Efter en lang række flop er Johnny Depp tilbage i topform i en ny film. Black Mass har biografpremiere torsdag den 15. oktober, og endnu engang er Johnny Depp sminket til ukendelighed.
Filmen fortæller den sande historie om James ’Whitey” Bulger, en af de mest berygtede gangstere i den amerikanske historie. Han blev meddeler for FBI, og takket være hans vidneudsagn blev en hel mafiafamilie sat bag tremmer.
Se klip fra filmen:
Filmen er blevet en publikumsucces i USA, og anmelder-superlativer er med rund hånd drysset over Depps præstation.
”Johnny Depp yder karrierens bedste præstation som Boston-gangsteren James ’Whitey” Bulger i Scott Coopers stramme, elegant underspillede krimi-drama,” skriver Scott Foundas i branchebladet Variety.
Black Mass kommer som en brønd midt i en ørken efter en lang vandring, der har omfattet Mortdecai (2015), Transcendence (2014), The Lone Ranger (2013), Dark Shadows (2012), The Rum Diary (2011) og The Tourist (2011).
52-årige Johnny Depp har medvirket i 51 spillefilm, inklusiv seks cameo-roller. I alt har over 1,3 milliarder biografgængere globalt oplevet skuespilleren folde sig ud på det store lærred, heraf knap fire millioner i Danmark.
Nederst i dette blogindlæg kan du se en liste over samtlige spillefilm, skuespilleren har medvirket i, med tilskuertal og anmeldernes dom.
Tre Oscar-nomineringer er det blevet til i karrieren: Sweeney Todd: Den djævelske barber fra Fleet Street (2008), Finding Neverland (2004) og Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse (2003).
Depp kan her tage en anden markant skuespiller fra sin generation i hånden, Leonardo DiCaprio, som heller aldrig har vundet en Oscar, og vi kan alle undre os over, hvorfor deres navne endnu ikke er blevet råbt op på den afgørende aften. De to spillede i øvrigt sammen i Hva’ så, Gilbert Grape? i 1994.
Rollen som Captain Jack Sparrow i Pirates of the Caribbean-franchisen er Depps folkelige triumf. Hele 46 procent af det totale antal danske tilskuere til Depps film har oplevet ham i netop denne rolle.
Ellers har det i Danmark specielt været rollerne som den gale hattemager i Alice i Eventyrland (2010), chokoladefabrikanten i Charlie og Chokoladefabrikken (2005) og politibetjenten i Donnie Brasco (1997), publikum har fattet interesse for. Og næppe mange husker hans to minutters birolle i Oliver Stones Platoon (1986).
John Christopher Depp II, som skuespillerens navn lyder på fødselsattesten, kan man roligt karakterisere som en af de mest alsidige skuespillere i Hollywood. Debutfilmen var lowbudget-gyseren A Nightmare on Elm Street fra 1984, og efter medvirken i nogle forholdsvis inferiøre teenageorienterede film kom det afgørende gennembrud i tv-serien De unge strissere (1987-1990), og døren til Hollywood stod herefter på vid gab.
Første rolle som fastslået stjerne var i Tim Burtons Edward Saksehånd (1990), og samarbejdet med Burton har resulteret i otte film. Ed Wood (1994), Charlie og chokoladefabrikken (2005) og Sweeney Todd: Den djævelske barber fra Fleet Street (2007) er blandt de mest vellykkede.
Trods alsidigheden er den dybe, hviskende stemme, de mørke intense øjne og de markante kindben altid de samme.
Men Depps ultimative varemærke er de besynderlige, excentriske og udstødte karakterer, hvis udseende er lige så ekstravagant som manererne. Tænk bare på Edward Saksehånd (1990), Ed Wood (1994), Don Juan DeMarco (1994), Dead Man (1995), Fear and Loathing in Las Vegas (1998), Before Night Falls (2000) og de andre film, hvor han spiller med britisk accent.
Skuespilleren har en veludviklet evne til at vælge overraskende roller, og han sætter en ære i aldrig at se de film, han medvirker i.
En undtagelse må der dog være tale om, idet han en enkelt gang har sat sig i instruktørstolen. The Brave fra 1997 fik, til trods for både at have ham selv og Marlon Brando på rollelisten, en krank skæbne.
Hvad der næppe vil komme bag på ret mange, er, at Jack the Ripper er en af Depps store interesser. ”I don't pretend to be captain weird. I just do what I do,” har han sagt.
Her er mit bud på Johnny Depps fem bedste film:
5. Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse (2003)
Piratfilm var som genre stendød, men alligevel blev denne film en af de mest succesfulde i 2003. Det blev starten til en af de mest succesfulde franchises nogensinde.
Johnny Depps Captain Jack Sparrow er yderst charmerende med sine mærkelige manerer og en personlighed, som ville kunne give en psykolog en livslang indkomst. Når man dertil lægger upåklagelig komisk timing og talrige referencer til tvetydig seksuel orientering, er resultatet en af Depps bedste præstationer.
Depp blev Oscar-nomineret, men overhalet indenom af Sean Penn (Mystic River).
4. Sweeney Todd: Den djævelske barber fra Fleet Street (2007)
Filmen er det femte samarbejde mellem Depp og Tim Burton. Kombinationen af gys og musik er ret ualmindelig og tillader skuespilleren at balancere mellem de mørke aspekter af en seriemorder og letheden i en musical.
Johnny Depps præstation blev belønnet med en Golden Globe, og en Oscar-nominering blev det også til. Denne gang kom Daniel Day-Lewis’ præstation i There Will Be Blood i vejen.
3. Hva’ så, Gilbert Grape? (1993)
Selv om anmeldernes superlativer mest kom Leonardo DiCaprios birolle til gode, leverer Johnny Depp en pragtpræstation i denne film. Skuespillerens mest sympatiske rolle nogensinde er ikke spektakulær som mange af hans andre roller, men den viste med al tydelighed bredden af hans talent.
Lasse Hallström har instrueret filmen, som fokuserer på en lille håndfuld menneskers problemer i en lille by i Texas.
2. Edward Saksehånd (1990)
Det første samarbejde mellem Tim Burton og Johnny Depp. Edward Saksehånd er en slags moderne udgave af Frankenstein. Depp spiller en kunstigt frembragt dreng, hvis skaber dør, inden den har givet sin skabning hænder.
Rollen som Edward Saksehånd var en drømmerolle for Depp. Her begyndte han at lege med sin fysiske fremtoning, og hans karriere har siden budt på mange skøre kostumer og kraftig makeup.
Med elfenbensfarvet hud, tavs attitude og forkærlighed for sort læder og knive blev Depps fysiske færdigheder sat på en prøve.
1. Ed Wood (1994)
Kronen på samarbejdet mellem skuespilleren og Tim Burton er den skammeligt oversete Ed Wood. Filmen handler om den berygtede og komplet talentløse filminstruktør, som blandt andet står bag Plan 9 From Outer Space.
Mens rollen ikke er et fysisk udstyrsnummer som mange af Depps øvrige roller, står karakteren ikke tilbage for de andre roller, når det drejer sig om det bizarre og excentriske. Karakterens transvestit-hobby er perfekt foder for Depp til endnu engang at vise talentets bredde.
I Depps rolle som Ed Wood vil man ane konturerne til Captain Jack Sparrow, som til gengæld henrykkede millioner af tilskuere ti år senere.
Kommentarer