”Pingvinerne var ligeglade med min kunstfilm”

Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER er den længste titel blandt de nominerede ved Ekko Shortlist Awards 2020.

Det er en tableau-film, der binder scener med forskellige personer sammen til en historie om sorg.

Filmen modtog juryens gunst med nomineringer for bedste fiktion og scenografi. Brugerne af Ekko Shortlist kan frem til 17. november stemme på deres favoritter før prisuddelingen, der finder sted 21. november i Bremen Teater.

Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER handler om sårede mænd, men den starter med en pingvin, der går rundt på Antarktis og ser søgende ud. Pludselig råber den, og via undertekster står det klart, at den kalder på sin forsvundne mage.

”Det var ikke tænkt som en fin metafor. Det gav bare god mening at starte der. Og så har jeg skullet høre for den pingvin gennem hele processen, fordi folk ville have det forklaret,” griner Jacob Møller, der lavede Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER som sin afgangsfilm fra Den Danske Filmskole sidste år.

Den 33-årige instruktør fik sin producer til at købe arkivmateriale af pingviner på Antarktis. Men filmen krævede også, at holdet lavede optagelser af pingviner foran en såkaldt green screen.

”Det var sjovt at skrive og så tre måneder senere stå i Odense Zoo og forsøge at instruere en pingvin med en walkie-talkie gennem glas. Vi prøvede alt muligt for at få dem til at gå ind på et tæppe, men de viste sig at være ligeglade med min store kunstfilm. Der var begrænsninger for, hvor længe vi måtte filme dem, og de blev lidt aggressive til sidst, så vi måtte kalde det en dag.”

Jordnært med et twist
Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER byder på en scene, hvor Peter Plaugborg og Simon Bennebjerg som led i en terapi skal spille sorgramte mænd, der iført paryk agerer hinandens ekskærester.

Det er et af filmens otte kapitler om de indlagte på Sanatorium for Hjertekvaler.

Med sin æstetiserede stil og scener i tableauer ledes tankerne uvægerligt hen på svenske Roy Andersson. Samtidig kommer man med det antropologiske blik på triste mænd også til at tænke på landsmanden Ruben Östlund.

Referencer er vigtige for filmnørden Jacob Møller. Særligt den portugisiske instruktør Miguel Gomes (Arabian Nights) har inspireret Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER. Det er hans måde at inkorporere et magisk og overraskende element i hverdagssituationer, som Jacob Møller forsøger at eftergøre.

”Jeg prøver også at tage noget jordnært og give det et twist, som gør det til noget andet. Det må gerne blive tydeligere, end hvis det bare var virkeligheden 1:1,” siger instruktøren om tanken bag det opfundne Sanatorium for Hjertekvaler.

Han er ikke bange for at anerkende, at alle filmskabere står på skuldrene af andre fra filmhistorien.

”Der findes ikke en mere original filmskaber end Paul Thomas Anderson, men også han har stjålet med arme og ben fra gamle westerns, Robert Altman og alt muligt andet,” forklarer Jacob Møller.

”Det er der ikke noget galt i. For uanset hvor meget du tager fra andre, bliver det dit eget. Det bliver snarere forfærdeligt, hvis man stræber efter at være original.”

Opvækst i arbejderfamilie
Jacob Møller kommer fra Holstebro i det midtvestjyske. Hans familie kan ikke snakke med om Roy Andersson og andre arthouse-instruktører. Faktisk kender de nok kun Lars von Trier af navn, mener instruktøren.

Men i det lille hjem fik han alligevel en enorm interesse for filmens verden. Han så alle Alfred Hitchcocks film og stiftede som tiårig bekendtskab med Werner Herzogs værker, som han slugte i sig.

Senere begyndte han selv at lave små film, som han tvang sin lillebror til at være med i. Men ambitionen om at blive instruktør blev der ikke talt meget om de første tyve år af hans liv.

”Det var først, da jeg kom på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, at jeg mødte folk med de samme interesser. Det var som at finde hjem. Pludselig var det legalt at ville være filminstruktør. Jeg kommer fra en arbejderklassefamilie, som er utroligt stolte og støttende, men de synes også, det er nogle mærkelige film, jeg laver,” siger Jacob Møller med et grin.

Verdens mest triste fest
Da han sammen med manuskriptforfatter Christian Bengtson skrev Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER, læste de om folk, der var døde af hjertesorg. Og de besøgte en terapigruppe for folk, som har mistet deres kæreste.

Filmens form gav mulighed for at inddrage alt mellem himmel og jord, men instruktøren ville i denne omgang have et klart fokus på mænd.

”Det er ikke et statement, men der er noget sjovt i, at der kun er patetiske mænd på sanatoriet. Jeg har en idé om, at der ved siden af ligger et sanatorium præcis magen til på øen. Her er kun kvinder. Vi havde en scene, hvor de mødtes til verdens mest triste fest, men det kom ikke med i filmen,” afslører instruktøren.

Da filmen blev vist på Telluride-festivalen i USA, frygtede Jacob Møller, at humoren ville gå tabt i oversættelsen. Men heldigvis fangede publikum komikken, og instruktøren har trods det mandecentrerede univers fået positive tilkendegivelser fra både mænd og kvinder.

”Jeg har ikke overvejet et sekund, at det skulle være en film kun for mænd. En af mine yndlingsfilm er Adèles liv, og jeg er hverken kvinde eller homoseksuel – men jeg kan fuldstændig relatere mig til alt i den film.”

Filmskolens legeland
Siden afgangen fra Den Danske Filmskole har Jacob Møller arbejdet på at lave en spillefilm i ”den virkelige verden”. Og det er noget ganske andet end uddannelsens sikre rammer med plads til kreativ udfoldelse.

”Jeg har da opdaget efter Filmskolen, at jeg ikke bare kan vade ind på Det Danske Filminstitut og sige, at det skal være sådan, sådan og sådan. Filmskolen er et legeland, hvor man kan nærme sig sin personlige stemme og prøve ting af,” siger Jacob Møller.

Han har fået støtte på talentordningen New Danish Screen til et projekt. Men han vil gerne holde kortene tæt ind til kroppen.

Det er dog en film, der bevæger sig ind på et andet territorium end Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER. Denne gang skifter instruktøren nemlig hovedperson fra en række sårede mænd og en pingvin til en kvinde, der slås med sine egne problemer.