Kunsten at spytte sig igennem Cannes

”Vi plejer at være 30-40 journalister fra Sverige. I år er vi nede på ti,” siger den svenske avisjournalist.

Vi står forvirrede i den ukendelige lufthavn i Nice, der er blevet ombygget. Vi har i informationen fået at vide, at bussen til Cannes kører hver halve time fra platform 3. Ingen af delene passer. Det er platform 2 og kun én gang i timen.

Så vi har god tid til at sludre.

Svenskeren glæder sig over, at journalisten fra den konkurrerende avis kun skal være på festivalen i en uge og har timet opholdet dårligt, så hun misser Bergman Island. Men ellers er han noget skeptisk.

Den danske dækning er heller ikke noget at råbe hurra for. Berlingske og Jyllands-Posten, der engang udsendte to journalister, glimrer ved deres fravær. Det samme gælder B.T. og Ekstra Bladet, hvis nye chefredaktør ellers har bebudet, at han vil skrue op for kulturjournalistikken.

Politiken, der i storhedstiden sendte tre journalister til Sydfrankrig, er nede på en enkelt. Så pludselig er Ekko det danske medie, som med de vanlige to udsendte kan prale med at have det største hold.

Der er ikke megen filmkulturel public service over de solidt statsstøttede danske medier, men alle verdens medier har i år skruet kraftigt ned for deres tilstedeværelse. Og det går snart op for mig hvorfor.

Færre stjerner
”2020 var det mest katastrofale år i hele filmhistorien. Biografer i hele verden har aldrig tidligere måttet lukke i så lang tid,” siger Cannes-festivalens kunstneriske leder Thierry Frémaux på et pressemøde.

For første gang siden Anden Verdenskrig blev festivalen ikke afholdt sidste år, men nu er den tilbage.

Sådan da.

Der er intet stort trækplaster som Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood med en stjerneparade på den røde løber i 2019. Denis Villeneuves Dune med Timothée Chalamet ville have været oplagt, men man har åbenbart ikke haft lyst til at tage til Cannes midt under pandemien.

Festivalen har forsøgt at kompensere ved at lokke Jodie Foster til Sydfrankrig med en æres-Guldpalme, men det er ligesom ikke det samme som stjerner med brandaktuelle film.

Guldpalme-vinderen Ruben Östlund kunne godt have forceret klipningen af Triangle of Sadness med vor helt egen Vicki Berlin, mener den svenske journalist at vide. Men den svenske mesterinstruktør foretrak at vente til 2022, hvor festivalen er tilbage for fuld kraft.

Det skorter dog ikke på titler, og i hovedkonkurrencen er der hele 24 film, heriblandt Wes Andersons The French Dipatch og Leos Carax’ Annette, som var udtaget til den aflyste festival i 2020, men tålmodigt har ventet på genåbningen.

Essensen af Cannes-festivalen har heller aldrig været glamouren, men muligheden for at opdage kunstneriske filmperler, der kunne være fløjet under radaren. Det er åbenbaringerne, som man ikke havde set komme: Cristian Mungius rumænske Fire måneder, tre uger og to dage, Abdellatif Kechiches franske Adèles liv, László Nemes’ ungarske Sauls søn, Maren Ades tyske Min far Toni Erdmann og Bong Joon-hos sydkoreanske Parasite.

En uhumsk omgang
På vores lille familiehotel Hôtel Chalet de l’Iisère, som vi har boet på i snart ti år, har bossen og enmandshæren Elisabetta under nedlukningen ikke ligget på den lade side.

Hun har restaureret udestuen, tatoveret armen og anskaffet sig en Harley Davidson. Hendes lille datter, som jeg lærte at tælle på engelsk, er nu blevet en ung kvinde, der hjælper med at servere morgenmaden.

Kun Jimmy, familiens Golden Retriever, ligner sig selv.

Livet går videre, selv efter fire millioner døde under pandemien. Dobbelt vaccineret forventede jeg ingen problemer, men jeg bliver stoppet af en vagt foran festivalpalæet. Min anden vaccination er nemlig kun en uge gammel, og dermed opfylder jeg ikke de franske regler for at få adgang til det forjættede filmland.

Hver dag skal der foretages en test. Det foregår ikke, som vi kender herhjemme, ved en civiliseret pind i næsen. I det franske covid-center skal man i stedet levere spyt i en lille plasticbeholder, altså lidt på samme måde som en sædprøve.

Der skal leveres én milliliter spyt, og det lyder måske ikke af meget, men i den stegende sommerhede med en kronisk ørkenmund viser det at være sin sag. Og grænseoverskridende, for nok var det i barndommens Hundige sejt at spytte, men i dag er det ikke længere socialt velanset og henvist til private sexlege med gensidigt samtykke.

Nu står verdens førende filmkritikere skulder ved skulder og spytter ned i en tragt. Branchebladet Variety skriver, at mange festivaldeltagere har svært ved at levere spyt nok, ligesom der er nogle, som ikke er helt skarpe til at ramme den lille tragt.

Man må heller ikke have spist mindre en halv time før. For så risikerer der at komme madstumper med i spyttet, og så kan det franske firma Biogroup ikke vurdere, om man har galopperende coronavirus.

Kort sagt, en uhumsk omgang, som man vel at mærke skal igennem hver eneste dag.

Ordløse indsigter
På trods af det daglige spytteri sidder man med fornemmelsen af, at det kun er et spørgsmål om tid, før smittebomben sprænger.

Med tanke på smittefaren har festivalen afskaffet de lange køer foran biograferne. Man skal bestille billet online, men siden er overbelastet, og i stedet for at stå i en kø, hvor man i det mindste kunne småsludre med en kollega, sidder man og stirrer ind i en skærm.

Da jeg her til morgen forsøgte at bestille billet til Andrea Arnolds dokumentar Cow, frøs siden, og nu har instruktørens ko stirret på mig i to timer.

Den må tænke, at jeg er godt dum.

Inden billetsiden gik helt ned, nåede jeg dog at få billet til Mark Cousins’ The Story of Film: A New Generation. Det er den første film, festivalen viser inden Carax’ officielle åbningsfilm, og jeg må indrømme, at jeg mærker et lille sug i maven, da Thierry Frémaux inden visningen går op på scenen og siger:

”We made it, we are in Cannes!”

Og The Story of Film viser sig at være blevet valgt med omhu. Den er en hyldest til filmen som en visuel kunstart, der i kraft af sin kombination af indrammede billeder og lyde kan noget, ingen andre kunstarter kan.

Mark Cousins er filmkritiker og dokumentarist, og med et utal af scener fra dette århundrede viser han, hvordan filmen kan åbne vores øjne og skabe erkendelser om samtidig og eksistensen – ofte uden brug af ord.

Cousins er en kyndig analytiker, og hans sans for humanistisk filmkunst er så tydeligt i samklang med festivalledelsen, at The Story of Film ville kunne fungere som en instruktionsfilm i, hvordan man som instruktør kommer ind i Cannes-varmen.

Blandt eksemplerne kan man som dansker glæde sig over Ali Abbasis Grænse og Joshua Oppenheimers dokumentarer The Act of Violence og The Look of Silence. Lars von Trier og svenske Roy Andersson savner man. Til gengæld er der mindre kendte film, for eksempel Aleksei Germans russiske sci-fi-drama Hard to Be a God, som ikke ligner noget andet, man mindes at have set.

Cousins har blik for alt fra Safdie-brødrenes Good Time over George Millers Mad Max: Fury Road til Netflix’ interaktive Black Mirror: Bandersnatch, og det er befriende, at han nedbryder skellet mellem mainstream og arthouse.

Billeder af poesi og filosofisk dybde kan findes i alle typer af film – selv dansedramaer fra Bollywood – og på den måde bliver den uofficielle åbningsfilm en påmindelse om at åbne sine sanser og holde et vågent øje med magiske momenter og uventede indsigter – også i film, der generelt ikke lykkes.

The Story of Film: A New Generation er med sine to timer og 40 minutter en stor mundfuld, men den bør blive fast pensum på de danske filmskoler.

Mere når jeg ikke lige nu at berette om, for jeg skal ned og spytte.

Spike Lee kigger ned fra oven, når hans ansigt byder velkommen på Cannes-festivalen, hvor corona-initiativer skaber nye udfordringer for filmkritikerne (foto: Pragya Mishra).