Om kunsten at stege en kanin

Roberto Benigni og Jim Jarmusch mødte hinanden første gang i 1985 under den italienske filmfestival i Salsomaggiore. De sad begge to i juryen, men kunne ikke tale med hinanden på andet end et fransk, de begge var elendige til. Benigni havde på det tidspunkt høj status i Italien som komiker — først og fremmest på romerske avantgarde-scener og siden i tv — og han havde som instruktør to spillefilm bag sig. 

Jarmusch' vej til juryen var Permanent Vacation fra 1980 og Stranger than Paradise fra 1984. Den trediveårige med det allerede dengang hvide hår var festivalens stjerne. Forståelsen og venskabet var øjeblikkelig. Et møde mellem kroppe, som Benigni sagde på sit hjemmelavede latino-engelsk på et pressemøde i Cannes, mens forsamlingen fnes af den seksuelle tvetydighed i udsagnet.

Skyld og uskyld
Down by Law fra 1986 blev det konkrete resultat af mødet i Salsomaggiore. "Jeg vælger ikke skuespillere, jeg vælger personer. Jeg skriver film til mennesker, som jeg godt kan lide," har Jarmusch sagt, og Down by Law er langt hen ad vejen skrevet til Roberto Benigni — undervejs også med — og til musikervennerne John Lurie og Tom Waits. 

I filmener der en helt afgørende scene. De tre er flygtet fra fængslet på Robertos initiativ, men Lurie og Waits — i filmen Zack og Jack — er i Louisianas sumpe faret vild og er gået i ring, som de også har gjort det i livet, mens den indtil da historieløse, italienske turist har fanget en vild kanin. Han sidder og steger den over et bål, mens han taler højt med sig selv. Monologen ved bålet er helt Benignis egen improvisation på et engelsk, han lærte sig før og under indspilningen i de fire måneder, han var i USA:

"This is a very, very good rabbit. I know very well how to cook it. My mother teached me, my mother Isolina, the name of my mother, with rosmarino, olive oil, garlic and other secrets of the Isolina ... Very strange mother, my mother. My father no, he is very strong, but with rabbits he is afraid. I have one mother and three sisters, Bruna, Albertina and Anna ... sometime I dream my mother call me 'Robertino vieni qua, Robertino come on'. I love my mother Isolina and my father Gigi and my sisters."

Der er mange vigtige pointer i denne nattemonolog ved bålet, og de stritter i mange retninger. I filmens kontekst vender Waits og Lurie tilbage til Roberto og bålet, tilbage fra deres vildfarelse og ringvandring, og fra det øjeblik bevæger historien, som hele tiden har haft Benignis figur som motor, sig ind i en anden genre. Ind i eventyret.

I en hytte i skoven bor den gode fe - tilfældigvis Benignis senere hustru, muse og kvindelige engel Nicoletta Braschi — og dér lever han vel lykkeligt til sine dages ende, mens Waits og Lurie skilles ved en korsvej til en skæbne, som er uvis, men som i al foreløbighed er ledt på vej af en skikkelse, som er dobbelt i sit væsen. Det er filmens djævelske og kristne pointe, at figuren Roberto er den uskyldige af hjertet, men den egentlige skyldige foran en domstol. Waits og Lurie, skønt skyldige i livet, spærres inde efter et setup for noget, de ikke har gjort, mens den i livet uskyldige — Roberto — har knaldet en mand til døde med en billardkugle.

Hvor er livet smukt og trist
Temaet skal vise sig igen og igen i variationer i Benignis egen figur og egne fortællinger. Det onde og det gode. Uskyldens fortabelse og bevidstgørelsens omkostninger, men også især uskyldens, kærlighedens og poesiens kraft som forløser.

Rollen i Down by Law — som Benigni italieniserede til sin egen toscanske udtale Daunbailò, hvilket er filmens italienske titel — er med Jarmusch' ord den mindst komiske af Benignis roller og figurer, men det er dér, han fandt en formel for sin egen senere klovnefigur.

Monologen ved bålet og kaninen er det tætteste, man kommer et stykke selvbiografi fra en klovn, som har gjort det til sit brand, at publikum aldrig kan skelne mellem personen og klovnen. Den balstyriske, grænseoverskridende, eksalterede snakkemaskine, som han demonstrerer ved prisuddelinger og i interviews, hvor man forventer, at han skal være sit eget muligvis afslappede selv, gør han til en forlængelse af sin klovnerolle og beskytter derved både filminstruktøren og sit liv derhjemme med Nicoletta (i ekstra-materialet til dvd'en af Pinocchio kan man faktisk se ham være en meget afdæmpet, opmærksom og meget grundig instruktør med en umiddelbar styrke især i omgangen med skuespillerne).

I Down by Law introducerer Jarmusch ham frækt fra ryggen i silhuet og i halvmørke, mens Roberto til den whiskybombede Tom Waits siger: "Hvor er livet smukt og trist." Den replik skulle give titel og indhold til Benignis mest berømte film, Livet er smukt fra 1997. en det er i kaninmonologen, Benigni giver sig selv og sin figur en historie.

I Down by Law hedder Benigni Roberto. "Bob", som han siger med et blik i sin notesbog med engelske fraser og gloser. Og moren og faren og de tre ældre søstre er nævnt ved virkelighedens navne. Opskriften på kanin er heller ikke til at betvivle.

Omgang med ottaven
Roberto Benigni er en bonderøv. Han er født i 1952 i den toscanske provins Arezzo i landsbyen Misericordia, som trods sit betydningsladede navn ikke er at finde på mange kort. En landsby ved navn Barmhjertighed. Familien var bønder med en lille jordlod og ellers landbrugsarbejdere. De var fattige. På udkig efter job blev faren under Anden Verdenskrig anholdt af tyskerne og sat i koncentrationslejren Bergen-Belsen — et ophold, som gav Benigni inspiration til Livet er smukt. I efterkrigens sønderbombede Italien måtte familien Benigni rejse til landsbyen Vergaio ved Prato, som også er i Toscana, men hvor man taler en helt anden dialekt. 

De meget få italienere, der har skrevet om Benigni, gør et nummer ud af den sproglige emigration. Benigni taler i sine tidligste optrædender et hjemmelavet toscansk, som både har rod og ikke har.

Med sine nærsynede øjne, tænder der ikke ville gro og en tunge der ikke kunne formulere ord, blev han sendt til landsbyens kloge mand i en stadigt levende bondetradition, hvor hekse og troldmænd kan udrette ting, som læger ikke kan.

Noget kom han til at kunne med ord. I det område af Toscana var der en dengang endnu levende fortælle-tradition omkring det åbne ildsted om vinteren. Dramatikeren Dario Fo fortæller i sin selvbiografi, at hans første og længstvarende inspirationskilde var lokale og tilrejsende, højt estimerede historiefortællere, hvis fabulerende skrøner han efterlignede, personliggjorde og optrådte med for sin landsbys publikum. I prosa. Sådan var traditionen ved søerne i Lombardiet, hvor Fo kommer fra.

I Benignis Toscana var traditionen på vers. I det lokale og siden internationale versemål, som hedder ottava rima. Femfodsjamber i ottelinjede strofer med fast rimstilling - a,b,b,a,a,b,c,c - som var den poetiske gangart for italienske heltekvad i middelalderen, og som i den europæiske romantik og senromantik blev brugt i hovedværker som Byrons Don Juan og såmænd også af danske Frederik Palludan-Müller, hvis næsten syv hundrede sider lange versroman Adam Homo er skrevet i virtuose og tvangfri ottaver, som versemålet hedder på dansk. Byrons og Benignis versemål.

Benigni blev mere end landsbykendt på sin omgang med ottaven i sine improviserede fortællinger på vers, som var en slags konkurrence-rap omkring kaminen ved høstfester og senere på lokale markeder og støttefester for det kommunistiske dagblad L'Unita.

Slapstick og kommunisme
Roberto Benigni gik forsøgsvis på handelsskole og læste biologi på skrømt i Prato, men han røg hurtigt ind i folk omkring det meget eksperimenterende teater i Prato, og da han forlod byen for at tage til Rom, sådan som Fellini engang forlod Rimini, havde han ikke blot sin guitar med sig, men også tre venner.

De erobrede uden de store problemer den dengang meget vitale romerske avantgardescene. Først med dronningen af romersk eksperimentalteater, Lucia Poli, som mentor, og siden med Giuseppe Bertolucci, instruktøren Bernardos lillebror.

Det var Bertolucci, der stod fadder til Benignis første komiske figur. Figuren hedder Mario Cioni og er en gennemsnitligt forvirret og virkelighedssøgende, tidstypisk ung mand fra provinsen i 70'erne; en, der stiller spørgsmål ved altid at kvaje sig. Mario Cioni har et fast holdepunkt i sin søgen efter sandhed. At pis, lort og underliv er en uudtømmelig kilde til morskab (som vi ser det i Benignis egen, underfundige Den lille djævel fra1988).

Giuseppe Bertolucci lavede et par film med Benigni og Cioni-figuren: Tutto Benigni (1983), en slags koncert-roadmovie, og den mere ambitiøse Berlinguer ti voglio bene (1977), som i sin konfrontation mellem den sandhedssøgende slapstick-komiker og kommunisternes daværende formand, Enrico Berlinguer, blev en eksempelløs fiasko. I dag gemmer mine italienske venner den som et kultklenodie på vhs i kommoder, hvor børnebøger og en mere grumset nutid har dynget sig ovenpå.

Mario Cioni og hans storternede bonderøvsjakke hører 70'erne og den benhårde opdeling i kommunistisk venstre og kristeligt demokratisk højre til. Men Mario Cioni er stadig en del af Roberto Benignis intellektuelle og politiske beredskab. Når han er i fjernsynet. Aldrig mere på film.

Klovnens dobbelthed
Den komiske figur, som Benigni er kendt for i dag, viste sine første konturer i Down by Law. Benigni bærer som regel et gråt jakkesæt, som altid er et par numre for stort. Hans hår er purret op over den flejnskallede isse og hænger for langt over den flade nakke. Hans læber er tegnet op med et diskret rødt, som det eneste næsten umærkbare tegn på, at han er en figur halvvejs mellem virkeligheden og fablen.

Bortset fra Pinocchio og den tidlige film Non ci resta che piangere (på engelsk Nothing Left to Do But Cry, 1985), som han instruerede og spillede sammen med den kongeniale og nu døde og begrædte Massimo Troisi — ham fra Postbudet — optræder Benigni aldrig i kostume.

Hans klovnefigur er rendyrket sammen med forfatteren Vincenzo Cerami, som afløste Guiseppe Bertolucci som fast sparringspartner. Cerami insisterede på at fjerne det tilfældigt politiske og det tilfældigt situationsmorsomme og skabe en figur, som bærer en personlig historie med sig, og som bruger Benignis egen personlighed, hans fobier, hans præferencer, hans ambitioner, hans dyder, hans laster, hans drømme, hans udseende, hans kone, hans talenter til at omfatte alt menneskeligt i én universel klovn.

"Make them laugh," var Ceramis budskab til figuren eller til Benigni, og samtidig begyndte de at dyrke dobbeltheden i den gode klovn. Dæmonien, farligheden, uskyldens omkostninger blev lagt ind i figuren.

Men Cerami havde også et andet budskab. Figuren skulle udfolde sig i et meget stramt regi. Det mest rendyrkede eksempel er gennembrudsfilmen Johnny Tandstikker (1991), som fortæller om en skolebuschauffør for åndssvage i Firenze, der tilfældigvis ligner en mafiaboss i Palermo så meget, at historien kan foldes præcist på midten. Alt, hvad skolebuschaufføren siger og gør og kommer ud for i filmens første halvdel, gentages med helt anden betydning i den anden. Den er stramt skrevet efter princippet set-up og pay-off. Hver eneste uskyldige situation eller replik er plantet i første del for at kunne genbruges i anden.

Kvinden er forløseren
En halvskjult pointe i Johnny Tandstikker er skolebuschaufførens navn. Han hedder Dante, hvis Guddommelige komedie Benigni er kendt for at recitere efter hukommelsen. Benigni kobler uden blusel det laveste med det højeste og kæder sin ungdoms versemål sammen med dets heroiske, middelalderlige indhold. Jeg tror ikke, man kan bruge ottaven uden at være bevidst om det, den engang blev brugt til. Og Benigni kalder sin figurs urimelige uskyld ved det navn, som er verdens største digters. For italienere i hvert fald.

Dante Alighieri havde sin Beatrice. Han mødte hende i Firenze, da han selv var otte og hun ni år, og efter at han mødte hende en enkelt gang mange år senere, skrev han om hende og gjorde hende til ledestjernen og forløseren i resten af sit liv.

Det er de store skyldige mænd, der har haft brug for en Beatrice. Faust havde sin Gretchen, Peer Gynt havde sin Solveig, og Adam Homo havde sin Alma i den oldgamle tradition, hvor en kvindes kærlighed, som også er den dybeste umiddelbare visdom, kan bortvise djævlen og formidle en ellers afslået guddommelig nåde.

Roberto Benigni har, med hele traditionen fra ungdommens vers, sin egen Nicoletta med i alt, hvad han laver. På pressemødet i Cannes efter Down by Law kunne han tilmed sige, at det var dér, han havde mødt sin kone. Hvilket er en digterisk omgang med sandheden. I sin første film som instruktør, episodefilmen Tu mi Turbi fra 1983, er hun med i næsten den rolle, som hun siden skulle spille.

Det er rent ud sagt skideirriterende, at konen altid skal være med i mandens film som Beatrice, Solveig eller Alma. Men Benigni varierer hende dog som i Johnny Tandstikker, hvor hun er en bitch, der vil slå ham ihjel, eller i Den lille djævel, hvor hun selv er en djævel, og i den nye film, Tigeren og sneen, hvor hun til kritikernes tilfredshed ligger i koma det meste af filmen. Det er, som om hun over opvasken har sagt: "Nu gider jeg altså ikke mere spille den rolle i dit liv", og så har han sagt, "okay, så frelser jeg dig." Men pointen er ad omveje stadig den samme: kvinden som livets mening og forløser.

Mod Berlusconi
Som filmskaber er Benigni — med den opulente og visuelt fantasifulde Pinocchio som undtagelse - en konkret og rationel minimalist, der forlader sig på, at komikerens råderum er scenen, historien og den gode gag. Som filmskaber er hans forbillede Fellini, hvis stil og forestillingsverden han aldrig prøver at nå — skønt en drømmesekvens i den seneste film er fellinisk. Som klovn er det Chaplin. Men af alle klovne i verden ligner han hverken Chaplin, som han prøver at tænke som, eller Groucho Marx, som han godt kan gå som.

Han ligner Fellinis kone, skuespilleren Giulietta Masina. Han er klovn som Masina, der i Cabirias nætter (1956) er blevet så fornedret og undergangsdømt, som noget menneske kan blive det, men som i den surrealistiske slutningsscene med glade unge guitarspillende mennesker på scooter lader en stiliseret sort klovnetåre glide ned ad sin kind, mens hun smiler. Det går nok. Masina og Benigni er de store klassiske, moderne klovne i italiensk film, og der er stor logik i, at Fellini i sin sidste film, La Voce della Luna (1990), lod Benigni spille den hovedrolle, som Masina ellers havde udfyldt i Fellinis film.

Benigni, der som ung læste Rabelais og Voltaire, bruger uskyld som afsløringsmekanisme, men det er en uskyld, som i film efter film bliver tema i sig selv og genstand for iagttagelse og en slags anfægtelse.

Benigni er måske ikke så dygtig som sine forbilleder. Det er i hvert fald, hvad man mener om ham i Italien, hvor de venstreorienterede synes, at han er for lidt politisk i sine film, når nu han deltager i alle manifestationer mod Berlusconi-regeringen og i sine tv-optrædender gør den vattede opposition til grin. Og de højreorienterede kan ikke lide ham, fordi de — uden at have set hans film - synes, at han blander politik ind i alting.

De intellektuelle fra begge fløje kan lide ham så lidt, at det under researchen til denne artikel kun var muligt at finde en gammel, tynd og meget akademisk bog om ham, og hans film er kun sporadisk tilgængelige på dvd. Italienerne gik i nationalistisk rus, da han fik Oscar for Livet er smukt, og de elsker at se ham for fuld anarkistisk udblæsning i ellers kedelige tv-shows. Men at manden skulle være en kunstner med noget på hjerte, er de fleste blinde og døve for.

En let poet og forfatter som Stefano Benni, der er oversat til dansk og sikkert alverdens sprog, hylder Dario Fo i samme åndedrag, som han kyler Benigni ned i anonymiteten, og han skulle skamme sig, for Fo og Benigni er gjort af samme stykke træ, som Pinocchio blev gjort af.

Hans mors opskrift på kanin må i hvert fald prøves.

Læs anmeldelsen af Tigeren og sneen side 63.