Anmelder: Michael Jacksons musik er død
Han er musikhistoriens måske største popstjerne, men der har i mange år hængt en mørk sky over Michael Jackson, der døde i 2009.
I går var der på Sundance-festivalen verdenspremiere på dokumentaren Leaving Neverland, hvor to mænd fortæller om overgreb over mange år begået af musikeren, fra de var blot syv og ti år gamle.
Og dokumentaren kommer med særdeles eksplicitte og ubehagelige anklager.
Wade Robson og James Safechuck, som de to mænd hedder, siger i filmen, at Michael Jackson fik dem til at give sig oralsex og forsøgte med analsex, hvilket var vanskeligt på grund af deres unge alder.
Det er ifølge de internationale anmeldere bare toppen af isbjerget. Den fire timer lange film påstår også, at musikeren brugte sit venskab med børnene og deres familier til at slippe afsted med overgrebene.
Robson og Safechuck fortæller også, at der i Jacksons hjem Neverland var indrettet en lang række skjulte steder med private rum, hvor overgrebene foregik. De påstår desuden, at den populære musiker var meget opmærksom på at fjerne eventuelle spor. Og han havde indrettet hjemmet med alarmer, så han kunne undgå at blive grebet på fersk gerning.
Tabloidt karaktermord
Både før og efter visningen af Leaving Neverland har talspersoner for Michael Jackson afvist dokumentaren som pure opspind med det ene formål at få penge fra musikerens efterladte formue.
”Leaving Neverland er ikke en dokumentar, men den slags tabloide karaktermord, som Michael Jackson måtte udholde i sin levetid og nu også i døden,” siger talspersonerne i en pressemeddelelse ifølge Variety.
Her fremhæver de også, at Wade Robson tidligere under ed har forsvaret Michael Jackson og nægtet, at der skulle have fundet overgreb sted. Både Robson og Safechuck forsøgte forgæves at få politiet til at undersøge deres anklager mod sangeren for nogle år siden.
Sætter sig dybt i kroppen
Filmen har fået gode anmeldelser af førende branchemedier som The Hollywood Reporter, Variety og Indiewire. De kalder den en troværdig afsløring. Filmen sætter sig dybt i kroppen med fremstillingen af, hvordan både ofre og pårørende kan manipuleres til at se bort fra det åbenlyst frygtelige.
Anmelderen for Indiewire er i hvert fald ikke i tvivl om Michael Jacksons skyld efter at have set dokumentaren. Han slutter sin anmeldelse af Leaving Neverland:
”Du vil aldrig nogensinde lytte til Michael Jacksons musik på samme måde igen. Faktisk vil du måske ikke lytte til Michael Jackson igen overhovedet.”
Kommentarer