Shortlist: En historie der skulle fortælles

Nomansland er en meget personlig film. 

For det første har Karsten Geisnæs arbejdet på filmen i otte år – i starten som spillefilm og siden som kortfilm.

For det andet behandler filmen temaer, som instruktøren har haft tæt inde på livet, ligesom den foregår i et miljø, som instruktøren har stiftet bekendtskab med. 

Efter tre andenpladser på Ekko Shortlist har Nomandsland i sin fjerde uge erobret førstepladsen. Og det på trods af at filmen om den homoseksuelle Christian (Peter Plaugborg) ikke just beskæftiger sig med tilværelsens lyse sider.

Men for Karsten Geisnæs og hans hold var historien vigtig at fortælle, og derfor har de på egen hånd investeret både tid og kræfter i projektet.

”Nomansland handler meget om fordømmelse og tilgivelse. Den handler også om sorg og om at stå ved sig selv,” fortæller Karsten Geisnæs, da vi møder ham på en café i gaderne omkring Pisserenden i det indre København.

I øvrigt de selvsamme gader, som store dele af filmen foregår i. 

”Det er en miljøbeskrivelse med Christian som omdrejningspunkt. Han vil gerne have sin ekskæreste Lasse tilbage, men det kan han ikke, fordi Lasse har begået selvmord, og hans familie ikke vil have Christian med til begravelsen, fordi de er fucked up.”

Feminine stereotyper
Historien om Nomanslands tilblivelse startede for cirka elleve år siden. 

Efter at have arbejdet med lokal-tv og teater i mange år ville Karsten Geisnæs prøve kræfter med film. Han fik afslag af Den Danske Filmskole, men lod sig ikke stoppe af den grund. 

”Jeg ville bevise, at jeg kunne noget. Jeg ville skabe et produkt, der viste folk, at jeg var i stand til at lave film, og det skulle så give mig lov til at lave noget mere,” fortæller han.

Karsten Geisnæs begyndte at skrive et manuskript til en spillefilm, der først senere blev kogt ned til en kortfilm. 

”Jeg vidste, at det skulle komme langt indefra og være personligt. På det tidspunkt var jeg enormt indigneret over, hvordan homo-seksuelle altid bliver fremstillet i medierne som flamboyante, feminine stereotyper.”

”Jeg er selv åbent homoseksuel, men jeg ved fra mig selv, hvor vigtigt det er at have et identifikationsgrundlag. Derfor ville jeg gerne have en maskulin hovedperson.” 

Kompromisløs
Efter at have fået afslag fra Det Danske Filminstitut og diverse produktionsselskaber om økonomisk støtte besluttede Karsten Geisnæs at skrive sin spillefilm om til en kortfilm. 

”Jeg trak følehornene tilbage og kontaktede i stedet manuskriptforfatteren Flemming Klem og spurgte ham, om han ville hjælpe mig med at skrive mit manuskript om til en kortfilm,” fortæller han. 

”Sammen med min producer Peter Gibbons besluttede vi at lave den på vores egen måde. Altså uden om produktionsselskaberne, så vi kunne være kompromisløse fra ende til anden. Jeg vidste, at det måske ville være den eneste gang, jeg fik lov til det, så det var bare om at gribe chancen.”

Produktionsselskaberne holdt stadig på pengene, da manuskriptet blev skåret ned til en kortfilm. Kun private sponsorer og AIDS-fondet spyttede penge i filmen, fordi den handler om en hiv-smittet homoseksuel. 

”Vi kunne ikke få støtte til den her forfærdelige historie om hiv, bøsseri, sex og stoffer. Selv om folk skriger på nye historier, var den åbenbart lidt for ny.” 

Men folkene bag Nomansland arbejdede videre, og i efteråret 2013 stod de med en færdig kortfilm.

”Jeg har puttet så meget energi, arbejde, tanker, kræfter, netværk og hjerte i Nomansland, at jeg betragter den som min egen afgangsfilm – som hvis jeg havde gået på Filmskolen.”

Manglen på kærlighed
Selv kalder Karsten Geisnæs filmen personlig, men ikke privat. Han har selv oplevet venner, der begik selvmord af de samme grunde, som man ser i filmen: hiv, ulykkelig kærlighed, fordømmelse og manglende accept af homoseksuelle.

”Den handler ikke om mig, men jeg har brugt den kunstnerisk til at komme af med de alt for mange selvmord, jeg har oplevet i min omgangskreds blandt homoseksuelle. Der har nærmest været ét selvmord om året, så jeg har været nødt til at komme af med noget og fortælle om det.”

Karsten Geisnæs fortæller om sine egne oplevelser med hiv i det homoseksuelle miljø, både før det kunne behandles og i dag, hvor man kan kurere hiv.

Han arbejdede med en præmis om, at man – som han siger – ”i dag ikke dør af aids, men af manglen på kærlighed”.

”Først var der en periode, hvor folk døde af aids, men senere kom en periode, hvor folk alligevel ikke skulle dø, og det var for mange endnu sværere at forholde sig til.” 

”Pludselig skulle de ikke dø af sygdommen, og den konflikt var spændende og dynamisk. Det egentlige problem for homoseksuelle, der i dag har hiv og aids, er omverdenens manglende accept eller direkte fordømmelse,” siger Karsten Geisnæs og tilføjer, at filmen også rammer folk uden for miljøet. 

”Efter at den har fået et større publikum på Ekko Shortlist, er det væltet ind med tilkendegivelser fra ikke-homoseksuelle. Det har været skønt at opleve.”

Hårdarbejdende Plaugborg
Nomansland har kendte navne i de to bærende roller. Hovedkarakteren Christian spilles af Peter Plaugborg, som mange nok vil genkende fra blandt andet Idealisten og TV 2-serien Bedre skilt end aldrig, mens Charlotte Munck spiller lillesøsteren til Christians ekskæreste.

”Mange piger identificerer sig med Charlotte Muncks Annika. Hun er som lusen mellem to negle. Hun er fanget mellem to forskellige meninger og forstår begge parter. Så filmen har i virkeligheden mange vinkler, og selvmord, stoffer og fordømmelse hører til de universelle temaer.”

Da Karsten Geisnæs fik mulighed for at knytte Peter Plaugborg til filmen, var han ikke i tvivl.

”Han er et åbenlyst talent. Jeg synes virkelig, han er af en de dygtigste skuespillere, vi har,” fortæller instruktøren og uddyber:

”Han er disciplineret, dedikeret, hårdtarbejdende. Selv om han har et stort talent, er han nødt til at arbejde hårdt med sine roller. Og så er han kæmpestor rent fysisk. Det tror jeg både er hans gave og forbandelse, og det giver ham en dynamik fra top til tå.” 

Sex eller nærhed
Nomansland er en titel, der kan fortolkes på flere måder, fortæller Geisnæs. Faktisk hed filmen En skønne dag et langt stykke igennem produktionen. 

Men da instruktøren hørte den afslutningssang, som musikerne i Lulu Rouge og sangeren Asbjørn lavede til filmen, var han ikke tvivl. Filmen måtte have en navneændring. Sangen hedder Nomansland, og den titel passede også godt på filmens tematik og stemning.

Titlen betyder ”ingenmandsland” og ”grænselandet mellem to lande, som ikke tilhører nogen”. Derudover passer udtrykket ”no man” godt på Christian, der netop mangler sin mand.

Men ifølge Karsten Geisnæs indkapsler titlen også to modsatrettede følelser, som filmen behandler.

”Titlen opsummerer ingenmandslandet mellem lysten til at kaste sig ud i fri sex og lysten til at forbinde sig med et andet menneske. Den følelse synes jeg går op i nummeret og i filmen,” siger instruktøren, som er blevet så bidt af at lave film, at han arbejder på en ny kortfilm.