En bombe under terroropfattelsen

I sig selv er det interessant, at vi med dennes uges Danmarkspremiere på franske Nocturama får en film, der bryder med normen for, hvordan man skildrer terror i filmverden.

Her følger vi nemlig en gruppe fransktalende mennesker, som placerer en portion bomber i Paris. Og det er ifølge klodens filmanmeldere svært at finde ud af, hvad det er, der driver dem.

Eksempelvis beskrev det amerikanske brancheblad Variety Nocturama som ”kontroversiel” og kaldte den et ”portræt af radikaliserede parisere, der planlægger et terrorangreb rundt omkring i byen og nægter at forklare det uforklarlige”.

Det er bestemt ikke den gængse beskrivelse af terrorisme på film. Før i tiden var terror i filmrullerne nemlig ret enstrenget med enkelte tidstypiske nuancer og klare motiver.

Den ensomme ulv
For at finde den moderne terrorists første dna-tråde, må vi en tur tilbage til 1970’erne, hvor der virkelig var terrorister for alle biografpengene.

Det så man eksempelvis i Airport fra 1970, hvor personaleproblemer mikses med en plan om en bombe på et fly. Mistanken rettes, selvfølgelig, mod en mand med psykiske problemer, og det er netop sådanne ensomme ulve, der prægede 1970’ernes terroristbillede på film.

For uanset om det er amerikanske thrillere som To minutters frist (1976) og Rutsjebanen (1977) eller den danske Skytten (1977), går en enkelt mands angreb på eller i menneskemængder igen.

En terrorist i 1970’erne havde gerne et politisk motiv, men endte med at være enten en grådig eller psykotisk type – som titelpersonen i Sjakalen fra 1973 – der egentlig ikke var synderligt interessant som person, men fungerede godt til skræk og advarsel for filmpublikummet.

Det absolutte eksempel er naturligvis Martin Scorseses Taxi Driver (1976), hvor vi følger en Vietnam-veterans selvradikalisering og hans bersærkergang imod mennesker, som han mener, er udskud.

Forskellen på Taxi Driver og hovedparten af de andre terrorfilm fra perioden er bare, at vi rent faktisk følger manden, der går amok. Men fatter vi, hvad det er, han laver?

Det er noget med, at han vil dræbe en senator, men da det mislykkes, skyder han skyder hovederne af nogle bad guys i stedet. Hvad er pointen? Det er netop det, der er så fascinerende ved ham!

I stumper og stykker
80’ernes terrorister organiserede sig langt bedre end 70’ernes, og de blev også langt mere fokuserede og forudsigelige end eksempelvis hovedpersonen i Taxi Driver.

Det skyldtes umiddelbart, at Den Kolde Krig spidsede til, mens verdens (læs: USA) engagement i Mellemøsten blev intensiveret, og dermed blev kommunismen og fanatisk religiøse en mere markant terrortrussel.

Også på film.

Terrorisme var nu ikke længere den ensomme ulv, men en samlet pest, som de vestlige allierede måtte udrydde. Man måtte simpelthen pløkke satanerne ned, så snart man kom i nærheden af dem, og dette oplevedes med masser af tyk 80’er-kitsch i Chuck Norris-sællerterne Invasion U.S.A. (1985) og The Delta Force (1986).

Her er terrorisme ikke længere forbeholdt de psykiske afvigere, men derimod en politisk organisation, der skal plaffes i stumper og stykker til biografgængernes store tilfredsstillelse.

Dermed ikke sagt, at 80’ernes terrorister ikke også var afsporede fanatikere, men de fleste af dem havde pludselig pengestærke interesser i ryggen, som kunne se en fordel ved at få verdens kaos til at blusse op.

Samtidig var den internationale orden ikke noget, som filmverdenen gav så meget for i årtiet. Det oplevede man allerede i startskuddet til terrorfilmene fra 1980’erne: Nighthawks, hvor en politimand må smide lovbogen i skraldespanden for at udrydde en terrorcelle.

Og denne tendens blev endda ”forfinet” igennem hele årtiet og kulminerede med Die Hard (1988), hvor lovens lange arm i form af John McClane deler ulovlige øretæver ud til den ene terrortype efter den anden

Jihadister indtager lærredet
Tendensen fortsatte ind i 90’erne, hvor det faktisk var ordenshåndhæveren, der nu var den ensomme ulv. Tænk blot på actionfilm som Die Hard 2 (1992), Speed (1994) og Air Force One (1997).

Men hvad var terroristerne så for nogen ud over boksebolde for ensomme?

Nogle af dem var stadig et helt orkester af selvmordsbombere med et politisk mål, der hev i slippen og sendte folk i døden. Men det var også i 90’erne, at ordet ”jihadister” kom ind i biograf-vokabulariet.

Både i Desperat valg (1996) og Under angreb (1998) oplevede man, hvordan jihadister valgte at kæmpe i Guds navn, og at deres massemord skulle bekæmpes med alle mulige og umulige midler. 

Særligt Under angreb er en skræmmende forløber for, hvad der ville ske tre år senere i New York, hvor filmen foregår. Her er dens terrorister ganske kreative i deres galskab. Man kan således her iagttage, hvordan målrettede partisaner formår at få medierne med på deres dagsorden – samme teknik, der blev brugt i virkelighedens verden efter årtusindeskiftet.

Heroiske passagerer 
For da det Osama bin Laden-planlagte angreb ramte New York den september-formiddag i 2001, var det svært ikke at tænke på Hollywoods dramaturgi.

Først fløj et fly ind i det ene af World Trade Centers tvillingetårne, og som i enhver gedigen actionfilm fra 90’erne gik medierne straks i breaking-tilstand. Sytten minutter senere kunne tv-stationerne for rullende kameraer vise, hvordan et nyt fly bragede ind i det andet tårn.

Efter angrebet svarede især Hollywood igen med en larmende tavshed og masser af science fiction- og familieunderholdning.

Men stille og roligt kom terror-temaerne selvfølgelig også ind i filmfortællingerne. Til en start som en slags tilbageholdt åndedræt i eksempelvis The War Within (2005), der tilbyder et billede af en mand, som radikaliseres, fordi han beskyldes for noget, han ikke har gjort, og dermed oplever en spirende hadfølelse.

Eller i den Oscar-vindende Syriana (2005), der snor flere forskellige interessekonflikter i Mellemøsten og USA og efterlader tilskueren med en følelse af afmagt over for den moderne verden.

Og så er der selvfølgelig en lidt særpræget afviger i den meget smalle og underlige Day Night Day Night (2006). Her vandrer en ung kvinde rundt med en bombe i sin gule rygsæk i nærheden af Times Square og venter på at detonere den, mens vi tilskuere ikke aner, hvem hun er, hvor hun kommer fra, og hvem det egentlig er, der har placeret en bombe i hendes taske.

Men så kom Paul Greengrass for fuld udblæsning med United 93 (2006), hvor han effektivt fortæller historien om det fly, der 11. september 2001 ikke nåede frem til sit terrormål, fordi en flok heroiske passager fik det til at styrte ned i Virginia.

Imidlertid lærer vi aldrig terroristerne at kende, og sådan har særligt de amerikanske film været lige siden.

Den latente terrorisme
For uanset om det er i Body of Lies (2008) eller i tv-serier som Homeland (2011), så er det som oftest helte imod skurke – og heltene er gerne amerikanere, der pløkker terrorister.

Ja, faktisk er terrorisme på film efter 11. september 2001 blevet en svær sag. Man bliver nødt til at gå tilbage i historien, hvis man ønsker at skildre disse sprængfarlige mennesker som andet end endimensionelle skurke.

Det lykkedes eksempelvis for Steven Spielberg med München (2005), der handler om en gengældelsesaktion mod de terrorister, der dræbte en gruppe israelske sportsfolk under Olympiaden i 1972.

Her er det svært at pege på gode og onde.

Interessant er også tyske Uli Edels bud på, hvordan man beskriver de store konflikter og traumer, der lå bag Tysklands mest berygtede tyske terrorcelle i Baader Meinhof komplekset (2008). Her følger man terroristerne, men man er nu alligevel konstant bevidst om, at det er gale mennesker, man har med at gøre.

Og det er netop derfor, at Nocturama er så befriende.

Man behøver blot at se traileren for at opdage, at man her kommer tættere på, og at en terrorist, der vil sprænge en hel by i luften, kan have alle mulige hudfarver, hårtyper og baggrunde.

Ligger det virkelig latent i ethvert menneske at have lyst til at sprænge et eller andet i luften? Og kan Nocturama være en bombe under vores filmforståelse af begrebet ”terror”?

Hvis filmen tør vise terrorister som mennesker, der med kun ganske få afvigelser kan blive radikaliseret, udstikker den en ny og kontroversiel retning.