”Filmkunsten skal feje benene væk under folk”

Forvirringen stod malet i publikums ansigter en septemberdag i Venedig.

På den store filmfestival havde László Nemes netop haft verdenspremiere på sin blot anden, men uhyre imødesete film. De fleste filmjournalister i biografsalen vidste ikke, hvad de skulle mene om ungarerens værk.

Mange kunne ikke engang greje, hvad filmen handler om.

Kritikerne var dog enige om én ting: Sunset er ikke et mesterværk som Nemes’ debut Sauls søn, der tre år tidligere tog verden med storm og gav instruktøren en Oscar-statuette for bedste ikke-engelsksprogede film.

Hvor Sauls søn i dag rangerer som den måske stærkeste film om holocaust nogensinde, er Sunset i stedet blevet sablet ned for at være et unødvendigt uforståeligt portræt af det østrig-ungarske riges undergang på tærsklen til Første Verdenskrig.

Farer vild i labyrinten
Dagen efter verdenspremieren, hvor dette gruppeinterview finder sted, har László Nemes forberedt sig på de kritiske spørgsmål.

”Slap af, gutter,” siger han på perfekt engelsk, da han klædt i et beige jakkesæt tager plads på taburetten foran et dusin blodtørstige filmjournalister fra hele verden. Bordet foran ham er fyldt med tændte diktafoner og efterlader ikke megen plads til hans kildevand.

László Nemes er venligt stemt, klar til at parere de kritiske spørgsmål.

Sunset foregår i et billedskønt Budapest i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor den unge kvinde Irisz ankommer med et dampskib. Hun er eneste datter af en stolt hattemagerfamilie, men forældrenes forretning brændte ned mange år forinden og tog dem med i døden.

Det genopbyggede hattehus i Budapest bærer hendes efternavn, men den nuværende ejer vil ikke vide af hende. Tilbage ved kajen trues hun på livet af en mystisk mand, men hun hører også om et fordækt komplot, som måske er orkestreret af hendes bror.

En bror, hun aldrig har hørt om.

Flere konkrete ting får vi ikke at vide. Dialogerne er fyldt med ubesvarede spørgsmål, og den tre timer lange beretning tager efterhånden form som en labyrint, man farer mere og mere vild i.

Pengefolk dræber lysten
”Filmen handler om en ung kvinde, der forsøger at finde sin bror. Men det er klart, at hvis du vil forstå alt i filmen, er du gået forkert,” begynder den ungarske instruktør.

”Filmkunsten rummer muligheder for rejser, som er unikke for enhver, der ser filmen. Hvert menneske tager på sin egen rejse, og for at give publikum den mulighed bliver man nødt til at fjerne nogle af de koder og skabeloner, som man i dag er vant til, når man ser film.”

”Mange mennesker er vant til moderne film, hvor alt bliver fortalt, og intet overlades til fortolkning. Det ser man i den måde, film fortæller historier på, og i den måde, karakterer udvikler sig på. Det er det samme hver gang. Jeg vil gerne prøve noget andet. Der er risiko for, at jeg fejler, men i det mindste prøver jeg noget nyt,” siger Nemes, der vil udfordre sit publikum.

”Hvis en film kun er lavet for at underholde, ja, så er det fint nok, men jeg tror på, at filmkunsten har potentiale til at feje benene væk under folk. Film har potentiale til at udfordre os. Det ser vi bare mindre og mindre, fordi tv-serier er blevet så store. Folk er så bange for at blive præsenteret for noget andet, end de er vant til.”

”Det skyldes blandt andet, at pengefolkene helst vil have sikre sejre, og det dræner instruktørers lyst til at finde nye veje til at fortælle historier.”

Selvdestruktiv spiral
Instruktøren når knap at tale ud, før journalisterne råber i munden på hinanden. Én i flokken taler lige akkurat så højt, at Nemes opfatter hans spørgsmål.

I Sunset er Budapest fyldt med revolutionære og kontrarevolutionære mænd, og flere gange fanges hovedpersonen Irisz i krydsilden mellem to kæmpende lejre.

Men det er aldrig tydeligt, hvem der er hvem, hvorfor der kæmpes, og hvad der egentlig kæmpes om.

”For mig er det et mysterium, hvordan en så avanceret civilisation kunne vende den lovende udvikling ryggen og i stedet dykke ned i en selvdestruktiv spiral,” svarer László Nemes tydeligvis i den tro, at det svar må være tilstrækkeligt.

”Men der findes da historiebøger, som konkret forklarer, hvad der skete dengang,” insisterer journalisten.

”Du kan opliste nok så mange fakta fra dengang, men du kan ikke få mig til at forstå, hvordan en civilisation, der aldrig tidligere havde været så avanceret og fremskreden, pludselig kunne bryde sammen og ende i massemord og en krig, der kostede hundredtusinder af mænd,” svarer instruktøren.

”Civilisationen oplevede et sammenbrud, hvis lige aldrig var set før. Det er for mig et kæmpe mysterium. Jeg ville udforske, hvordan denne smukke verden kunne blive så ond. Og det ville jeg gøre ved at undersøge, om en ung, uskyldig kvinde måske kunne finde noget af det mørke i sig selv.”

”Da jeg var barn, fortalte min bedstemor mig om begyndelsen af det 20. århundrede. Hun gennemlevede det totalitære regime i Ungarn. Deraf opstod historien om en ung, skrøbelig kvinde, der var fanget i det kaos, der opstod, da civilisationen brød sammen. Det var et mysterium for min bedstemor. Jeg havde en følelse af en kvinde, der var faret vild, både i samfundet og i sig selv. Der er ikke så meget plot, men der er lag, du som publikum kan søge ind i. Hvis du er klar til det!”

”Historien i Sunset siger noget om vores samfund i dag. Her på Venedig-festivalen kan man se børn, der ser film med smarte 3D-briller på, og jeg ser fremtiden, en lys fremtid, hvor vi tror på vores evner og formåen. Der er så meget potentiale, men vi ser ikke, at der også er potentiale til, at det hele kan vende. Teknologien, samfundet og vores store viden kan vende sig imod os, og vi kan havne i den samme situation som dengang.”

Visionen
Æstetikken er markant i Sunset, hvor kameraet aldrig fjerner sig mere end en halv meter fra hovedpersonen Irisz.

Den kropsnære, klaustrofobiske tilgang blev også brugt i Sauls søn og gav her publikum følelsen af at være inde i en kz-lejr. Men flere kritikere mener ikke, at metoden helt fungerer i Sunset.

Det er László Nemes ikke overraskende uenig i.

”Filmmediet er lige nu meget interesseret i den objektive fortælling. Man vil informere publikum om alt, men jeg er mere interesseret i den begrænsede oplevelse. Objektive fortællinger giver folk en historie set fra alle mulige vinkler. Men sådan fungerer livet jo ikke,” siger instruktøren.

”I vores liv har vi ikke adgang til andre synsvinkler end vores egen, og det er den oplevelse, jeg er interesseret i at give mit publikum.”

László Nemes vil gerne slå et slag for det subjektive.

”Vi er fanget i en virtuel verden, hvor alt er muligt. Jeg håber ikke, at jeg lyder som en gammel bedstefar, men vi bliver alt for ofte taget i hånden. Jeg vil hellere efterlade noget til fantasien.”

”Fordi Sauls søn fik så god en modtagelse, har jeg fået lov til at gøre tingene ret meget, som jeg gerne vil. Jeg har ikke to huse i Beverly Hills, men jeg har kunstnerisk frihed til at følge min vision. Og min vision er den subjektive fortælling.”