Vinderne viser deres statuette frem
Vinderne stråler om kap med deres statuette efter prisuddelingen ved Ekko Shortlist Awards.
Ikke uden grund.
Blandt de mere end 1100 film på Ekko Shortlist tæller årets vindere som nogle af de absolut bedste.
Og allerede inden de mange filmtalenter fik overrakt deres priser ved Ekko Shortlist Awards, havde de skrevet sig ind i en flot tradition blandt nogle af de fremmeste filminstruktører i Danmark.
Instruktører som May el-Toukhy (Dronningen), Fenar Ahmad (Underverden), Gustav Möller (Den skyldige) og Hlynur Pálmason (Vinterbrødre) har nemlig debuteret eller udgivet på Ekko Shortlist inden deres store gennembrud.
40.000 brugere er hver måned inde og streame på tjenesten, som dette års vinder af Ekko Shortlist Prisen, Zinnini Elkington, kalder for sin filmskole.
Se vinderne med deres statuette, som Ekkos designer Rasmus Koch har skabt med inspiration fra den ikoniske monolit i Rumrejsen år 2001.
Aftenens store vinder, Zinnini Elkington med #MeToo-dramaet En flirt, fik disse ord med på vejen af juryen:”Vi håber, at du fremover får mulighed for at give os flere øjenåbnende filmoplevelser. Fremtiden er din!”
Andrias Høgenni poserer stolt med sin statuette flankeret af klipper Ania de Sá Madsen (tv.) og skuespiller Sissal Drews Hjaltalin. Færingen skrev i en fart Ikki illa meint på sin smartphone, da han måtte droppe sin planlagte film om en kylling på grund af fugleinfluenza.
Sofie Torp er på vej til at blive en af de helt store skuespillere i Danmark. Efter at have vundet både en Bodil og en Robert tidligere på året for Ser du månen, Daniel tager hun prisen for bedste kvindelige skuespiller med Dronning Ingrid ved Ekko Shortlist Awards.
Thomas W. Gabrielsson viser sejrssikkert sin pris frem på den røde løber. Den erfarne skuespiller har gjort sig bemærket i et stærkt felt med sin gestaltning af en fraværende teaterinstruktør i Forestillingen om Juliane.
Laurits Helligsøe vinder for dokumentaren Morfar flytter hjemmefra? Her ses han sammen med lyddesigner Benjamin Kamp Rozilio (tv.). Instruktøren havde mundbind på hele aftenen – også under sejrstalen: ”Jeg gik helt i panik, da jeg skulle modtage prisen, så jeg glemte at tage det af!”
Kristine Bidstrup holder glad sin statuette frem sammen med hele filmholdet bag Lidt endnu, der udspringer af et ophold på Filmskolen Møn. Filmen vinder Publikum Prisen som den mest populære af de 150 film, der er kommet på Ekko Shortlist i det forløbne år.
”Jeg har aldrig skrevet jazz før. Det var musikalsk method acting for mig. Jeg var som Viktor, der vælter lidt rundt i København,” fortæller Lasse Aagaard, der modtager prisen for bedste musik i Viktor på månen.
”Denne pris går ud til alle de mænd og kvinder, der har valgt at stå frem og fortælle historier om seksuelle overgreb og krænkelser. I er de sande helte,” sagde Marianne Lentz, da hun modtog prisen for bedste manuskript for En flirt.
Kevin K. Yuven er årets mest overraskede vinder, fordi han slet ikke var nomineret. Men medvirken som statist i tre af de nominerede film fik juryen til at give ham en særpris for at hylde en ofte overset profession.
Prisen for bedste scenografi går til Kenneth Damsgaard for hans evne til at skabe storslåede og barokke rum i Hollow Heart, der handler om en kunstnermor, hvis syge datter er hjertet i en kunstinstallation.
Nikoline Løgstrup har grund til at være tilfreds med sin indsats på Katrine Brocks’ Under bølgerne, over skyerne. Ikke bare har hun balanceret et møde mellem vanvid og følsomhed i brusende skum og bølgende venindehår, men under optagelserne var hun også en stor støtte for instruktøren.
Prisen for dette års bedste lyddesign går til Johan Assing Høyer. Han har lavet den atmosfæriske musik til dokumentarfilmen Barnepigerne, hvor instruktør Signe Barvild Stæhr forsøger at erindre tiden efter sin mors pludselige død.
Ekko Shortlist Awards
Ekko Shortlist Awards hylder danske talenter og kortfilm.
Syvende udgave blev afholdt 21. november i Bremen Teater med Zaki Youssef og Besir Zeciri som værter.
De nominerede var udvalgt blandt kortfilm på Ekko Shortlist i perioden 11. november 2019 – 2. november 2020.
Vinderne blev fundet i en sammentælling af brugernes stemmer og juryens rangeringer.
Prisuddelingen er støttet af Det Danske Filminstitut.
Kommentarer