 (1992), der forlagde kriminalhistorie til besættelsestiden med Anders Bodelsen som manuskriptforfatter, og DRs dansk-svenske produktion Frihedens skygge 1-4 (1994) om en pensioneret politimand, der griber til mord for kærlighedens skyld.

Provinstemaet blev genoptaget i DRs Provinsafdelings politiføljeton Vildspor 1-3 (1996). Som Frihedens skygge var Vildspor produceret på baggrund af en roman, her af Poul Ørum. Bestræbelsen var klart nok igen en gang at indfange den særlige provinsbyatmosfære og dens blanding af fortielse og forbrydelse, men i resultatet fungerede hverken den provinsielle atmosfære eller det klassisk opbyggede plot.

En mere vellykket genoptagelse af temaet forbrydelse og provins skete med TV2s Strisser på Samsø (1-6 1996 & 7-12 1998), instrueret af Eddie Thomas Petersen. Den betegnede en genåbning af dialogen mellem samfundsborgerne og staten om normoverskridelse og sanktioner. Den sætter uden vaklen en handlekraftig, humoristisk og menneskelig politimand ind som frontfigur og placerer dermed den retspolitiske diskussion på et jordnært niveau. Det er en tilbagevenden til den traditionelle legitimerende funktion, som politiet tilskrives i de klassiske politiserier. Men det formildes af politimandens indre konflikter og det ironiske i at vælge netop en fredelig ø som Samsø som forbrydelsens sted. Føljetonserien fornyr de velkendte temaer og synsvinkler fra tidligere danske produktioner – nærhedstemaet, forholdet mellem store og små fisk, den enlige opdager. Og så blander den en gennemgående familie-, kærligheds- og udviklingshistorie ind i de forskellige episodeplot.

Noget tilsvarende sker i den udgave af Rejseholdet, DR leverede fra efteråret 2000. Også her er det provinsens individuelle og dog så almene forbrydelser, der forfølges. Det nye er, at det sker med storbyens professionelle viden og kunnen, inkarneret af Rejseholdet, og at en kvinde sættes i position som leder. Hermed blev den gamle idé rehabiliteret, og provins- og storbytemaerne til en vis grad forenet. Alt imens fortsatte TV3’s Skjulte spor efteråret 2000 storbyorienteringen i en stærkt amerikaniseret stil med flere skydevåben og psykologer i anvendelse end almindeligt er på københavnske politistationer. Men så gjaldt det også forbrydere, der havde lært en del fra Seven og Ondskabens øjne.

Der aftegner sig således to hovedtraditioner i dansk tv-politifiktions historie frem til nu. Den ene går ud på med forkærlighed at afsøge de provinsielle miljøer og de stille eksistenser, ofte med en humoristisk tonalitet, der betoner vilkår og sæder frem for handling, både på politistationen og i hjemmene. Denne tradition begynder med En by i provinsen og videreføres af Strisser på Samsø og Rejseholdet. Den anden satser på at sammenkoble forbrydelse, storby og internationalt miljø med stærke actionorienterede plot og en handlekraftig, men også menneskelig og sympatisk helt. Den begynder med Een gang strømer... og fortsætter først med Skjulte spor. Det volds- og actionelement, der er så fremtrædende især i amerikansk politifiktion, har øjensynlig i en dansk sammenhæng været vanskeligere at håndtere end det mere provinsielle.