Efter min blog om, at ledelsen i Det Danske Filminstitut fejer alle dansk films problemer ind under gulvtæppet, har stort set samtlige toneangivne medier i Danmark taget problematikken op. Her har filmbranchens interessenter fået rig lejlighed til at tage til genmæle over for min påstand.
Det kan jeg godt forstå, han er jo ansvarlig for kursen, som pt. har retning direkte mod afgrunden. Men der er ingen undskyldning, og enhver ansvarlig direktør ville ringe med alarmklokken eller kaste håndklædet i ringen.
Jeg håber naturligvis på det første.
Peter Aalbæk Jensen har også en holdning til spørgsmålet om instituttets gebærden og fremhæver, at man i alle andre virksomheder simpelthen ville have fyret ledelsen.
Lad mig fastslå, at dansk film er på katastrofekurs. Og de, som stadig måtte være i tvivl, bør nærlæse nedenstående skema. Aldrig tidligere i dette århundrede har så få danske film været repræsenteret på top 25, og aldrig er så mange danske film floppet.
Og det skyldes ene og alene en bølge af institutstøttede lavbudgetfilm, som meget få mennesker gider se.
Man skal være ualmindeligt svagtseende, hvis man ikke kan se, at 2016 er et år, som adskiller sig fundamentalt fra alle øvrige år de sidste sytten år. Dansk films folkelige opbakning smuldrer, og dansk film har komplet mistet den balance, der altid har eksisteret mellem de film, som skal sikre den folkelig opbakning, og filmene, som forsøger at udvikle billedsproget og eksperimentere med mediet.
Da DR foretog en spørgerunde blandt publikum, blev det da også til overmåde bekræftet.
Filmlands Per Juul Carlsen – og for den sags skyld også Henrik Bo Nielsen – mener, at filmbuddet ikke er et spørgsmål om et-eller, men om både-og.
Selvfølgelig skal der gøres forsøg på at udvikle billedsproget, og selvfølgelig skal der eksperimenteres. Men det har taget overhånd i en grad, som er aldeles fortvivlende.
Denne ubalance rammer hårdt specielt i provinsen, hvor dansk film traditionelt står stærkt i forhold til udenlandske film. Endnu et tegn på at det magtfulde, men mikroskopiske, københavnske kulturparnas ikke har føling med andet end, hvad der foregår lige under deres egen næsetip.
Per Juul Carlsen mener i øvrigt ikke, at lavbudgetfilmenes få tilskuere i biograferne er udtryk for, at folk foretrækker de stort anlagte film og mener i øvrigt, at løsningen er en ny distributionsplatform.
Til understøttelse af den påstand, fremhæver Carlsen, at Smukke mennesker, som solgte 5000 biografbilletter blev set af 120.000, da filmen efterfølgende blev sendt på DR. Carlsens inhabilitet er i den anledning til at få øje på. Ikke nok med, at ordene falder på DR’s egen hjemmeside, men han fremhæver også sin egen arbejdsplads til understøttelse af et håbløst argument.
Man kan ikke sammenligne tilskuerantal i biograferne og seerantal på free-tv. I biograferne betaler forbrugerne en pris for at få adgang, på DR er adgangen til filmene gratis. Og alle erfaringer viser, at hvis forbrugerne ikke vil betale for at se en film i biograferne, vil de heller ikke betale for at se filmene på de efterfølgende visningsplatforme. Så også i forbindelse med sidstnævnte forhold befinder Carlsen sig i drømmeland.
Hvis man endelig skulle sammenligne de 120.000 seere, Smukke mennesker havde på DR, kan man sammenligne med andre film på DR, som genererer tifold flere seere og kun koster en brøkdel af den pris, DR har givet for Smukke mennesker.
I øvrigt ville Smukke mennesker aldrig være blevet set af 120.000 seere, hvis ikke filmen først var blevet brandet gennem biografvisning. Biografvisning er blåstempling af filmene. Det første, en opkøber af film til streamingtjenester spørger om, når en film skal indkøbes er: ”Hvor mange blev filmen set af i biograferne?”
At Per Juul Carlsen fremhæves som ”filmekspert” af sin egen arbejdsgiver, er i samme klasse som at påstå Komiske Ali var ekspert i de irakiske troppebevægelser under Golfkrigen.
Jyllands-Postens filmanmelder, Nanna Frank Rasmussen, som generelt taler nonsens, fremhæver, at det aldrig har været meningen lavbudgetfilmene skulle sælge ret mange billetter.
Men nu taler vi jo ikke bare om ”ikke at sælge ret mange billetter”. Vi taler om et katastrofalt lavt billetsalg på henholdsvis 143 (Shelley) og 342 (37). Det sætter helt nye standarder for, hvor få billetter en film kan sælge.
Det er derfor en aldeles uacceptabel forklaring. Film er et massemedie. Hvis man ingen ambitioner har om at sælge billetter, bør man i stedet skrive en bog. Det er noget billigere og kræver ikke så mange statslige støttekroner. Der er altså en årsag til, at biografer har mere end én siddeplads.
I Filmaftalen 2015-2018 står angivet, at Det Danske Filminstitut i aftaleperioden kan – ikke skal – støtte mellem 12 og 24 lavbudgetfilm. Vicesheriffen i Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, har over for mig afsløret, at instituttet ikke var begejstret for lavbudget-initiativet. I det lys forekommer den helt ekstreme entusiasme, Instituttet har lagt for dagen, paradoksal.
Mon ikke den gode vicesheriff har forsøgt at køre om hjørner med mig?
Og man skal her tænke på, at for hver to lavbudgetfilm (dem, biografgængerne ikke gider se) ofres der en højbudgetfilm (dem, biografgængerne gerne vil se). Støttekronerne er jo begrænset, og da politikerne ikke har afsat ekstra midler til understøttelse af det nye lavbudget-initiativ, kan man frygte, at endnu flere højbudgetfilm vil blive ofret de kommende år.
Men Henrik Bo Nielsen har såmænd ikke været den eneste, der har haft behov for at bagatellisere dansk films katastrofekurs eller fremkomme med søforklaringer for dansk films elendighed.
En anden er producentforeningens direktør, Klaus Hansen. Han angiver, at årsagen til de mange flops er, at biograferne ikke giver filmene plads nok og ikke viser dem længe nok. Hvad der næppe vil undre, istemmer drømmeren Per Juul Carlsen.
Men det er en paradoksal påstand.
Hvordan i himlens navn kan man med den ene hjernehalvdel forvente, at danske flops skulle sikres mere visningstid i biograferne, samtidig med at man med den anden hjernehalvdel afkorter den periode, biograferne oppebærer eksklusivitet og oven i købet samtidig oversvømmer markedet med kommercielt ligegyldige film. Det sætter naturligvis biograferne under gevaldigt pres og modarbejder selvfølgelig muligheden for imødekommelse af det ønskede.
Som det kan ses i nedenstående skema, gør biograferne såmænd deres yderst for at kunne imødekomme det forøgede antal film ved at bygge flere biografsale. Man ser de to grafer følge hinanden med stor nøjagtighed.
Aldrig de sidste sytten år har der været så mange biografsale i Danmark, og aldrig er der blevet udsendt så mange film. På de sytten år er antallet af biografsale steget med 25 procent, mens antallet af film er steget med 40 procent.
Men når den halvdel af filmene, som har mindst folkelig opbakning, kun repræsenterer sølle 1,9 procent af det samlede tilskuerantal (i 2015), må der vises forståelse for, at der intet økonomisk grundlag er for at bygge flere biografsale.
Atter oplever man en gammel krikke blive trukket ud af stalden.
Den gamle krikke hedder Bænken fra år 2000. Den film var ingen født succes, men over tid genererede filmen flere og flere tilskuere og endte med at blive en succes. Dette enkeltstående danske eksempel bruges som bevis for, at blot en film vises længe nok i biograferne, bliver den en succes. Samtidig beklager man sig over, at den slags ikke længere kan forekomme.
Helt overser man, at det rent faktisk sker.
Hvert eneste år er der en film, som ikke er en født succes, men over tid bliver en succes. Det kaldes en ”sleeper”. Filmen, det lykkes for i 2016, var Captain Fantastic.
Så jo, det kan stadig lade sig gøre, men forudsætningen er naturligvis, at det er en film, som publikum gider se. Men den slags eksempler er absolut nålen i høstakken, og der er absolut ikke bare antydningen af årsag til at mene, at blot en film vises længe nok i en biograf, bliver den en succes.
Min erfaring med biografdrift gennem 40 år fortæller mig da også, at der bare er temmelig mange film, publikum ikke vil se, om så filmene blev vist i biograferne gratis i et år.
Men alt ovenstående burde man have tænkt på, inden man igangsatte lavbudget-initiativet. Rettidig omhu er ikke blandt filminstituttets kompetencer. Allerede i min blog den 15. maj 2015 efterlyste jeg en overordnet plan, ikke mindst for, hvordan man forestillede sig, at lavbudgetfilmene skulle nå et publikum. Men lyttede man?
Initiativet med lavbudgetfilm bør stoppes, hellere i dag end i morgen. Og hvis Det Danske Filminstitut ikke magter at sætte prop i, bør man fra politisk side intervenere. Målet er såmænd for længst nået. Femten lavbudgetfilm har til dato opnået støtte gennem Det Danske Filminstitut.
De femten film bør man forsøge at få det bedst mulige ud af, for eksempel ved at skabe et dansk lavbudget-brand. Hvis dansk lavbudget er så nyt og spændende, hvorfor hemmeligholder man det så for publikum?
Kommentarer