Weinstein-brødrene tilbage hos Miramax
Rounders, Good Will Hunting og Shakespeare in Love er på vej til at blive genoplivet, efter at Miramax og The Weinstein Company er blevet genforenet.
Miramax bekræftede tidligere på ugen, at parterne har signeret en flerårig samarbejdsaftale, som bringer brødrene Harvey & Bob Weinstein tilbage i folden i det filmselskab, de selv grundlagde i 1979.
Formålet med samarbejdet er, at de berømte producentbrødre skal producere originale projekter, men også udløbere af de største succeser fra Miramax’ bagkatalog.
Fra film til tv-serie
De første projekter er allerede sat i søen.
Det mest opsigtsvækkende er en tv-serie baseret på Oscar-vinderen Good Will Hunting fra 1997 med Matt Damon som geniet Will og Robin Williams som hans mentor.
Og Good Will Hunting bliver ikke den eneste Miramax-klassiker, der flytter over på tv-skærmen. Også David O. Russels komedie Flirting with Disaster (1996), som oprindelig havde Ben Stiller og Patricia Arquette i hovedrollerne, konverterer til tv-mediet.
Andre af de gamle succeser bliver på det store lærred. I Miramax’ pressemeddelelse nævnes Swingers med Vince Young og den syvdobbelte Oscar-vinder Shakespeare in Love som film, der er i spil til at få opfølgere.
Robert De Niro som skurk?
En toer til pokerfilmen Rounders (1998) med Matt Damon, Edward Norton og John Malkovich, der netop havde en åben slutning, er også på dagsordenen.
”Jeg har drøftet Rounders 2 med Matt Damon, og jeg tror, at det begynder snart. Forfatterne har en fantastisk ide og vil starte filmen i Paris, og så siger jeg ikke mere,” siger Harvey Weinstein til Deadline.com.
”Måske kommer en vis smuk parisisk skuespillerinde til at spille med, og så skal vi have en ny skurk til at erstatte John Malkovich,” siger han og afslører, at han har udset sig Robert De Niro til denne rolle.
Flere mislyde
Harvey og Bob Weinstein etablerede Miramax som USA’s berømteste uafhængige filmselskab, der igennem 1980’erne og 1990’erne markerede sig med film som Pulp Fiction og Sex, løgn og video.
De solgte i 1993 selskabet til Disney for 328 millioner kroner. Brødrene blev dog hos Miramax frem til 2005, hvor de efter flere mislyde forlod deres livsværk og grundlagde The Weinstein Company.
Weinstein Company har siden stået bag flere store succeser. Miramax blev til gengæld i 2010 reduceret til et rendyrket distributionsselskab, og samme år solgte Disney selskabet videre.
Porten til et kongerige
Siden har Miramax ikke produceret film, men det bliver der lavet om på med denne aftale. De første produktioner skydes i gang i første halvår af 2014.
”Det er som at låse porten op til et kongerige fyldt med guld,” siger en spændt Harvey Weinstein og fortsætter:
”Jeg har personligt aldrig lavet en opfølger, men det vil jeg gøre med Shakespeare in Love. Jeg har altid haft lyst til det, og nu er incitamentet der. Der er så meget intellektuel ejendom at tage af.”
Kommentarer