CPH:DOX
Reportage
19. nov. 2012 | 09:25

Her bestemmer publikum historiens gang

Foto | Teater Grob
I den interaktive dokumentarfilm kan man vælge mellem at høre en hemmelighed om karakteren Petri eller at afprøve spillet Jesus versus Dinosaurs.

Teater Grob blev forvandlet til en mellemmenneskelig fest, da den interaktive dokumentarfilm 48 Hour Games havde premiere under Cph:Dox-festivalen.

Af Freya Bjørnlund

”I said: Will you join me?” 

Salen bryder ud i bekræftende jubel. Mellem lærredet og de tætpakkede stolerækker står en mand med en laptop – aftenens vært og gamemaster. Han har inviteret publikum på en quest, som det hedder i gaming-terminologien.

Vi befinder os i Teater Grob, der i anledning af Cph:Dox-premieren på den interaktive dokumentarfilm 48 Hour Games er blevet omdannet til biograf.

Vi skal ledsage en flok unge gamedesignere på den strabadserende færd det er at udvikle et computerspil fra bunden. Der bliver hujet, klappet og trampet for at komme i gang. Værten sender os af sted med et klik på ”enter”.

Det gælder om at råbe højt
48 Hour Games handler om Nordic Game Jam – en årlig spiludviklingskonkurrence, hvor omkring 300 spilentusiaster dyster om at skabe det bedste spil på 48 timer. 

Fem kameraer har fulgt de mest karismatiske gamejammere under det nervepirrende kapløb. Optagelserne er blevet samlet til en labyrint af storylines, som seeren kan navigere imellem. Efter hver scene stoppes filmsekvensen, og et par digitale knapper toner frem på skærmen. Tilskueren vælger sin foretrukne storyline med et museklik og sendes videre til næste scene.

Til premieren skal hele Teater Grob enes om en vej gennem historien. Den eventyrlystne vært agerer publikums øjne og hænder.

Beslutningsprocessen baseres på en mellemting mellem demokrati og survival of the fittest – dem, der råber højest, bestemmer. Når værten fører musen hen over de digitale valgmuligheder, gælder det om at heppe med hele kroppen.

Arbejder med flere lag
Det er svært at afgøre, om 48 Hour Games opleves mest som film eller computerspil. Instruktør Suvi Andrea Helminen er heller ikke meget for at kategorisere sit værk. 

”Jeg tager bare stilling til oplevelsen. Når jeg diskuterer med spilverdenen, er det, jeg laver, meget oldschool og ikke særlig interaktivt, og når jeg diskuterer med filmverdenen, er det meget spilagtigt. Hvorfor skal jeg hele tiden putte det ned i en kasse? Jeg prøver at lave en oplevelse, som giver mening,” fortæller hun.

Suvi Andrea Helminen betegner sig selv som cross media-instruktør. Hun er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole og har flere traditionelle dokumentarfilm og tv-programmer på cv’et.

I øjeblikket deltager hun i en cross media-workshop på Torino Film Lab, der har base i Italien. I workshoppen fortæller hun dokumentariske historier på tværs af medieplatforme. At sprænge dokumentarfilmens vante rammer kan ligefrem være befriende.

”Som instruktør har jeg tit været begrænset af, at historierne skulle simplificeres og reduceres ned i en bestemt struktur. Så for mig som person giver det meget god mening at arbejde med flere lag,” siger Suvi Andrea Helminen.

Lodrette tidslinjer
At 48 Hour Games bryder med dokumentarfilmens struktur, betyder dog ikke, at der slet ingen struktur er. 

”Hvis jeg endelig skal lave en interaktiv dokumentar, skal det ikke bare være et eller andet Youtube-agtigt med tilfældige klip, der ikke har nogen forbindelse til hinanden. Det eksisterer jo i forvejen, så hvorfor skulle jeg gøre det,” spørger Helminen.

Hun påpeger, at historien har en indbygget, naturlig dramaturgi. Uanset hvilke storylines man vælger, kommer man til at følge Nordic Game Jam-konkurrencen fra start til slut. Denne effekt har hun sikret ved at arbejde med et fortællegreb, som hun selv kalder ”lodrette tidslinjer”.

”Forhåbentlig har jeg også udviklet et koncept, som andre kan bruge til noget. For selvom det er sådan spilagtigt, behøver det jo ikke handle om spil. Det er jo en måde at strukturere en historie på,” forklarer hun.

Pionerskridt i Jylland
Det har krævet tid og kræfter at finde støtte til 48 Hour Games

”Vi skulle argumentere hårdt for, at vores koncept holdt. Det er jo ikke blevet gjort før på denne her måde, tror jeg. Så man kommer med noget helt nyt,” siger Suvi Andrea Helminen.

Til sidst lykkedes det dog at få støtte gennem New Danish Screen-ordningen.

”Jeg er super glad for, at New Danish Screen gik ind i det her. For det er også en chance at tage. Jeg har kunnet sidde og fortælle, hvad jeg ville. Men jeg ved ikke, om de forstod det, for det er svært at forklare noget, der ikke er blevet lavet før.”

Instruktøren efterlyser flere muligheder for at søge støtte specifikt til cross media. Hun mener, at pionerskridtene tages i Jylland. Shareplay i Filmby Aarhus støtter netop projekter, som udfordrer grænserne mellem medier. Men den giver kun støtte til produktioner med jyske medvirkende eller samarbejdspartnere.

En større verden
Suvi Andrea Helminen tror på den interaktive films fremtid, men hun mener ikke, at den kommer til at erstatte den traditionelle film.

”Den interaktive film udfylder et andet behov end lineær film, som giver en mere refleksiv oplevelse. Jeg tror, det bliver sådan en større verden, hvor man begynder at have flere muligheder for, hvordan man oplever tingene. De kommer til at køre parallelt – det interaktive og det lineære.”

Efter en lille times spilletid på Teater Grob, når den interaktive quest sin afslutning. Publikum har klikket de søvnmangelspsykotiske gamejammere i mål. De belønnes med præmieoverrækkelse og efterfest.

Undervejs har publikum skreget på sine favoritter og ”buh”-et af de andre. Da lyset tændes igen, genkender man en hel del ansigter fra lærredet. Overgangen mellem den interaktive og den mellemmenneskelige efterfest er ganske glidende.

Kommentarer

Se filmen

48 Hour Games kan ses fra 10. december på www.48hourgames.com.

Og den kan ses igen og igen, for hver gang er altid en ny oplevelse.

© Filmmagasinet Ekko