Kun få instruktørers film nyder jeg mere end Quentin Tarantinos. Han er for mig indbegrebet af biografoplevelsen. Når han laver film tænker han i hvert sekund af processen ”biograf” og kun få instruktører forstår at udnytte biografernes lærred og masseoplevelsen så fuldendt.
Og nu er hans nye film på trapperne. Og jeg glæder mig i samme grad som forventningsfuldheden i forbindelse med barndommens juleaftener.
Åh ja, hans nye film hedder The Hateful Eight, og får premiere 7. januar, (Imperial tyvstarter med 70 mm-udgaven fire dage før) men det ved I jo alle sammen. Det har Ekko jo så udførligt gentagne gange skrevet om, så det skal ikke optage mere plads her.
I et nyligt offentliggjort interview i The Hollywood Reporter, afslører instruktøren sine fremtidsplaner og det er ikke godt nyt for elskere af hans film. Han vil nemlig til at skrive bøger og instruere teaterstykker. Suk.
Men først om fremmest fortryder han ikke sine harske kommentarer om det amerikanske politi: “Jeg mener jeg fortalte sandheden og jeg støttede en masse folk, som ikke har ret meget magt.”
Han afslører også hvilken filmscene der betyder noget for fremtidige generationer og aliens der eventuelt måtte komme forbi vor planet. Om end han i første omgang afviser at besvare spøgsmålet. Og det er selvfølgelig en actionscene: Klimakset i Stanley Tongs Police Story 3 – Supercop (1992) med Jackie Chan.
Se klip fra filmen her:
Ligeledes fortæller han om sin yndlingsscene fra egne film: ”Det må være scenen med Twist-konkurrencen i Pulp Fiction (1994). Det var bare en ting jeg havde i hovedet og twist-scenen var kommet med i filmen, om John Travolta havde spillet rollen eller ej, all right? Jeg endte med at have en fantastisk danser, som folk gerne ville se danse. Men det forstod jeg først da jeg så filmen med publikum på. Åh min Gud! Da jeg så filmen med et publikum som ikke havde set filmen før, og han sparker skoene af, var der en mumlen: ”Han skal til at danse!” Det var et virkelig dejligt øjeblik og det var stadig tidligt i min karriere. Det var dejligt.”
Her er scenen:
Han mener også der er noget rivende galt med film i dag: ”Helt ærligt, jeg må fortælle sandheden: En masse film, jeg ville være gået i biografen for at se for ti år siden, venter jeg med at se til de bliver vist på kabel-tv. Jeg ser dem seks-syv måneder senere og jeg nyder dem, men jeg er sjældent gået glip af ret meget.” Og fortsætter senere: ”Film er en kunstgren for arbejderklassen. Det er ikke opera og det er ikke teater. Det var årsagen til at film blomstrede i 30’erne. Men sådan er det ikke længere.
Om det virkelig forholder sig sådan, eller det blot er synspunktet fra en gammel mand der har set for mange film, kan vi vel alle have en mening om.
Om prøveoptagelser af skuespillere har Tarantino en ganske særlig fremgangsmåde, som Harvey Keitel har lært ham: ”Lad være med at fortælle dem hvordan du vil have dem til at spille. De er inde i stoffet og de vil fremkomme med deres egen ting. Du vil aldrig nogensinde se hvad de indeholder den første gang, hvis du ikke lader dem gøre det.” Og det er en læresætning Tarantino i 21 år har holdt fast i.
Om fremtiden siger Tarantino: ”Jeg vil skrive romaner og jeg vil skrive og instruere teaterstykker. Men jeg må se hvordan jeg har det når The Eightful Eight er ude af mit system, hvis jeg stadig har lysten til det. Men det næste jeg gerne vil er, at lave en teaterudgave af The Hateful Eight, for jeg har en idé om at lade andre skuespillere få chancen for at spille rollerne. Så det er der jeg er. Jeg er på vej ind i en periode hvor jeg vil skrive romaner, manuskripter og filmbøger, men specielt instruere teaterstykker.”
Vi må håbe ovenstående er udtryk for udmattelse efter produktionen af The Hateful Eight og Tarantino hurtigt får lysten til at lave biograffilm tilbage. En tredje del af Kill Bill har længe været på tegnebrættet.
Nederst i dette blogindlæg er alle instruktørens film oplistet med dansk og globalt tilskuerantal samt amerikanske anmelderes vurdering.
Her er mit bud på instruktørens fem bedste film. Vi begynder nedefra.
5. Jackie Brown (1998)
Efter “Pulp Fiction” følte jeg at Jackie Brown var lidt af en nedtur. De forventninger man med god ret kunne have, blev ikke helt indfriet. Men nu er min vurdering af Tarantino-film også i en klasse for sig. For gu’ var filmen god.
Denne gang havde Tarantino kastet sig over en filmatisering af Elmore Leonards ”Rum Punch” og det er nu engang instruktørens film baseret på originalt materiale, som har begejstret mig mest.
Det er en gennemsolid kriminalfilm om en midaldrende kvinde som befinder sig midt i en konflikt, som enten vil gøre hende meget rig eller meget død.
Pam Grier, Samuel L. Jackson og Robert Forster yder alle yderst stærke præstationer, men bedst er nu Robert De Niro i rollen som en mand, man skal afholde sig fra at presse ret meget, også selvom man er kvinde.
4. Django Unchained (2013)
Selvom Quentin Tarantino havde leget med spaghettiwestern-elementer i sine film, var det først i 2012 han drog vest på. Eller rettere syd på. Det dybe syden.
Tarantino lod sin utrolig voldelige western tage udgangspunkt i en slave som bliver dusørjæger, for derefter at gå på togt for at befri sin kone. En mytologisk fortælling om en mand som synker dybere og dybere ned i helvede, for endelig at undslippe sejrrigt.
Christoph Waltz leverer en fantastisk præstation som Dr. King Schultz, som blev kvitteret med en Oscar og James Foxx er også rigtig god som Django. Men den skuespiller som desværre blev overset, og burde have rendt med al hæderen, er nu engang Leonardo DiCaprio, der i rollen som plantageejeren Calvin Candie levere karrierens foreløbig bedste præstation.
Tarantino vandt – fuldt fortjent - sin anden Oscar for bedste manuskript.
3. Inglorious Basterds (2009)
Den mest unøjagtige film nogensinde lavet om Anden Verdenskrig. En fantastisk film, hvor en biografdirektør for en gangs skyld får sin retmæssige plads som helten over alle helte. Herligt.
Den enestående historie om en kvinde, spillet af Mélanie Laurent, som får muligheden for at lade sin hævn over nazisternes drab på sin familie gå ud over hele toppen af magtpyramiden.
Spændingen bygges op i hver eneste af filmens scener med Hitchcock og Leone som forbilleder, men ikke gennem lurende stilhed og tikkende ure, men gennem småsnak og konstante onde undertoner.
Og så er der Brad Pitt som løjtnant Aldo Ray. Han var årsagen til frembringelsen af det største grin jeg nogensinde har udsat det øvrige publikum i en biografsal for. Det er da han siger ”Buongiorno”, efter at have fortalt han taler flydende italiensk og udtaler ordet med verdens bredeste amerikanske accent.
Men filmens virkelige stjerne er Christoph Waltz i rollen som oberst Hans Landa, som forsøger at omskrive historiebøgerne. Han leverer sin enestående Oscar-præmierede præstation, så englene synger.
2. Pulp Fiction (1994)
Jeg kan se alle Tarantinos film igen og igen, men der er nu alligevel en der skiller sig ud og det er også den film jeg har set flest gange. Jeg har nydt at præsentere bekendtskabskredsen for filmen, om end det ikke altid har været lige værdsat. Forudsætningen for virkelig at værdsætte Tarantinos film, er at man har set mange film, rigtig mange film.
Tarantinos mesterværk, som leger med den gængse kronologi man sædvanligvis oplever i amerikanske film, er enestående og næppe en film han nogensinde bliver i stand til at overgå.
Filmen fokuserer på to lejemordere, en bokser, en gangsters kone og et par røvere, hvis liv hvirvles ind i hinanden i fire forskellige fortællinger.
Vi føler det som om vi i løbet af meget kort tid virkelig kender Jules, Vincent, Mia, Butch, Pumpkin og Honey Bunny, som blev bragt til live af Samuel L. Jackson, John Travolta, Uma Thurman, Bruce Willis, Tim Rotch og Amanda Plummer.
Quentin Tarantino blev præmieret med en Oscar for bedste manuskript og filmen med Den Gyldne Palme i Cannes for bedste film.
1. Håndlagerne (1993)
Men filmen som har blæst mig allermest omkuld, er nu engang instruktørens debut.
Et voldsorgie uden lige, som udspringer af et simpelt tyveri i en juvelerforretning, og hvor de overlevende begynder at mistænke hinanden for at være stikker for politiet.
Vi følger en række mænd som alle har kurs direkte mod helvede, men som forsøger at udskyde det uundgåelige.
Harvey Keitel, Tim Roth, Michael Madsen, Chris Penn, Steve Buscemi, Edward Bunker og instruktøren selv leverer hver sin uforglemmelige præstation.
Filmens soundtrack var i årevis en fast bestanddel på min CD-veksler.
Kommentarer